Forskel mellem versioner af "Sankt Willibrord"

207 bytes fjernet ,  for 3 år siden
opsatt er rettet til opsat osv.
(opsatt er rettet til opsat osv.)
| beskæftigelse =
}}
'''Sankt Willibrord''' (cca. 658 – 7. november 739) var en [[northumbria]]sk missionær, kendt som "[[Friser]]nes apostel" i det moderne [[Holland]]. Han blev den første [[Utrecht bispedømme|biskop af Utrecht]] og døde ved [[Echternach]] i [[Luxembourg]].
 
== Liv og gerning ==
[[File:Willibrord Memorial Trier.jpg|thumb|Mindesmærke i Trier.]]
Egbert var opsattopsat på at missionere i Nordtyskland, men blev i enet visionsyn advaret mod dettedet. Wigbert rejste menog kom i [[689]] tilbage efter to frugtesløse år. Willibrord var danu 31 år gammel, og var blevet [[ordination|præsteviet]] af Egbert i [[688]]. Han ønskede påtage sig den farlige opgave.
 
I [[690]] vendte han hjem til England og fik tilladelse til at rejse til kontinentet. Samme år drog han videre med 11 engelske munke, blandt demsom [[Suitbert|Swithbert af Northumbria]], [[Ewald den lyse]] og [[Ewald den mørke]]. De steg i land ved [[Rhinen]]s udløb og drog så til [[Utrecht]]. Der fik de audiens ved hoffet for [[Pipin af Herstal|Pipin II af Herstal]], [[Karl Martell]]s fader. Han støttede dem og opfordrede dem til at prædike i nedre [[Friesland]], mellem [[Meuse]] og havet.
 
Efter, at missionen var etableret, rejste Willibrord til [[Rom]] for at få støtte fra [[pave Sergius 1.]] Han fik [[relikvie]]r med sig, som var nødvendige for at kunne oprette permanente [[alter|altre]] i kirker, som blev bygget.
 
Mens Willibrord var i Rom, var Swithbert blevet bispeviet.: I [[693]] havde Wilfrid nemlig ordineret ham som missionsbiskop under et ophold i England. Det kan seser ud til, at Pipin ikke satte pris på dettedet, for Swithbert flyttede hurtigt længere op langsad Rhinen, mens Willibrord fortsatte i Friesland. I [[695]] drog han igen til Rom med et brev fra Pipin, som anbefalede, at han blev bispeviet. Den [[21. november]] [[695]] blev han konsekreret som ærkebiskop for friserne, og Sergius overrakte [[pallium|palliet]] til ham. Fordi den nærmeste mindedag var den [[23. november]], for pave [[Pave Clemens 1.|Clemens I]], den [[23. november]] fik han navnet Clemens tillagt sit dåbsnavn.
 
Efter blot to uger i Rom rejste han tilbage med mandat til at organisere kirken i Friesland. Han brugte [[Canterbury ærkebispedømme]] som model og oprettede [[suffragan]]sæder i udkanten. Af Pipin fik han fæstningen [[Wiltaberg]], senere Utrecht, som sæde.
 
Resultaterne af missionen var gode i områder, som blev styrede af [[franker]]ne. Men ellers var det vanskeligere, og han var hele tiden afhængig af beskyttelse fra verdslige herskere. Han rejste meget rundt og prædikede, byggede kirker og indsatte præster og munke. Han konsekrerede også flere biskoper til nye sæder.
 
I [[698]] fik han jord af [[Irmina af Öhren]], som var gift med [[Hugobert af Pfalz]]. Hun var også Pipins svigermor, og blev senere [[abbedisse]]. Willibrord grundlagde klosteret [[Echternach]] i nutidens(nu [[Luxembourg]]) og ledede det selv som [[abbed]] en periode.
 
Han rejste også til [[Danmark]], hvor han var den første missionær. Han købte 30 [[Træl|slavedrenge]] fri, og efter at have kristnet dem tog han dem med sig, men dettedet førte ikke til noget yderligere missionsarbejde i Danmark. Under hjemfarten fra Danmark førte dårlig vejr til, at han måtte gå i land på [[Helgoland]]. [[Daner]]ne og friserne regnede dettedet somfor et hellig sted, og det var [[tabu]] at dræbe noget levende væsen, spise noget som voksede der eller hente vand fra en brønd, uden, at det skete i fuldstændig stilhed. Willibrord ville demonstrere, at dette var [[overtro]], og dræbte nogen køer, [[dåb|døbte]] tre personer ved en kilde og snakkede højlydt, mens han gjorde dettedet. Ingenting skete, og de, som så på, var usikre på hvorfor, guden ikke indgrebgreb ind. Men den frisiske hersker [[Radbod]] tog affære, og ofrede en af Willibrords ledsagere for at blidgøremildne guden.
 
På [[Walcheren]] gik tingdet roligere for sig, og Willibrord konverteredeomvendte mange. Han ødelagde også et gudebillede, og da den hedenske præst forsøgte at dræbe ham, formåedeundslap han at undslippe og vende tilbage til Utrecht. Det, at han undgik gudernes vrede, blev der lagt mærke til, og mange følte, at dettedet gjorde hans budskab mere troværdigt.
 
I [[714]] døde Pipin II, og året efter fordrev Radbod Willibrord fra Utrecht. Mange kirker blev ødelagt, og præster blev dræbt. Samme år fik Karl Martell en søn, [[Pipin den yngre]], som blev døbt af Willibrord. Den yngre Pipin blev senere frankernes konge, og var far til [[Karl den store]]. Willibrord virkede de næste år i [[Franken]] og [[Thüringen]]. Radbod døde i [[719]], og Willibrord kunne vende tilbage. Den østlige del af landet lå nu åbent for ham.
 
Bonifatius var en stærk støtte for Willibrord, men efter tre år sammen drog han til [[Tyskland]]. De to skabte en speciel institution, [[korbiskop]]er (''chorepiscopii''), omvandrende biskoper som drog fra sted til sted for at hjælpe missionærer.
 
Sine sidste år tilbrakte Willibrord i Echternach. Han døde der [[7. november]] [[739]], 81 år gammel. Han blev straks efter sin død æret som [[helgen]].
 
== Eksterne henvisninger ==
Anonym bruger