Johann Adolph Hasse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet en smule (fra norsk wiki) |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet en smule (fra norsk wiki) |
||
Linje 55:
I april 1773 flyttede Hasse og Bordoni til Venedig, hvor han tilbragte sin livsaften med at undervise og skrive kirkemusik. Bordoni døde den 4. november 1781, den [[artrit]]plagede Hasse vel to år senere. De er begge begravede ved kirken ''San Marcuola'' i Venedig.<ref>[http://hasse-gesellschaft-muenchen.de/jahasse/kurzbiografie/ Kortbiografi], ''Johann Adolph Hasse Gesellschaft München''</ref> Hasse var allerede glemt, da han døde, og fik ingen gravsten før F.S. Kandler finansierede en. Kandler skrev også en biografi om Hasse i 1820.<ref>Grove section 6, «Last years».</ref>
== Musik ==
Alt i alt skrev Hasse over 70 [[opera]]er, 14 [[oratorium|oratorier]], 5 [[te deum]], flere [[Messe (musik)|messer]], et [[Rekviem (musik)|rekviem]], diverse [[miserere]]r, [[litani]]er, [[motet]]ter, [[salme]]r, [[kantate]]r, [[Solokoncert|klaverkoncerter]] og [[sonate]]r, [[Solokoncert|fløjtekoncerter]] med mere.
Med sine operaer blev Hasse den vigtigste repræsentant for ''[[opera seria]]''-genren således, som den havde fået sin litterære form gennem [[Pietro Metastasio]]s forfatterskab. Metastasios libretti blev tonsat af næsten alle kendte komponister på 1700-tallet, til dels også senere – nogen af dem over femten gange. Digteren selv fandt mest behag i Hasses måde at tonsætte librettierne, og Hasse brugte næsten alle Metastasios tekster, flere af dem mere end en gang.
Hasse fuldendte den form for opera seria, som i sit grundrids var færdig allerede, da han startede sin karriere. Han tilførte ikke nogen grundleggende nyt og stillede heller ikke spørgsmål ved formen. Til det sidste var han tro mod et skema, som bestod af en række arier knyttede sammen af [[recitativ]]er. I Hasses tilfælde drejede det sig mest om secco-recitativer, for efter råd fra Metastasio benyttede Hasse sjeldent orkesterledsagede accompagnato-resitativer og derfor er disse specielt virkningsfulde som højdepunkter i den dramatiske spændingkurve.
I sine senere Dresden-operaer benyttede Hasse sig af mulighederne, som det stedlige kor gav. Eksempler er soldaterkoret i ''Solimano'' (med sceneorkester oveni) og et festlig præstekor i ''L'Olimpiade''. Værker skrevet for den italienske scene begrænset sig til den obligatoriske slutsang med ''pro forma''-betegnelsen «coro» som solisterne fremførte sammen, og som forklarede historiens morale.
Hasses [[arie]]r, også duetterne som der normalt var én af per opera, følger den sædvanlige ''da capo''-formen. Sangen har hovedsagelig opgaven med at få frem tekstens sproglige elegance og [[Affektlære|affektgehalt]]. Hasses melodiske opfinnsomhed yder på alle måder retfærdighed til alle grader af følelser, som Metastasios dramaer kan indeholde, men det var frem for alt let melankolske kærlighedts- og afskedssange, som den relativt kendte "Per questo dolce amplesso" fra ''Artaserse'', som han kunne takke sin popularitet for.
Orkesteret kunne Hasse behandle på en fremragende måde. Instrumenterne bidrager til at male karakteristiske poetiske og musikalske farver uden, at det tager opmærksomheden væk fra sangen i forgrunden.
Hasses samtidige beundrede musikkens fornemme enkelhed og måden den glitrer uden større fakter eller påtrængende effekter. Fra dagens synsvinkel virker Hasses musik mindre original end Händels, den giver i mindre grad udtryk for en individuel personlighed til fordel for det samtiden fremholdt som et musikalsk skønnhedsideal.
== Noter ==
| |||