Åbn hovedmenuen

Ændringer

567 bytes fjernet ,  for 1 år siden
omfattet er rettet til opfattet osv.
[[Fil:AD 0350 - Central Eastern Europe to Ural - DK.png|thumb|upright=2.00|Hunnernes og andre stammers placering omkring år 350.]]
[[Fil:Hun üstök.jpg|thumb|upright=1.35|Hunniske kogekar, fundet i det nuværende [[Ungarn]]. På grund af deres ligheder med tilsvarende kogekar fra Mongoliet, bliver de brugt i argumentationen for hunnernes oprindelse ved Kinas grænsergrænse.]]
Begrebet '''hunner''' er en betegnelse for et [[Centralasien|centralasiatisk]] folk med [[nomade|nomadisk]] og senere halvnomadisk levevis. Man ved ikke ret meget om hunnernes oprindelse, og forskerne diskuterer stadig, hvilket sprog, de talte. I lighed med mange andre nomadefolk efterlod de ingen skriftlige spor, og historikerne må derfor forlade sig på de beskrivelser, derfra findes hos de folkdem, de kom i berøring med, primært [[romerriget]].
 
Romerske forfattere omtaler i 1. og 2. århundede folkeslag med navne, der kunne minde om hunnerne, men det kan være et tilfælde. Fra det 4. århundrede bliver de imidlertid en vigtig faktor i europæisk storpolitik og i det 5. århundrede har hunnerne deres storhedstid under [[Attila]]. Efter hans død går det hastigt tilbage for dem: Deres rige går i opløsning og i de følgende to århundreder har man kun spredte efterretninger om dem. Herefter forsvinder hunnerne ud af historien.
 
== Oprindelse ==
Da hunnerne for alvor trådte ind i europæisk historie i det 4. århundrede, blev de indgående beskrevet af den samtidige romerske forfatter [[Ammianus Marcellinus]]. Deres oprindelse kunne han imidlertid ikke sige så megetandet om, blotend at de kom fra området på den anden side af det [[Azovske Hav]], "nær det isfyldte ocean".<ref>Ammianus, ''Res Gestae Libri XXXI'', Bind 31, Kap. 2, 1.</ref>
 
Den franske historiker Joseph de Guignes udgav imidlertid i 1748 bogen ''Mémoire historique sur l'origine des Huns et des Turcs ("Historiske efterretninger om hunnernes og tyrkernes oprindelse")'', hvorhvori han fremførte den teori, at hunnerne var identiske med xiongnu-folket, der boede tæt på den kinesiske grænse, og som er flittigt omtalt i kinesiske kilder.<ref name=wright60>{{Kilde bog | efternavn=Wright | fornavn=David Curtis | titel=The history of China | år=2011 | udgiver=Greenwood | sted=Santa Barbara | isbn=978-0-313-37748-8 | sider=60 | edition=2.}}</ref> De Guignes havde fokus på sammenhængen mellem statsdannelser og interesserede sig mindre for, om hunnerne rent fysisk var efterkommere af xiongnu-folket.<ref name="MH1944">{{Kilde bog | efternavn = Maenchen-Helfen | fornavn = Otto | titel = The Legend of the Origin of the Huns | udgiver= ''Byzantion'', vol. 17 (1944-1945) | sider = 244–251 }}</ref> Historikerne har hæftet sig ved ligheder i udtalen af folkeslagenes navne, samt hunnernes rolle i at overføre kompositbuer med forstærket greb fra [[Centralasien]] til Europa og lighederne mellem de kogekar, man har fundet ved flodbredder. Det drejer sig her om xiongnu-folkets kar fra [[Ordos (Indre Mongoliet)|Ordos]] og hunniske kogekar fra det nuværende [[Ungarn]].<ref name="Vaissiere">de la Vaissière, E. (2005). ''Huns et Xiongnu. Central Asiatic Journal'', 49(1): side&nbsp;3-26. {{fr icon}}</ref> Xiongnu-folket er omtalt fra omkring år 200 f.Kr og boede nordvest for det nuværende Kina. De udgjorde en trussel mod rigets grænser og fikmodtog af samme grund udbetalt en årlig [[tribut]]. Omkring år 50 mistede de deres magt, og kun spredte grupper blev tilbage nord for Kina.<ref>Bently, Jerry H., ''Old World Encounters'', 1993, side 37.</ref> Historikeren [[John Bagnell Bury|J.B. Bury]] støttede xiongnu-teorien og mente, at hunnerne var blevet fordrevet fra Centralasien, i forbindelse med, at Rouran-riget (som han kalder "zhu-zhu") ekspanderede.<ref>[[John Bagnell Bury|J. B. Bury]], ''The Invasion of Europe by the Barbarians'', London 1928, side 49.</ref>
 
Andre historikere har sået tvivl om xiongnu-teorien. For eksempel praktiserede hunnerne [[kunstig kraniedeformation]],<ref>[http://www.zum.de/Faecher/G/BW/Landeskunde/rhein/kultur/museen/speyer/ausstell/hunnen/hunnin.htm Rekonstruktion af hunnisk kraniedeformation fra museet i [[Speyer]].] {{de icon}}</ref> og det gjorde xiongnu-folket ikke. Derfor hælder flere historikere til en teori om, at hunnerne snarere er opstået som en koalition af stammer fra stepperne. Østrigeren Walter Pohl udtrykker det således: ''Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at navnet hunnerne i senantikken (4. århundrede) blev brugt til at beskrive herskende grupper af steppekrigere med høj prestige.''<ref>Walter Pohl. ''Huns. Late Antiquity: a guide to the postclassical world'', ed. Glen Warren Bowersock, Peter Robert Lamont Brown, Oleg Grabar. Harvard University Press, 1999, side 501-502</ref> Historikeren [[Peter Heather]] skriver: ''Forfædrene til vores hunner i Europa i det 4. århundrede kunne godt have været en del af xiongnu-konføderationen i det 1. århundrede, uden at være det "rigtige" xiongnu-folk. Selv om vi etablerer en slags forbindelse mellem hunnerne i det fjerde århundrede og xiogngnu i det første, så er der løbet vældig meget vand under vældig mange broer i form af trehundrede års tabt historie.''<ref>Heather (2005), side 149.</ref>
== Historie ==
=== Hunnerne i det 4. århundrede ===
Den græske videnskabsmand [[Ptolemæus]] omtaler i sin ''Geographia'' et folk nord for [[Sortehavet]], der kaldes "Chuni".<ref>Ptolemæus, ''Geographia'', Bog 3, kapitel 5.</ref> Dette er af nogle historikere blevet omfattetopfattet som en henvisning til hunnerne, men ''Geographia'' er skrevet omkring år 160, og nutidens historikere placerer hunnerne meget længere mod øst på dettedet tidspunkt.<ref>Ptolemæus omtaler så mange forskellige stammer, at næsten hvad som helst kan tolkes ind i navnene. Heather (2009), side 6, kalder det ''"an almost bewildering list of group names".''</ref>
 
Omkring år 370 krydsede hunnerne floden [[Volga]] og strømmede ind i de områder, der hidtil havde været beboet af [[alanerne]]. En stor del af alanerne flygtede vestpå, og de dukkerdukkede op igen ved [[Rhinen]] som deltagere i [[Rhinovergangen 406|Rhinovergangen i 406]]. De øvrige alaner måtte underkaste sig hunnerne, og de tog del i hunnernes næste bevægelse mod vest - cirka år 375 - hvor greutungerne blev angrebet. Greutungerne var den ene af de to store [[Goterne|gotiske]] sammenslutninger - den anden var tervingerne. Senere slog de forskellige gotiske grupper sig sammen som henholdsvis [[ostrogoter]] og [[visigoter]].<ref>Heather (1996), side 53.</ref> Heather skriver, at det tilsyneladende kun var mindre hunniske styrker, der angreb greutungerne. Hunnerne havde imidlertid følgeskab af så mange alaner, at greutungerne ikke i længden kunne modstå dem, og efter kong Ermanariks død trak de sig tilbage til floden [[Dnestr]], som dannede grænsen til tervingerne.<ref>Heather (1996), side 99-100.</ref> Tervingerne - under kong Athanarik - var heller ikke i stand til at modstå det alansk-hunniske pres, og måtte trække sig tilbage mod [[Donau]], hvor deltagere fra begge gotiske grupper forsøgte at få en aftale med romerne om bosættelse på den romerske side af floden. Som sagtDer var der tale om mindre grupper af hunner, og hovedparten af dem slog sig tilsyneladende ned i området nord for Sortehavet, omkring floderne [[Don]] og Volga.<ref>Heather (1996), side 103.</ref> Hunnerne havde imidlertid igangsat en kædereaktion, der fik omfattende følger for folkeslagene i Europa. Biskop [[Sankt Ambrosius|Ambrosius]] af [[Milano]] skrev omkring 380:''"Hunnerne kastede sig over alanerne, alanerne over goterne, og goterne over taifalerne og [[sarmater]]ne ... og det er ikke slut endnu."''<ref>Heather (1996), side 104.</ref> Senere i 380'erne har man efterretninger om, at hunnisk-alanske tropper er gået i romersk tjeneste som lejesoldater, men det drejede sig fortsat om mindre grupper.<ref>Heather (2009), side 214.</ref>
 
Den første konfrontation mellem hunnerne og det romerske rige kom i 395. Tidspunktet var velvalgt for hunnerne: Der var i 393-394 et oprør i gang mod kejser [[Theodosius den Store|Theodosius]], og felthæren fra de østlige provinser var sendt til Norditalien for at indgå i kejserens styrker. De hunniske angribere forcerede [[Kaukasus]]-bjergene og strømmede plyndrende ned gennem [[Armenien]] og angreb bosættelser i såvel Romerriget som det [[Persiske rige]]. Hunnerne kom vidt omkring i området, men var dogkunne ikke i stand til at indtage de største, befæstede byer som [[Antiochia]], [[Edessa]] og den persiske hovedstad [[Ctesiphon]]. Først i 398 nåede en romersk hær frem, og da havde hunnerne indledt hjemturen. Det massive plyndringstogt fik blandt andet den effekt, at perserne befæstede passet ved Darial i Kaukasus, og udstationerede tropperstyrker i fæstningen. Som noget hidtil uset gik romerriget med til at betale en del af anlægget, da det helt klart var i begge parters interesse at forhindre nye angreb.<ref>Heather (2005), side 386-387.</ref>
 
=== Hunnerne i det 5. århundrede ===
[[Fil:Giorgio Vasari - Defeat of Radagasio below Fiesole - Google Art Project.jpg|thumb|upright=1.35|Hunnerne deltog som romerske lejetropperlejesoldater i nedkæmpningen af de gotere, der blev ledet af [[Radagaisus]]. I loftudsmykningen i ''Palazzo Vecchio'' i [[Firenze]] indgår dette billede - malet 1563-1565 - hvor [[Giorgio Vasari]] har forestillet sig det afgørende slag ved [[Fiesole]].]]
[[Fil:Hunnish - Bracelet - Walters 571082 - Detail Front.jpg|upright=1.35|thumb|I takt med, at hunnerne fik adgang til guld, udviklede de deres eget guldsmedearbejde. Her et granat-besat guldarmbånd fra det 5. århundrede. Er på Walters Art Museum]]
[[Fil:Walls of Constantinople.JPG|thumb|upright=1.35|Selv om hunnerne i løbet af 430'erne havde lært at bygge belejringsmaskiner, så opgav de på forhånd at forcere de nybyggede og massive mure omkring [[Konstantinopel]].]]
 
==== Før Attila: Perioden 400-437 ====
I 400-401 kom de første beviser for, at en gruppe hunner var nået frem til området ved Donaus udmunding i Sortehavet, direkte ved grænsen til det [[Østromerske rige]]. Den gotiske general [[Gainas]] havde forladt [[Konstantinopel]] i 400, da først folkestemningen, og derefter kejseren, vendte sig imodmod ham. Hans udmarch blev forvandlet til flugt, og da han søgte mod Donau med sine tropper, stødte han sammen med hunnere, der var ledet af høvdingen(kongen) [[Uldin]]. Gainas blev overvundet, og Uldin sendte hans afhuggede hoved som gave til kejser [[Arcadius]] i Konstantinopel.<ref>Norwich, side 127</ref>
 
I perioden ligeLige efter år 400 ser det ud som om, hovedparten af hunnerne indledte en ny flytning mod vest, og dermed igangsattebegyndte en kædereaktion, der svarede til den, der blev observeret i 375-376. Hunnerne havde brug for store græsningsarealer til deres kvæg og heste, og det havde de haft nord for Sortehavet. Imidlertid fandtes der et tilsvarende steppeområde i det nuværende Ungarn, og det havde den fordel, at det var tættere på romerrigets rigdomme. I startenbegyndelsen af 400-tallet var det primært beboet af gotere, og de kom nu under pres.<ref>Heather (2005), side 204</ref> Man ved, at en stor del af den gotiske befolkning under ledelse af [[Radagaisus]] valgte at forcere Donau, og de hærgede i Norditalien i 405. I slutningen af 406 gik store befolkningsgrupper af [[vandaler]], sveber og alaner over [[Rhinen]] med kurs mod [[Gallien]] (Frankrig). Det [[vestromerske rige]], ledet af [[Stilicho]], fik nedkæmpet Radagaisus, blandt andet ved at hyre Uldins hunner som lejetropper,<ref name=autogeneret3>Heather (2005), side 196</ref> men Rhinovergangen fik voldsomme følger og indebar, at de nævnte folkeslag i de følgende årtier var i stand til at opholde sig inden for rigets grænser. Begge romerske riger var svækket, og i 408 tog Uldin chancen, og gik over Donau og besatte det østromerske fort Castra Martis (i den nuværende provins [[Vidin (provins)|Vidin]] i [[Bulgarien]]). Han forlangte så store beløb for at trække sig tilbage, at østromerne i stedet valgte at bestikke hans undergivne, samtidig med at de udrustede en hær. Da de østromerske tropperhær nåede frem, faldt Uldins hær fra hinanden. Han måtte flygteflygtede, og man hører ikke mere til ham.<ref name=autogeneret3 />
 
Historikerne diskuterer stadig, hvornår hunnerne nåede frem til de ungarske stepper i større tal. Peter Heather argumenterer for, at det skete allerede omkring år 410, og baserer det blandt andet på, at der i 412 i Konstantinopel blev givet ordre om at styrke de østromerske flådestyrker på Donau, og at selve Konstantinopel i disse år blev beskyttet med kraftige mure, hvilket kunne være en reaktion på de nye magtforhold nord for grænsen.<ref>Heather (2005), side 203</ref> Et andet argument for denne datering er [[Olympiodoros af Theben|Olympiodorus af Thebens]] diplomatiske mission til hunnerne i 412. Han sejlede fra Konstantinopel, men baseret på en oplysning om, at han efter en storm søgte ly i [[Athen]], ser Peter Heather dettedet som bekræftelse på, at sejlturen gik til [[Adriaterhavet]] og [[Aquileia]], hvorfra der var gode vejforbindelser til stepperne bag Donau.<ref>Heather (1996), side 108.</ref> Hunnerne havde på dette tidspunkt endnu ingen egentlig konge, men i stedet et hierarki af høvdinge.<ref>Heather (1996), side 109.</ref>
 
Det vestromerske rige fik i denne periode også mere kontakt med hunnerne, og man udvekslede gidsler (ofte børn) for at fastholde fredelige relationer. Således var romeren [[Aëtius]] gidsel hos hunnerne cirka 411-414, og ud over at lære hunnernes sprog, knyttede han nyttige kontakter. Aëtius blev senere højtstående embedsmand hos kejser Johannes, og da Johannes var truet af en østromersk hær i 424, blev Aëtius sendt til hunnerne efter lejetropper. Da lejehæren ankom til Italien i 425, var Johannes imidlertid afsat og henrettet, og Aëtius brugte i stedet tropperne til at forhandle en løsning, hvor han blev general under den nye kejser, mens hunnerne blev sendt hjem mod passende betaling.<ref>Heather (2005), side 259-261.</ref> I 432 havde Aëtius på ny brug for hunnerne. Han havde tabt et slag mod sin rival Bonifacius, og rejste derfor til det hunniske hof for at få lejetropper. Det lykkedes, og med sine hunniske soldater kunne Aëtius i 433 definitivt overtage positionen som den stærke mand i det vestromerske rige.<ref>Heather (2005), side 261-262.</ref>
 
Det østromerske rige havde ligeledes en stærk interesse i at opretholde fredelige forbindelser med hunnerne, og af kilderne fremgår det, at der fra omkring år 430 blev der betalt en årlig ydelse på 350 pund guld til hunnerne, i et forsøg på at fastholdebevare freden.<ref>Norwich, side 152</ref>
 
Man ved ikke, hvornår det lykkedes en af de ledende hunniske familier at opnå monopol på den politiske magt, men i slutningen af 420'erne var magten koncentreret hos de to brødre Rugila<ref>Han omtales også som Ruga eller Rua.</ref> og Octar. Da Octar døde omkring 430, blev Rugila enehersker, og det var netop ham, Aëtius søgte hjælp hos i 432.<ref>Maenchen-Helfen, side 87.</ref> Rugila nævnes stadig i kilderne i efteråret 435, men han må være død i løbet af de næste par år, hvorefter magten gik videre til et andet brødrepar, nemlig sønnerne af hans bror Mundzuk. I det vestromerske rige registrerede man magtskiftet, og sendte i foråret 438 diplomater til de nye konger, [[Attila]] og [[Bleda]].<ref>Heather (2005), side 300.</ref>
 
==== Attila: 438-453 ====
I 444 eller 445 døde Bleda under en jagt. De samtidige kilder nævner ikke noget om, at Attila var indblandet i dødsfaldet, men mange senere historikere hælder til denne opfattelse.<ref name=autogeneret1>Heather (2005), side 308.</ref>
 
I det østromerske rige oprustede man i denne periode. Felthæren var kommet tilbage fra Sicilien, og i september 443 blev der udsendt en forordning om, at alle fæstningsanlæg skulle repareres og antallet af troppermænd i garnisionerne skulle bringes op på de aftalte styrkemål. Man vurderede, at Attila havde nok at se til med at fastholde positionen som enehersker efter broderens død, og østromerne følte sig derfor stærke nok til at se stort på de årlige betalinger til hunnerne.<ref name=autogeneret1 /> Svaret fra Attila kom i 447. Med en stor invasionshær gik han over Donau og de romerske fæstningsbyer faldt én efter én. Ved floden Utus (nu ''Vit'') i det nuværende Bulgarien tørnede hunnerne sammen med den romerske felthær på Balkan og besejrede den. Herefter var vejen åben mod syd til Konstantinopel, og de mellemliggende byer blev næsten alle erobret og plyndret. Endnu en østromersk hær blev slået, ikke langt fra Konstantinopel, men byens mure var trods alt for stor en udfordring for hunnerne, så i stedet indledte de et plyndringstogt sydpå i det nuværende [[Grækenland]].<ref>Heather (2005), side 308-309.</ref> Kejser [[Theodosius 2.]] så ingen anden udvej end at bede om fred, og i fredstraktaten gik østromerne med til at betale 6.000 pund guld, som havde været tilbageholdt, samt en årlig udbetaling på 2.100 pund guld.<ref>Heather (2005), side 312.</ref>
 
[[Fil:Huns450.png|thumb|upright=1.35|Hunnernes magtområde omkring 450, da rigets indflydelse kulminerede. Lysere farver symboliserer svagere tilknytning.]]
[[Fil:Hunnish - Set of Horse Trappings - Walters 571050, 571051, 571052, 571060 - View A.jpg|thumb|upright=1.35|Hunnerne brugte noget af det nyvundne guld på deres heste. Her er det en pandeplade, hovedtøj og et piskeskaft. Fra Walters Art Museum]]
I slutningen af 440'erne gik Attila i gang med at forberede krig mod det Vetstromerske rige. Forholdet til romernes magthaver, Aëtius, havde været godt i mange år, men nu var der ikke meget mere at plyndre mod øst, så Attila vendte blikket vestpå. I 448 gav han asyl til nogle oprørsledere fra Gallien, hvis hære var blevet nedkæmpet af Aëtius, og i 449 truede han vestromerske udsendinge med krig, fordi en romersk købmand havde beholdt noget guld, som Attila mente at have plyndret sig til. I 450 modtog Attila et brev fra kejser [[Valentinian III|Valentinian 3.'s]] søster Honoria. Hun bad om hjælp til at undgå et tvangsægteskab, og sendte oven i købet en ring. Attila tog det som et ægteskabstilbud og forlangte halvdelen af det Vestromerske rige som medgift. Senere i 450 støttede Attila en anden kandidat til kongetitlen over de ripuariske frankere, end den mandham, Aëtius ønskede på tronen. Selv om Attila truede med at invadere Italien for at få ægteskab og medgift, så var hans fokus rettet mod Gallien, og han lod skrive breve til goterne i Gallien, hvorhvori han opfordrede dem til oprør mod romerne.<ref>Heather (2005), side 335-336.</ref> I foråret 451 satte den hunniske invasionshær sig i bevægelse, og overskred Rhinen i nærheden af [[Koblenz]]. Byerne [[Metz]] og [[Trier]] blev erobret og plyndret, og hunnerne satte derefter kurs mod [[Orléans]] og indledte en belejring. Hunnernes hær bestod - foruden hunner - af folkeslag de havde overvundet eller allieret sig med. Det Vestromerske rige sendte en undsætningshær med Aëtius i spidsen, og han havde også hjælpetropper med, i form af visigoter (anført af deres konge, Theoderik) og [[burgunder]]. Hunnerne afbrød belejringen af Orléans og de to hære stødte sammen i [[slaget ved Chalons]] i juni 451. Kampen endte med, at hunnerne måtte trække sig tilbage, og det siges, at Attila overvejede selvmord i sin vognborg. Aëtius fulgte imidlertid ikke op på sejren, og hunnerne kunne foretage et ordnet tilbagetog over Rhinen.<ref>Heather (2005), side 337-339.</ref>
 
Attila kom hurtigt over tilbageslaget i Gallien, og i 452 var hunnerne klar til en ny offensiv, denne gang mod Italien. Én efter én blev de rige, norditalienske byer belejret og plyndret: [[Aquileia]], [[Padua]], [[Mantua]], [[Vicenza]], [[Verona]], [[Brescia]], [[Bergamo]] og [[Milano]]. For at frelse Rom fra at blive det næste mål, drog [[Pave Leo 1.]] i spidsen for en delegation til hunnerne. Selv om [[Vatikanet]]s historikere gerne vil give paven æren for at have fået Attila på bedre tanker, er sandheden mere prosaisk.: Italien havde været ramt af misvækst i 451, og i 452 var det ikke meget bedre. Der var udbredt mangel på fødevarer, og den hunniske hær, der for længst havde brugt sine medbragte forråd, havde svært ved at finde mad. Der var sygdom blandt troppernedem, og dertil kom nyheden om, at den nye østromerske kejser, Marcian, havde sendt tropperen hær over Donau for at plyndre hunnernes hjemland. Endnu en gang valgte Attila at trække sig tilbage.<ref name=autogeneret2>Heather (2005), side 339-341.</ref>
 
I foråret 453 var Attila i fuld gang med at forberede en ny offensiv. Han havde dog tid til at gifte sig igen, og på selve bryllupsnatten forblødte han efter at have sprængt et blodkar.<ref>Heather (2005), side 342.</ref>
 
==== Hunnerrigets undergang ====
Attilas død udløste en magtkamp mellem hans sønner Ellac, Dengizich og Ernakh. Mens hunnerne var optaget af indbyrdes strid, gjorde [[gepiderne]] oprør mod dem, ledet af Arderic. Ellac havde vundet magtkampen blandt brødrene, og han var i spidsen for den hær, der skulle bringe gepiderne og deres allierede tilbage under hunnisk dominans. De to hære kæmpede ved floden Nedao i [[Pannonien]] (nuværende Ungarn) i 454. Ellac faldt i slaget og hunnerne måtte opgive overherredømmet over gepider og flere andre folkeslag i området. De øvrige brødre forsøgte i løbet af 450'erne og 460'erne flere gange at genoprette overherredømmet, men uden held, og i takt med at flere folkeslag faldt fra, måtte hunnerne trække sig tilbage til området nord for Donaus udløb i Sortehavet. I 467-68 forsøgte Dengizich et angreb over Donau mod det Østromerske rige, men han blev overvundet i 469, og hans hoved sendt på en stage til Konstantinopel. Dermed var det slut på det hunniske rige. De overlevende hunner, der havde været med Dengizich, fik lov til at slå sig ned i det nuværende [[Dobrogea]] som østromerske undersåtter. Broderen Ernakh fik med sine tilhængere på samme måde lov til at slå sig ned syd for Donau i det nuværende Bulgarien.<ref name=autogeneret2 /> Der var kun tale om mindre grupper hunnere, og til gengæld for at få asyl i det østromerske rige, måtte hunnerne betale for deres ophold og levere soldater til den romerske hær.<ref>Heather (2009), side 259.</ref> Kilderne nævner hunniske lejesoldater under krigene mod vandaler og ostrogoter i 533 og 538.<ref>Norwich, side 207 & 218.</ref> Hunnerne på Balkan sluttede sig tilsyneladende til [[avarerne]], og de deltog i belejringen af Konstantinopel i 626.<ref>Norwich, side 295.</ref>
 
Herefter forsvinder hunnerne ud af historien. Man kan finde senere henvisninger til "hunner" i historieskrivningen i middelalderen, men det drejer sig typisk om, at forfatteren opfatter folkeslag, der bor i det gamle hunniske rige, som "hunner", uanset hvad folket selv har valgt at kaldekaldte sig.<ref>Halsall, Guy, ''Barbarian migrations and the Roman West, 376–568'', side 48, Cambridge University Press, 2008, ISBN 0-521-43491-2</ref>
[[Fil:AttilatheHunonhorsebackbyGeorgeSStuart.jpg|thumb|upright=1.35|Denne figur er George Stuarts bud på, hvordan en hunnisk kriger så ud. Stigbøjlerne er uhistoriske.]]
 
{{citat|De fik deres fjender til at flygte i rædsel, fordi deres mørklødede fremtoning var frygtindgydende, og de havde, hvis jeg må kalde det sådan, en slags uformelig klump, ikke et hoved, med noget, der mere lignede nålehuller end øjne. Deres hårdhed fremgår tydeligt af deres vilde udseende, og de er væsener, som er brutale mod deres børn fra den dag, de er født. For de skærer i drengenes kinder med et sværd, sådan at de, inden de kan modtage føde fra mælk, må lære at udholde kvæstelser. På den måde vokser de op skægløse, og deres unge mænd er utiltalende, fordi et ansigt, furet af sværdet, ødelægger med sine ar et skægs naturlige skønhed. De er korte af vækst, har hurtige bevægelser, er dygtige ryttere, har brede skuldre, er trænet i brugen af bue og pil og har en kraftig hals, som de altid strækker i stolthed. Skønt de lever som mennesker, har de samme grusomhed som vilde dyr.<ref>[http://www.romansonline.com/Src_Frame.asp?DocID=Gth_GOTH_24&Lat= Jordanes, kapitel 24, side 127-128.] </ref> }}
 
Med hensyn til behandlingen af børn ved man, at hunnerne benyttede kunstig kraniedeformation, og at denne skik smittede af hos nogle af de folkeslag, der blev overvundet.<ref>Bernard Bachrach, ''A history of the Alans in the West: from their first appearance in the sources of classical antiquity through the early Middle Ages'', U. of Minnesota Press (1973), side 67-69</ref><ref>Doris Pany og Karin Wiltschke-Schrotta, Artificial cranial deformation in a migration period burial of Schwarzenbach, Lower Austria, ''VIAVIAS'', nr. 2 (Vienna Institute for Archaeological Science 2008), side 18-23.</ref> Derimod er nutidens historikere generelt enige om, at Ammianus havde fået forkert fat på historien om ansigtssårene. På samme måde som hos andre folkeslag, var det almindeligt, at de hunniske mænd skar sig selv i ansigtet, så de kunne "græde blod", når deres slægtninge eller høvdinge døde.<ref>Maenchen-Helfen, side 361</ref>
 
Med hensyn til Attilas udseende, kan Jordanes genfortælle beskrivelsen fra diplomaten Priscus, der besøgte Attilas hof: ''"Han var lavstammet, med bred overkrop og et stort hoved. Hans øjne var små, hans skæg tyndt og gråsprængt, og han havde en flad næse og solbrændt hud, der vidnede om hans afstamning."''<ref>[http://www.romansonline.com/Src_Frame.asp?DocID=Gth_Goth_35 Jordanes, kapitel 35]</ref>
 
== Sprog ==
Der er skrevet rigtig meget om hunnernes sprog, og der er opkastet adskillige teorier om dets oprindelse og tilhørsforhold. En del af disse går påmener, at det er et tidligt [[tyrkisk sprog]]<ref>Maenchen-Helfen, side 403</ref> Problemet med tolkningerne er, at Priscus og Jordanes kun har omtalt nogle få navne, samt tre ord fra det hunniske sprog. Navnenes betydning tolkes ikke i kilderne og de tre ord (medos, kamos, strava) kan ikke umiddelbart knyttes til tyrkisk. Flere forskere betegner derfor de fremsatte teorier som "spekulative".<ref> Doerfer, Gerhard. Zur Sprache der Hunnen. ''Central Asiatic Journal'', 17(1), side 1-50.{{de icon}}</ref><ref>Sinor, Denis. 1977. The Outlines of Hungarian Prehistory. ''Journal of World History'', 4(3), side 513-540.</ref><ref>Poppe, Nicholas. 1965. Introduction to Altaic linguistics. Wiesbaden: O. Harrassowitz. Ural-altaische bibliothek; 14.</ref> På den basis konkluderer Heather, at vi rent faktisk ikke ved, hvilket sprog hunnerne talte.<ref>Heather (2009), side 209</ref> Derimod ved man, at sproget ved hoffet - i takt med hunnerrigets øgede betydning - i stigende grad gik over til at være [[Gotisk (sprog)|gotisk]], da mange af de erobrede folk (og deres repræsentanter ved hoffet) forstod dette germanske sprog.<ref>Heather (2005), side 330</ref> Heather henviser også til Maenchen-Helfen, der skriver, at de hunniske ledere formentlig både har haft et gotisk/germansk og et hunnisk kaldenavn. Således betyder Attila "lillefar" på germansk.<ref>Heather (2009), side 665, note 3.</ref>
[[Fil:Hunnen.jpg|thumb|upright=1.35|På denne illustration fra 1870'erne viser Peter Johann Nepomuk Geiger hunnerne i kamp mod [[alanerne]]. Bemærk brugen af lassoer.]]
 
== Samfund ==
=== Styreform ===
Da hunnerne første gang dukker op i de romerske beskrivelser i det 4. århundrede, omtales de som ''"et folk uden konger, men med skiftende ledere."''<ref>Ammianus, citeret i Heather (2009), side 215.</ref> Meget tyder på, at de på dette tidspunkt stadig opererede i mindre grupper, uden central styring. Det er også betegnende, at man i denne periode ikke har kendskab til navne på konger eller høvdinge - der har været for mange af dem, og de har hver især ikke haft den store indflydelse. Samlingen af hunnerne ser ud til at være begyndt omkring år 400, og det første eksempel på en stor hunnisk styrke, der er registreret, er den hær, der plyndrede i Armenien og Mellemøsten fra 395.<ref>Heather (2009), side 216-219.</ref> Som tidligere nævnt, kan man i 420'er konstatere, at magten over hunnerne - og dermed også deres allierede - er blevet samlet hos en enkelt familie. Magten forblev hos denne familie eller klan indtil Attilas sønner døde eller blev romerske undersåtter. Selv om Attila kontrollerede mange folkeslag og store landområder, blev der ikke oprettet nogen centraladministration efter romersk eller orientalsk forbillede. Hans administration bestod af en sekretær, som Aëtius havde sendt til ham, samt en romersk fange, der blev brugt til at skrive breve på latin og græsk. De overvundne folkeslag blev holdt i snor med trusler og repressalier, samt lejlighedsvis andel i byttet fra felttog og plyndringstogter. Desuden sørgede Attila for, at de enkelte folkeslag aldrig havde én central leder, men derimod flere sideordnede høvdinge. Det var en styreform, hvis effektivitet afhang af evnerne hos den regerende konge, og her ses også en forklaring på, hvordan riget kunne gå så hurtigt i opløsning efter Attilas død.<ref>Heather (2009), side 233-234.</ref>
 
[[Fil:The Hun and the Home.jpg|thumb|upright=1.35|''The Hun and the Home.'' Britisk [[propaganda]] fra 1917, der spiller på forskellen i [[1. verdenskrig]] mellem det fredelige England og det tysk-besatte og undertrykte [[Belgien]].]]
 
=== Militær ===
Hunnernes militære fremgang kan ikke henføres til, at de var mange. Peter Heather anslår krigernes antal omkring år 400 til mellem 10 og 20 tusind ryttere. De var derfor ikke numerisk overlegne i forhold til for eksempel goterne, og alligevel vandt de over dem.<ref>Heather (2009), side 217-218.</ref> Svaret ligger i deres våbenteknologiske overlegenhed. De fleste af deres våben svarede til modstandernes: På mellemdistancen kunne de også anvende spyd, i nærkamp lange ryttersabler, og når fjenderne flygtede, var hunnerne ferme til at indfange dem med lassoer. På større afstande var de derimod suveræne: Hunnerne havde videreudviklet den asiatiske [[Bue (våben)|kompositbue]]. I sin grundform bestod buen af træ og dyresener, holdt sammen af en speciel lim. I enderne og på midten var den forstærket med horn, typisk fra bøfler. Hunnernes videreudvikling bestod i at sætte flere hornstykker på buen og i at gøre den længere. Når man sidder på en hest, vil der være en begrænsning nedad og indad mod hesten. DetteDet problem løste hunnerne ved at gøre buen [[asymmetrisk]], så den var længere foroven end forneden. Det krævede nogen korrektion omkringmed sigtet, men gav til gengæld en langtrækkende bue. Hunnerne havde ikke [[Stigbøjle|stigbøjler]], men problemet med at få rytteren til at sidde fast i sadlen, når buens skulle spændes og pilen affyres, løste de ved at lægge høje kraftige træsadler på hestene, så rytteren kunne låse sig fast med benene. Hunnerne kunne dermed uskadeliggøre de ubeskyttede gotere på 150-200 meters afstand og de jernklædte alanske [[katafrakt]]er på 75-100 meters afstand, uden at dissede kunne gøre gengæld. Det gav hunnerne en taktisk overlegenhed, som de udnyttede til fulde.<ref>Heather (2005), side 156-157.</ref>
 
I takt med, at hunnerne undertvang de omkringboende folkeslag, stillede de krav om, at de overvundne skulle mødestille med soldater til hunnernes felttog. Hermed kunne de skabe så store hære, at selv de kampvante romerske legioner (og deres forbundsfæller) tabte adskillige slag mod dem. Den sidste brik i puslespillet var evnen til at konstruere belejringsmaskiner, og den betød at hunnerne kunne tvinge det østromerske rige til at bede om fred - og til at betale årlig tribut - i 440'erne.<ref>Heather (2005), side 308-312.</ref>
 
Hunnernes militære overlegenhed i forhold til romerne og de største omgivende folkeslag, var helt afhængig af Attilas evne til at holde sammen på riget. Da han døde, og den interne magtkamp brød ud, blev hæren reduceret. Vasallerne faldt fra i hurtig rækkefølge, og dermed var hunnernes militære overlegenhed forbi. På trods af deres avancerede buer var de simpelthen for få.<ref>Heather (2005) side 365.</ref>
 
== Økonomi ==
Hunnerne var nomader (eller halvnomader). Peter Heather sammenligner deres livsform med nomaderne fra [[Kazakstan]] i 1920'erne. Man havde heste, kvæg, får og geder, og græsningsmulighederne var altafgørende. Om vinteren var nomaderne på selve steppen, men om sommeren var der for tørt, og så flyttede de omkring 75 km væk, til højlandet, hvor der var græsningsmuligheder om sommeren, men for koldt om vinteren. ManDe dyrkede også visse afgrøder, men handlede ellers med omkringboende agerdyrkende folk, der til gengæld fik ost, [[yoghurt]], huder og dyr - eller også slap for at blive overfaldet. Med de to årlige flytninger var eksistensgrundlaget i balance. Man kan derfor spørge, hvorfor hunnerne begyndte at bevæge sig mod vest. Hunnerne kan være blevet presset af andre folkeslag, og man kan også forestille sig, at den klimaændring, der medførte en varmeperiode i Europa omkring år 400, ligeledes kan have påvirket hunnernes græsningsmuligheder. Endelig - og det er Heathers bedste bud - kan det også have spillet en rolle, at rygtet om Europas og Nærorientens rigdomme kan have ansporet til flytning.<ref>Heather (2005) side 147.</ref> I takt med, at hunnerne bevægede sig mod vest, kom guld til at betyde meget mere i deres økonomi, men de var stadig afhængige af græsningsmuligheder for deres dyr - især hestene<ref>Hestene er de mest krævende dyr i relation til kvaliteten af græsningsarealerne. Så kommer kvæg, får, geder og endelig kameler, der nærmest er altædende. Heather (2005) side 147.</ref> - og det ses i deres valg af det nuværende Ungarn som centrum for det hunniske rige i det 5. århundrede.<ref>Heather (2005) side 328.</ref>
 
== Eftermæle ==
Blandt de germanske stammer levede mindet om Attila og hunnerne i første omgang videre som en mundtlig tradition. Beretningerne skrives første gang ned i Tyskland omkring år 1200 i form af [[Nibelungenlied|Nibelungenkvadet]]. Det handler blandt andet om hunnernes deltagelse i kampen mod burgunderne.<ref>[http://heimskringla.no/wiki/Nibelungekvadet_Indledning Dansk (forkortet) oversættelse af kvadet.]</ref>
 
I Norden er de ældste sagaer med omtale af hunnerne nedskrevet i slutningen af det 13. århundrede, blandt andet i form afsom [[Vølsunga saga|Vølsunge sagaen]], hvor [[Det Kongelige Bibliotek]] har det eneste bevarede eksemplar. Det er dateret til omkring år 1400, og Attila omtales her som Atle.<ref>Magnus Rindal, i forordet til den norske 1974-udgave.</ref> Vølsunge sagaen har afsnit om hunnernes sejre over franker og burgunder, mens en anden nordiske saga, ''Sagaen om Hervarar og Kong Heidrek'', omtaler kampene mellem goter og hunner.<ref>[http://www.heimskringla.no/wiki/Sagaen_om_Hervarar_og_Kong_Heidrek Dansk oversættelse på heimskringla.no]</ref>
 
I Ungarn levede fortællingerne om hunnerne også videre, og i middelalderen knyttes de til kongeriget Ungarns historie i værker som ''Gesta Hunnorum et Hungarorum (Hunnernes og ungarernes bedrifter)'', der er skrevet i 1280'erne. Her kædes Attilas slægt ved hjælp af en fantasifuld stamtavle sammen med den senere magyarske herskerslægt i Ungarn.<ref>Reader's encyclopedia of Eastern European literature, 1993, Robert B. Pynsent, Sonia I. Kanikova, side 529.</ref>
 
Erindringen om hunnerne blev også fastholdt i middelalderen i form af drengenavne i Europa. I sin oprindelige form betød navnet Hunfredus "Hunnerfred", dvs. "den, der fremmæglede fred med hunnerne". [[Normannerne]] tog det gammel[[Fransk (sprog)|franske]] drengenavn Hunfroi med til [[England]], hvor det forvandledes til Humphrey, og i [[Italien]] til Umberto.<ref>John Man: ''Attila'' (side 233), Forlaget Gyldendal, Oslo 2009, ISBN 978-82-05-39335-6</ref>
 
I det 20. århundrede blussede brugen af hunner-henvisninger op, første gang den 27. juli 1900. Under [[bokseropstanden]] i Kina, gav den tyske kejser [[Wilhelm 2. af Tyskland|Wilhelm 2.]] [[Hunnertalen|ordre til]], at oprørerne skulle behandles nådesløst: ''"Lige som hunnerne for 1000 år siden, under deres konge Attila skabte sig et navn, der stadig giver genlyd i overleveringerne, sådan vil navnet Tyskland i Kina blive så kendt, at ingen kineser vover at kaste så meget som et blik på en tysker."''<ref>''Weser-Zeitung'', 28. juli 1900, anden morgenudgave, forsiden: "Wie vor tausend Jahren die Hunnen unter ihrem König Etzel sich einen Namen gemacht, der sie noch jetzt in der Überlieferung gewaltig erscheinen läßt, so möge der Name Deutschland in China in einer solchen Weise bekannt werden, daß niemals wieder ein Chinese es wagt, etwa einen Deutschen auch nur schiel anzusehen".</ref> Det var altså tyskerne selv, der lavede koblingen til hunnerne, og da [[1. verdenskrig]] brød ud, var den allierede [[propaganda]] ikke sen til at omtale tyskerne som "hunnerne". Den franske sangskriver Theodore Botrel beskrev den tyske kejser som "En Attila, samvittighedsløs", der styrede sine "kannibalske horder".<ref>"Quand un Attila, sans remords, / Lance ses hordes cannibales, / Tout est bon qui meurtrit et mord: / Les chansons, aussi, sont des balles!", fra ''Theodore Botrel'', af Edgar Preston i ''T.P.'s Journal of Great Deeds of the Great War'', 27. februar 1915</ref> Under [[2. verdenskrig]] dukkede koblingen til hunnerne op igen, men slet ikke i samme omfang. Et eksempel er [[Winston Churcill]]s radiotale i april 1941: ''"Der er færre end 70 millioner ondsindede hunner - nogle af dem kan omvendes, andre må ombringes, og de fleste af dem er allerede optaget af at undertrykke østrigere, tjekker, polakker og mange andre gamle folkeslag, som de nu plager og plyndrer."''<ref>[http://www.ibiblio.org/pha/timeline/410427awp.html Premierminister Winston Churchills radiotale ''Report on the War'' 27. april 1941]</ref>
Anonym bruger