Irlands historie: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Komme til kom
Linje 2:
'''[[Irland]]s historie''' rækker tilbage til omkring 8000 f.Kr., da de første jægere og samlere drog fra [[Storbritannien (ø)|Storbritannien]] og det kontinentale Europa til [[Irland (ø)|Irland]], formentlig via en tange af tørt land.<ref>{{cite book | last = Moody | first = T.W. & Martin, F.X., eds. | title = [[The Course of Irish History]] | publisher = [[Roberts Rinehart]] | date = 1995 | pages = 31-32 | id = ISBN 1-56833-175-4}}</ref> Det er også muligt, at der på dette tidspunkt var landforbindelse til Irland mellem nutidens [[Skotland]] og [[Nord-Irland]], hvor afstanden er kortest. Der findes meget få spor fra den tidligste befolkning, men både deres efterkommere og nogle, der indvandrede i den yngre stenalder, specielt fra den iberiske halvø, efterlod sig store, [[neolitisk]]e fundsteder som [[Newgrange]]<ref>[http://hnn.us/roundup/entries/7406.html History news netwok] {{date|2004-09-09}}. Hentet {{date|2007-04-01}}.</ref><ref>[http://www.prospect-magazine.co.uk/article_details.php?id=7817 Myths of British ancestry] Stephen Oppenheimer. October 2006, Special report. Hentet {{date|2007-04-01}}.</ref>. Efter at de kristne missionærer (mest kendt er [[Sankt Patrick]], i det [[5. århundrede]]) var nået til øen, blev den hedenske religion underordnet kristendommen fra cirka [[600]].
 
Fra omkring [[800]] og mere end et århundrede frem skabte angreb fra [[vikinger]] blodbad og kaos blandt befolkningen og i de forskellige regionale kongeslægter samt hos den irske klosterkultur, der var den blomstrende og vidt udbredte keltiske kristendoms kerne. Begge disse institutioner viste sig dog stærke nok til at overleve overfaldene og endda at kunne assimilere indvandrerne. De anglonormanniske lejetroppers kommekom i 1169, under ledelse af [[Richard de Clare, 2.jarl af Pembroke]], også kendt som "Richard Strongbow", markerede begyndelsen på mere end 700 års først normannisk, og senere engelsk, direkte indblanding i Irlands forhold. Den engelske krone krævede ikke fuld kontrol med øen før den [[engelske reformation]], hvor spørgsmål om de irske vasallers loyalitet skabte grobund for en række militære felttog i perioden 1534-1691. Perioden blev endvidere præget af en engelsk bosættelsespolitik, der førte til ankomsten af tusindvis af engelske og skotske protestantiske bosættere. Da det militært og politisk nationale Irlands nederlag blev tydeligere fra og med starten af det [[17. århundrede]], blev de religiøse skillelinjer i landet mere udtalt. Fra da af blev religiøst betonede stridigheder et stadigt tilbagevendende fænomen i irsk historie.
 
I 1613 mistede det katolske flertal magten i det irske parlament, da man havde oprettet nye valgkredse. Det var en engelsk konstruktion, som blev ført fuldstændig igennem ved slutningen af århundredet, da katolikkerne, der udgjorde 85 % af befolkningen, fik stemmeretten inddraget. Den politiske magt lå hos mindretallet, de protestantiske bosættere, mens den katolske majoritet blev undertrykt systematisk, dvs. politisk såvel som økonomisk. I 1801 blev det selvstændige parlament nedlagt, og Irland blev med unionsloven en del af [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]]. Katolikker forblev udelukket fra at sidde i det fælles parlament indtil 1829.