Senmiddelalder: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
m Linkfiks |
||
Linje 40:
[[Alexander 3. af Skotland|Alexander 3.]] af [[Skotland]]s død i 1286 kastede landet ind i en arvefølgekrise, og den engelske konge, [[Edvard 1. af England|Edvard 1.]], blev bragt ind for at mægle. Edvard krævede overherredømme over Skotland, hvilket ledte til [[de skotske uafhængighedskrige]].<ref>Jones, pp. 348–9.</ref> Englænderne endte med at blive besejret, og skotterne var i stand til at etablerede en stærkere stat under [[Huset Stuart|Stuarterne]].<ref>Jones, pp. 350–1; Koenigsberger, p. 232; McKisack, p. 40.</ref>
Fra 1337 blev Englands opmærksomhed hovedsageligt rettet mod Frankrig i [[Hundredårskrigen]].<ref>Jones, p. 351.</ref> [[Henrik 5. af England|Henrik 5.]]s sejr under [[slaget ved Agincourt]] i 1415 gjorde det kortvarigt muligt at forene de to kongerige, men hans søn, [[Henrik 6. af England|Henrik 6.]] forspildte snart efter disse landvindinger.<ref>Allmand (1998), p. 458; Koenigsberger, p. 309.</ref> Tabet af Frankrig ledte til utilfredshed hjemme. Kort efter afslutningen på hundredårskrigen kastede dynastiske uroligheder landet ud i [[rosekrigene]] (ca 1455–1485), som involverede [[Huset Lancaster]] og [[Huset York]] der begge kæmpede for at få tronen.<ref>Allmand (1998), p. 458; Nicholas, pp. 32–3.</ref>
Krigen blev afsluttet med tiltrædelsen af [[Henrik af England|Henrik 7.]] fra [[Tudordynastiet|Tudor]]-familien, som fortsatte arbejdet med at opbygge et stærkt, centraliseret [[monarki]], som konger fra huset York havde startet.<ref>Hollister, p. 353; Jones, pp. 488–92.</ref> Mens Englands opmærksomhed var rettet andre steder var de [[Hiberno-Normannisk]]e lords i [[Irland]] blevet mere assimileret i det irske samfund og øen fik lov til at udvikle stir uafhængighed under det engelske overherredømme.<ref>McKisack, pp. 228–9.</ref>
Linje 73:
[[Kijevriget]] gik til grunde i 1200-tallet, da [[Mongolernes invasion er Kijevriget|mongolernes invasion]].<ref>Martin, pp. 100–1.</ref> [[Storhertugdømmet Moskva]] blomstrede herefter op, og vandt en stor sejr mod den [[Gyldne Horde]] under [[slaget ved Kulikovo]] in 1380.<ref>Koenigsberger, p. 322; Jones, p. 793; Martin, pp. 236–7.</ref> Sejren afsluttede ikke Tartarernes kontrol over området, og den umiddelbart største vinder var [[Storhertugdømmet Litauen]], som fik udvidet sin indflydelse mod øst.<ref>Martin, p. 239.</ref>
Under [[Ivan 3. af Rusland|Ivan den Stores]] styre (1462–1505) blev Moskva en stor regional magtfaktor, og annekteringen af [[Republikken Novgorod]] i 1478 lagde grundlaget for grundlæggelsen af en russisk nationalstat.<ref>Allmand (1998), p. 754; Koenigsberger, p. 323.</ref> Efter [[Konstantinopels fald]] i 1453 begyndte de russiske prinser at se sig selv som arvtagere til
=== Sydeuropa ===
Linje 363:
1307 - [[Det babylonske fangenskab]] slutter <br />
1309 - Starten på [[Avignonpavedømmet]] <br />
1310 - [[Dante]] begyndte ''[[
1314 - [[Slaget ved Bannockburn]] <br />
1315 - 1317 [[Den store hungersnød 1315-1317|Den store hungersnød]] <br />
| |||