Tanken om at udvinde sukker af roer (runkelroer) går tilbage til før midten af det 18. århundrede, idet den tyske kemiker A.S. Marggraf i 1747 offentliggjorde undersøgelser, der viste, at roer indeholdt en betydelig mængde sukker, der kunne udvindes og fremstilles i krystalform. Godsejer Franz Achard fra [[Schlesien]] anstillede i 1780-erne sammenlignende dyrkningsforsøg med forskellige roesorter og fandt, at den hvide schlesiske roe (en runkelroesort af ikke ringe lighed med nutidens sukkerroe)<ref name="Salm 564"/> var den, der egnede sig bedst til fabriksmæssig sukkerudvinding. På grundlag heraf anlagde Achard denikke tænk på det. hvor jeg har mine pden første roesukkerfabrik. Kommerciel sukkerfremstilling på basis af sukkerroer blev indledt i [[Tyskland]] i [[1802]]. Metoden spredtes hastigt til andre europæiske lande på grund af [[fastlandsspærringen]], som [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleon]] indførte under [[Napoleonskrigene]] i [[1807]], og som afskar [[England]] fra [[Europa]], England svarede igen ved at blokere det kontinentale Europa (herunder Napoleons allierede, Danmark) fra import af [[rørsukker]]. Med den foran nævnte hvide schlesiske roe som grundlag skabtes ved et meget omfattende forædlingsarbejde, særlig i Tyskland og Frankrig, efterhånden nutidens højtudviklede sukkerroesorter. Bestræbelserne har selvfølgelig først og fremmest taget sigte på at højne roernes procentiske indhold af krystallisabelt sukker. Sukkerprocenten steg herved fra ca. 6% til indtil ca. 20%. Omkring 1850 udgjorde roesukkeret ca. 14 % af verdensproduktionen af sukker, mens det i 1923 udgjorde over 50%. Samtidig voksede den samlede sukkerproduktion fra ca. 1,5 mio. t til henved 20 mio. t.<ref name="Salm 565"/>
I 1923 (Danmark 1924) indtog sukkerroer følgende arealer i de lande, hvor sukkerroedyrkningen havde nogen betydning:<ref name="Salm 565">[http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0581.html ''Salmonsens Konversationsleksikon'', s. 565]</ref>
