Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Mere historie. |
Ruller mine egne ændringer tilbage, og tager diskussionen. |
||
Linje 1:
{{Infoboks tidligere land
|lokalnavn = ''Socijalistička Federativna Republika Jugoslavija''{{ref label|sh-lat|a|}}<br />{{font|text=Социјалистичка Федеративна Република Југославија|size=12.4px}}{{ref label|sh-cyr|b|}}<br />''Socialistična federativna republika<br />Jugoslavija''{{ref label|sl|c|}}
Linje 123:
}}
{{kilder|dato=august 2016}}
'''Jugoslavien'''
Efter oprindeligt at have været en del af [[Østblokken]], skiftede landet retning efter [[Tito-Stalin-konflikten]] i 1948, så det igennem størstedelen af [[den kolde krig]] førte en [[neutralitet|neutral]] international politik, og blev et af de grundlæggende medlemmer af [[De alliancefrie landes bevægelse]]. Efter Titos død i 1980 førte voksende etnisk [[nationalisme]] i slut-1980'erne til oprør blandt de mange [[Etnicitet|etniciteter]] i de jugoslaviske republikker, hvilket endte i et kollaps af republikkernes forhandlinger om omdannelse af forbundet, fulgt af anerkendelse af deres uafhængighed fra blandt andet [[Tyskland]]{{kilde mangler|dato=januar 2018}} og [[Danmark]]{{kilde mangler|dato=januar 2018}} Efter forbundet kollapsede langs de føderale grænser gik det endeligt i opløsning i 1992, hvilket blev startskuddet til [[krigene i Jugoslavien|en række krige i regionen]].
Line 151 ⟶ 149:
I det 12. århundrede dannede serberne en kraftig stat under Nemaniderne med storhedstid under [[Stefan Dušan]] ([[1331]]-[[1355]]).
Efter [[Østrig-Ungarn]]s nederlag i [[1. Verdenskrig]] opfyldtes de serbiske forhåbninger om en sydslavisk stat, og den [[1. december]] [[1918]] dannedes kongeriget af serber, kroater og slovenere. Det serbiske kongehus [[Karadjordjević]] blev hele Jugoslaviens kongehus med [[Peter 1. af Jugoslavien|Peter 1.]] som konge ([[1918]]-[[1921]]). Ved hans død den [[16. august]] [[1921]] overtog sønnen [[Alexander 1. af Jugoslavien|Aleksander 1.]] magten.
Line 164 ⟶ 160:
Den [[24. marts]] [[1937]] underskrev [[Italien]] og Jugoslavien en ikke-angrebs- og handelskontrakt.
=== Jugoslavien under anden verdenskrig
I marts 1938 invaderede og annekterede [[Hitler]] [[Østrig]], og [[Tyskland]] blev dermed Jugoslaviens nabo. De efterfølgende år arbejdede [[Hitler]] hårdt på at øge den tyske indflydelse i det ellers engelsk- og fransk-venlige Jugoslavien, og handelssamkvemmet blev øget dramatisk. Mod syd besatte det fascistiske [[Italien]] [[Albanien]] i 1939, og Jugoslavien så sig mere og mere indkredset. I syd havde [[Bulgarien]] en alliance med Tyskland og gamle krav på nu jugoslavisk territorium i Makedonien.
Line 175 ⟶ 171:
Den [[6. april]] [[1941]] blev [[Beograd]] bombet uden krigserklæring, og tyske tropper rykkede ind i Jugoslavien. [[Italien]] og [[Bulgarien]] rykkede også ind i Jugoslavien for at få deres bid af kagen. Overalt deserterede de kroatiske soldater i Jugoslaviens hær til de fascistiske invasionshære, og tyske tropper blev hyldet som befriere, da de marcherede ind i den kroatiske by [[Zagreb]]. Omtrent samtidig blev den nazistiske, kroatiske lydstat NDH erklæret af Ante Pavelić. Kongen måtte flygte, og 11 dage efter hans flugt blev kapitulationen underskrevet og kongeriget opløst.
[[Fil:Fascist occupation of yugoslavia.png|thumb|right|250px]]
Efter [[2. Verdenskrig]], da kommunisterne under [[Josip Broz Tito|Josip Broz]] "Tito" (kendt som Marskal Tito eller bare Tito) havde nedkæmpet alle ikke-kommunistiske modstandsstyrker og indført et kommunistisk diktatur, gav et valg en national fællesliste 90 % af stemmerne, hvorefter kongedømmet afskaffedes trods Peters protest. Tito blev valgt til landets præsident, og de følgende år blev de sidste ikke-kommunistiske partisaner elimineret. Slovenske frihedskæmpere holdt ud til 1946, og de sidste serbiske frihedskæmpere blev nedkæmpet i 1950. De kroatiske fascister forsøgte også et come-back indtil 1948, men var blevet infiltreret af kommunistiske agenter og blev arresteret af det kommunistiske sikkerhedspoliti.
Line 181 ⟶ 176:
Under sin eksistens var Jugoslavien altid en torn i øjet på [[Sovjetunionen]] på grund af dets geografiske beliggenhed, der spærrede for sovjetisk adgang til Middelhavet. Sovjetiske forsøg på at bruge stalinister i det jugoslaviske kommunistparti slog fejl i 1948, og Tito besluttede at føre en neutral politik mellem de to store magtblokke i den kolde krig. Anmodninger fra både Sovjetunionen (i [[1948]]) og [[USA]] (i [[1949]]) om at måtte oprette militærbaser i Jugoslavien blev afvist.
Jugoslavien, der alle dage havde været bygget på en politik, der gik ud på at knække folkenes selvbestemmelsesret, måtte imidlertid på et tidspunkt give efter for det folkelige pres nedefra. Chancen for de undertrykte nationaliteter kom efter Titos død, da det kommunistiske diktatur blev liberaliseret, så de folkelige krav om mere selvstyre ikke længere kunne ties ihjel. Den serbiske patriotisme var den første, der brød igennem, og via det gamle diktaturs nu demokratiserede strukturer lykkedes det serberne under [[Slobodan Milošević]] at dominere Jugoslavien. Dette førte til fremkomsten af lignende bevægelser i især Slovenien og Kroatien.
== Mellem stormagterne ==
|