Tysklands højindustrialisering: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Tidsmæssig afgrænsning: Korrektur og blå links til og med afsnittet "Udvandring og indenlandske vandringer" |
m →Urbanisering: Korrektur på resten af teksten jf. foregående redigeringsnote af samme bidragsyder |
||
Linje 127:
De indenlandske vandringer var utvivlsomt en lettelse for for udvandringsområder og samlet set bidrog vandringerne afgørende til urbaniseringen. I området omkring Berlin voksede befolkningstallet mellem 1890 til 1900 med omkring 323.000. Fra 1900 til 1910 endda med over 600.000.
I
{| border=0 align="right" width="40%" style="margin-left:1em"
|- bgcolor=#CCDDEE
Line 171 ⟶ 170:
Mens 64% af befolkningen i 1871 fortsat boede i kommuner med under 2.000 indbyggere og kun 5% i storbyer på over 100.000 indbyggere var der allerede i 1890 lige mange på landet og i byerne. I 1910 boede kun 40% i kommuner med mindre end 2.000 indbyggere, 27,4% boede i mellemstore byer (5.000 – 100.000) og 21,3% i storbyerne.
Det tættest befolkede område var i rhinprovinsen og den westfalske del af Ruhrområdet. I dette industriområde boede der kort før 1. verdenskrig 75% af indbyggerne i bykommuner, også selv om de ikke alle i juridisk forstand havde opnået denne status. Af bybefolkningen i dette område boede halvdelen allerede i storbyer. Også det efter
I storbyerne og frem for alt i de svulmende nye byer i Ruhrområdet blev nye bydele ofte opført uden nogen form for planlægning, da de var resultatet af privat spekulation, og det varede længe inden det lykkedes byforvaltningerne og kommunalpolitikerne at gribe ind og strukturere dem<ref>eksempelvis: Heinz Reif: Die verspätete Stadt Oberhausen. Stadtplanung, Stadtentwicklung und Interessenkonflikte 1846-1929. I: Revier-Kultur. 2/1986, S. 72-83</ref>. Under kejsertiden udviklede der sig en bystruktur, som har fungeret indtil i dag. Byens centrum blev til en repræsentativ city, og rundt omkring den opstod der tydeligt genkendelige handels- og beboelseskvarterer, borgerlige beboelseskvarterer, arbejderkvarterer, industriområder og andre bymæssige funktionsområder. Alligevel var livet i byen, trods alle fremskridt, netop for grupperne med små- og mellemstore indkomster kendetegnet ved bolignød. Således førte manglen på boliger i industriområderne til en vækst i antallet af boligløse. I storbyer som Berlin opstod der hele bydele med lejekaserner. Derimod opstod der frem for alt indenfor minedriften hele kvarterer med fabriksejede lejligheder til deres fastansatte. Uafhængigt af hvorledes der blev reageret på bolignøden var den forbundet med en social lagdeling. Mens borgerlige boligkvarterer blev placeret langt væk fra stanken fra industriforetagenderne, lå arbejderkvartererne lige i nærheden.<ref>Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.514-517.</ref>
Byudviklingen havde dermed ikke kun en kvantitativ men også en kvalitativ dimension. Leveforholdene i byerne, og ikke mindst i storbyerne, adskilte sig omkring år 1900 grundlæggende fra livet i småbyerne eller på landet, som f.eks. den samtidige [[Georg Simmel]] beskrev det i sit banebrydende arbejde "Die Großstadt und das Geistesleben".<ref>[http://www.europa.clio-online.de/site/lang__de/ItemID__37/mid__11941/40208561/Default.aspx Simmel, Georg: Die Großstädte und das Geistesleben (1903)]</ref>
=== Socialgrupper ===
Et kendetegn ved den sociale struktur i kejserriget var, at der ganske vist var en markedsbetinget klassedeling under opbygning (frem for alt de forskellige arbejdstagergrupper og det erhversmæssige borgerskab) således som [[Max Weber]] havde defineret det, men at der samtidig stadig eksisterede standsmæssige strukturer, såsom [[adel]]en. Det talmæssige omfang er i den sammenhæng svært at fastlægge. På grundlag af samtidens talstatistik fremkom [[Gustav Schmoller]] allerede dengang med en ofte citeret vurdering, som imidlertid af nogle moderne forskere betragtes som middelklassetung (f.eks. Ullmann). Ifølge [[Statistisches Reichsamt]] var der i 1895 12 mio. husholdninger. Schmoller anfører, at der til det han kalder den aristokratiske og formuende top i samfundet kun hører 0,25 mio. husholdninger. Til disse medregnede han bl.a. de større jordbesiddere og virksomhedsejere, de højestrangerende embedsmænd, læger og rentierer (dvs. folk som levede af deres formue). Til den øvre middelklasse medregnede han mellemstore jordbesiddere og virksomhedsejere, de fleste højere embedsmænd, og mange i liberale erhverv. Denne gruppe omfattede 2,75 mio. husholdninger. Omkring 3,75 mio. familier tilhørte den lavere middelklasse (småbønder, håndværkere, mindre handlende, lavere rangerende embedsmænd, værkførede og endog de bedrestillede arbejdere. Til underklassen medregnede han frem for alt lønarbejderne, de lavtrangerende embedsmænd (især ved post og jernbane) foruden fattige håndværkere og småbønder. Denne gruppe udgjorde omkring 5,25 mio. familier. Social mobilitet foregik fortrinsvis indenfor de forskellige sociale lag og kun sjældent blev grænserne overskredet. Når det overhovedet skete var der i reglen tale om at det skete mellem den ene generation og den næste. Foruden forskelle mellem klasser og lag blev kejserriget også gennemskåret af andre skillelinjer. Hertil hørte forskelle mellem land og by og mellem de forskellige religioner.<ref>Ullmann, Kaiserreich, S.115f., Differenzierter: Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.702-712.</ref>
==== Borgerskab og middelstand ====
Line 188 ⟶ 183:
==== Arbejdere ====
Antallet af arbejdere fordobledes alene mellem 1882 og 1907 til 8,6 mio. Denne vækst skyldtes i første række industrien og minedriften. Indadtil var gruppen af industriarbejdere fortsat meget forskellige. Således var betalingen af kvinder og ældre tydeligt lavere end den til yngre mænd. Ganske vist boede en stigende andel af arbejderne i storbyer, hovedparten boede imidlertid i mellemstore og små byer. Mange boede fortsat i landsbyer og havde derfor landlige værdiforestillinger og adfærdsmønstre. Der var også stor forskel mellem de som altid havde boet et sted og tilflytterne. Yderligere differentiering fremkom gennem den erhvervsmæssige aktivitet og kvalifikationerne. Tendensen gik i retning af, at antallet af arbejdere med en håndværksuddannelse gik tilbage, mens gruppen af ufaglærte eller tillærte voksede.
[[Fil:Der Streik.jpg|thumb|Strejken (maleri af [[Robert Koehler]] 1886]]
Line 199 ⟶ 194:
==== Befolkningen på landet ====
Industrialiseringen havde også betydning for samfundet på landet. I industrinære områder kunne småbønder ganske vist fastholde deres ejerskab til jorden, ved at pendle ind til fabrikkerne. Ved sæsonarbejde forsøgte også småbønder med længere til industriområderne at opretholde deres landbrug, men mange af dem blev tvunget til varig udvandring. Antallet af landarbejdere fald såvel procentuelt som absolut. Det skyldtes ikke kun afvandring til byerne men også ændrede driftsformer i landbruget.<ref>Ullmann, Kaiserreich, S.115</ref>
== Fagforeninger og erhvervsmæssige interesseorganisationer ==
Et kendetegn ved denne epoke var fremkomsten og udbredelsen af interesseorganisationer. Med særlig stor succes organiserede landmænd fra hele riget sig i [[Bund der Landwirte]] som også havde nationale og antisemitiske tendenser. Foreningen blev i hele perioden ledet af landmænd som stammede fra den østlige del af Tyskland. Foreningen var baseret på en veludbygget organisation med millioner af medlemmer. Et stor antal medlemmere i rigsdagen og de forskellige landdage kunne takke foreningens støtte for at de havde opnået deres mandat, og de stod derfor politisk i gæld til BdL. Knap så vellykket i denne sammenhæng var industriforeningerne, såsom [[Centralverband deutscher Industrieller]], men også dem lykkedes det gennem et vellykket lobbyarbejde i baggrund, f.eks. i spørgsmålet om beskyttelsestold, at påvirke politikken. Tilknyttet de store industriforeninger CdI og [[Bund der Industriellen]] var arbejdsgiverforeningerne, som opstod i 1890'erne, og primært var rettet mod fagforeningernes krav om medindflydelse. Udover de store interesseorganisationer var der talrige andre erhvervsorganisationer. Alene indenfor områderne industri, håndværk og handel var der i 1907 500 forbund med ca. 2.000 tilknyttede organisationer.
Et aspekt i sammenkædningen af politik og interesserepræsentantion var fremkomsten af ideologisk betingede fagforeninger. De havde basis i venstreliberalismen, [[Katolicisme|katolicismen]] og socialdemokratiet. I den sammenhæng havde de såkaldt frie fagforeninger i miljøet omkring SPD efter ophævelsen af socialistloven det største medlemstal. I vigtige industriområder, såsom Ruhrområdet, var de kristelige fagforeninger til dels lige så stærke eller endog stærkere. Hertil kom at der her efter århundredskiftet opstod fagforeninger for polsktalende minearbejder, således at de ikke-socialistiske fagforeninger også samlet set havde stor betydning.
[[Fil:Gewerkschaften1887ff.PNG|thumb|Udviklingen af de ideologisk baserede fagforeninger i Tyskland 1887-1914]]
Line 215 ⟶ 209:
Udbygningen af den moderne regulerings- og socialstat var en reaktion på følgerne af industrialiseringen. Mens staten i den første halvdel af århundredet havde været præget af en liberal ideologi og havde holdt sig tilbage med indgreb i økonomi og samfund ændrede dette sig klart i kejserriget. En konkret årsag var de sociale følger af den [[økonomiske krise i 1873]] og hertil kom den grundlæggende politisering af samfundet. Som følge heraf blev sociale konflikter politiserede og blev en del af den politiske diskussion og måtte i sidste ende løses politisk.
Instrumentet hertil var i første omfang en voksende og langt mere differentieret forvaltning. Ikke mindst forvaltningen af tjenesteydelser voksede på statsligt og
Staten baserede sig på politi og forvaltning og koncentrerede sig frem for alt om fire områder: [[finanspolitik]], [[valutapolitik]], [[erhvervspolitik]] og [[socialpolitik]].
En direkte reaktion på de sociale spørgsmål, som blev mere påtrængende i takt med at antallet af arbejdere voksede, var socialpolitikken. Den var i begyndelsen først og fremmest et kommunalt anliggende inden for forsørgelsen af de fattige. I forbindelse med de indenlandske vandringer flyttede ansvaret for forsørgelsen fra oprindelses- til bopælskommunen. Den var i den forbindelse mest orienteret mod det såkaldte Elberfelder system, som var kendetegnet ved en decentral forvaltning, frivillig omsorg for de fattige og et forsøg på at give hjælp til selvhjælp. Imidlertid begyndte storbyerne at formalisere dette arbejde og drive det med fuldtidsansat personale (fortrinsvis kvinder). Med urbaniseringen kom der desuden nye kommunale opgaver såsom organisering af beskæftigelsesprojekter og arbejdsanvisning, men også børne- og ungdomsforsorg samt sundshedsvæsen. Alt i alt overtog byerne en betragtelig del af forsorgen og indtog en rolle ved siden af de forskellige velgørende organisationer.
[[Fil:Kaiserliche Erlasse.jpg|thumb|"Februarforordningen." Idealiseret fremstilling af Wilhelm 2. ([[Neuruppiner Bilderbogen]] fra 1890]]
Den statslige socialpolitik havde et andet sigte. Den koncentrerede sig med socialforsikring, sikkerhed på arbejdspladserne og arbejdsret mest om "arbejderspørgsmålet". Hvordan denne løsning skulle se og ud og hvilken rollen staten skulle indtage var imidlertid omstridt. I starten var diskussionen præget af liberale holdninger, som primært satsede på hjælp til selvhjælp. I det uddannede borgerskab, og ikke mindst blandt de såkaldte "katedersocialister" i foreningen for socialpolitik var der imidlertid klare krav om et stærkere statsligt engagement. [[Otto von Bismarck]]s regering, som længe blev støttet af de liberale, var i første omgang splittet i dette spørgsmål, men endte med at enes om en statslig løsning. I den forbindelse handlede det ikke kun om speksis overfor hvor effektiv den liberale metode ville være. Et vigtigt aspekt var, at der gennem socialpolitikken, og ikke mindst ved hjælp af socialforsikringen, kunne skabes politisk kapital. Den statslige omfordelingspolitik skulle knytte arbejderne til staten, og var i en vis forstand en positiv modpol til den undertrykkende [[socialistloven|socialistlov]]. Efter en årelang diskussion om detaljerne indførtes i 1883 sygeforsikringen og i 1884 den lovpligtige ulykkesforsikring samt invalide- og aldersrente. Disse var ikke kun "Bismarcks socialforsikring", som den i dag kaldes, men var resultatet af forslag som talrige organisationer, partier og dele af embedsværket havde modificeret betydeligt i forhold til de oprindelige forslag.
Kendetegn ved socialforsikringerne var at de var obligatoriske for en stor del af arbejderbefolkningen, at de var offentlige og de var selvforvaltende. Ydelser var ikke primært baseret på behov (som ved fattighjælpen), men på de indbetalte bidrag. I de følgende år blev reglerne modificeret og i 1911 blev de sammenfattet i loven om rigsforsikringsordninger. Samme år indførtes der en særlig invalide- og aldersforsikring for funktionærer med bedre betingelser, som bidrog til at uddybe den sociale kløft mellem arbejdere og funktionærer. Socialforsikringen lindrede ganske vist den sociale nød, men især på grund af de ret lave ydelser kunne de ikke fjerne den. Desuden manglede der med arbejdsløshedsforsikringen en vigtig pille i hele systemet. Mest skuffet blev håbet om, at man ved hjælp af denne lovgivning kunne holde arbejderne borte fra den socialdemokratiske bevægelse.<ref>Volker Hentschel: Geschichte der deutschen Sozialpolitik. 1880-1980. Frankfurt, 1983. v.a. S.11-55, Ullmann, Kaiserreich, 173-181</ref>
== Noter ==
| |||