Tysklands højindustrialisering: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎Urbanisering: Korrektur på resten af teksten jf. foregående redigeringsnote af samme bidragsyder
m →‎Urbanisering: Ret af slåfejl
Linje 170:
Mens 64% af befolkningen i 1871 fortsat boede i kommuner med under 2.000 indbyggere og kun 5% i storbyer på over 100.000 indbyggere var der allerede i 1890 lige mange på landet og i byerne. I 1910 boede kun 40% i kommuner med mindre end 2.000 indbyggere, 27,4% boede i mellemstore byer (5.000 – 100.000) og 21,3% i storbyerne.
 
Det tættest befolkede område var i rhinprovinsen og den westfalske del af Ruhrområdet. I dette industriområde boede der kort før 1. verdenskrig 75% af indbyggerne i bykommuner, også selv om de ikke alle i juridisk forstand havde opnået denne status. Af bybefolkningen i dette område boede halvdelen allerede i storbyer. Også det efter begyndelsebegyndelsen på industrialiseringen forholdsvis tæt befolkede Sachsen opnåede under kejsertiden et yderligere skub i væksten og havde tilsvarende befolkningstæthed som i de to preussiske vestprovinser.<ref>Jürgen Reulecke, Geschichte der Urbanisierung in Deutschland. Frankfurt, 1985, Köllmann, Bevölkerungsgeschichte 1800-1970, S.21-24, Wehler, Kaiserreich, S.44, S.49, Ullmann, Kaiserreich, S.106f</ref>
 
I storbyerne og frem for alt i de svulmende nye byer i Ruhrområdet blev nye bydele ofte opført uden nogen form for planlægning, da de var resultatet af privat spekulation, og det varede længe inden det lykkedes byforvaltningerne og kommunalpolitikerne at gribe ind og strukturere dem<ref>eksempelvis: Heinz Reif: Die verspätete Stadt Oberhausen. Stadtplanung, Stadtentwicklung und Interessenkonflikte 1846-1929. I: Revier-Kultur. 2/1986, S. 72-83</ref>. Under kejsertiden udviklede der sig en bystruktur, som har fungeret indtil i dag. Byens centrum blev til en repræsentativ city, og rundt omkring den opstod der tydeligt genkendelige handels- og beboelseskvarterer, borgerlige beboelseskvarterer, arbejderkvarterer, industriområder og andre bymæssige funktionsområder. Alligevel var livet i byen, trods alle fremskridt, netop for grupperne med små- og mellemstore indkomster kendetegnet ved bolignød. Således førte manglen på boliger i industriområderne til en vækst i antallet af boligløse. I storbyer som Berlin opstod der hele bydele med lejekaserner. Derimod opstod der frem for alt indenfor minedriften hele kvarterer med fabriksejede lejligheder til deres fastansatte. Uafhængigt af hvorledes der blev reageret på bolignøden var den forbundet med en social lagdeling. Mens borgerlige boligkvarterer blev placeret langt væk fra stanken fra industriforetagenderne, lå arbejderkvartererne lige i nærheden.<ref>Wehler, Gesellschaftsgeschichte, Bd.3, S.514-517.</ref>