Vesttyskland: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
KnudW (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Madglad, fjerner ændringer fra Pikkemand555 (diskussion | bidrag) |
m →Allieret besættelse af det vestlige Tyskland 1945-1949: Blå links tilføjet |
||
Linje 72:
Ved [[Jaltakonferencen]] i februar 1945 var de tre største allierede nationer, [[Sovjetunionen]], [[Storbritannien]] og [[USA]], blevet enige om at opdele Tyskland i besættelseszoner efter krigen. Det lykkedes USA og Storbritanien at få forhandlet Frankrig med som den fjerde besættelsesmagt.
Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning i august 1945 enedes de fire om en række fælles mål for styringen af de fire besættelseszoner. Det indebar blandt andet en demokratisk udvikling. Det stod hurtigt klart, at Sovjetunionen ikke fortolkede potsdamtraktatens ordlyd på samme måde som de tre vestlige lande.
Den stigende antagonisme mellem USA og Sovjetunionen gjorde sig efterhånden også gældende i aftalerne om Tyskland. Uenigheden om Tysklands fremtid begyndte med en mislykket konference i [[London]] i 1947 og kulminerede den 20. juni 1948, da de franske, britiske og amerikanske besættelseszoner gennemførte en møntveksling for at få den tyske økonomi i gang. Sovjetunionen nægtede at gennemføre den og forbød den nye møntenhed i deres zone. Fire dage senere blokerede Sovjetunionen for al trafik til [[Vestberlin]], som trods bydelens placering midt i den sovjetiske zone var under vestallieret kontrol. Det blev kendt som [[Blokaden af Berlin]] og blev et foreløbigt lavpunkt mellem besættelsesmagterne.
Det var nu en realitet, at Tyskland ikke ville kunne forenes, så længe stormagterne ikke kunne enes om vilkårene.
=== Vesttysk statsdannelse ===
Den begyndende erkendelse af, at Sovjetunionen ikke ville samarbejde, kombineret med et ønske fra især Storbritannien om at blive fritaget for den enorme økonomiske byrde, det var at holde Vesttyskland besat, fik i marts 1948 Tysklands fire vestlige nabolande samt Storbritannien og USA til at indgå en aftale om en vesttysk statsdannelse. Også kendt som [[seksmagts-konferencen]]. Den 1. september 1948 mødtes 65 delegerede fra de tre vesttyske besættelseszoner for at udfærdige en forfatning for den vestlige del af Tyskland. De vest-allierede havde med de såkaldte Frankfurter-dokumenter sat visse rammer for denne forfatning og den nye statsdannelse.
Grundlaget for en vesttysk statsdannelse skulle ifølge de allierede besættelsesmagter være:
Line 86 ⟶ 85:
* Udenrigspolitik, industri og besættelsesstyrkernes rettigheder skulle styres af besættelseszonernes tre militærguvernører.
Den 12. maj var arbejdet med forfatningen færdigt, og den blev godkendt af militærguvernørerne for den franske, britiske og amerikanske besættelseszone. [[Bonn]] blev hovedstad i skarp konkurrence med [[Kassel]] og [[Stuttgart]]. Forfatningen kom til afstemning i de vesttyske [[forbundsland]]e; kun [[Bayern]] stemte imod. Bayern havde dog accepteret, at hvis de som de eneste stemte imod, ville de alligevel tiltræde forfatningen. Den 24. maj 1949 trådte forfatningen i kraft, og [[forbundsrepublikken Tyskland]] var en realitet.
=== Adenauers æra ===
Line 97 ⟶ 96:
Denne accept førte til, at de vestlige magter accepterede en genbevæbning af de tyskere, der 10 år forinden havde bragt krig over det meste af Europa. Den tyske hær blev i 1955 genoprettet og Vesttyskland blev optaget i [[NATO]] ved samme lejlighed. Fra nu af var Vesttyskland en vigtig stat i den nordatlantiske forsvarsalliance.
I 1957 blev det af Frankrig besatte [[Saarland]] en del af Vesttyskland efter en folkeafstemning.
På grund af Adenauers mange udenrigspolitiske succeser og på grund af den stabilitet og store fremgang, der var skabt i republikken de sidste otte år, kunne CDU ved forbundsvalget i 1957 notere sig en valgsejr så stor, at den gav dem flertal i parlamentet. Fremgangen skyldtes bl.a. finansminister [[Ludwig Erhard]]s evner, der ikke var uden betydning i forbindelse med det vesttyske økonomiske efterkrigsopsving, das [[Wirtschaftswunder]].
Line 109 ⟶ 108:
I 1966 trådte Ludwig Erhard efter længere tids problemer tilbage og overlod posten til sin partikollega [[Kurt Georg Kiesinger]], der for første gang i forbundsrepublikkens historie kunne præsentere en "stor koalition" af de to største tyske partier, [[CDU]] og [[SPD]]. De næste tre år bragte nogen fremgang for tysk økonomi, og en ny mere forsonlig linje over for østblokken begyndte at give resultater.
I 1969 blev SPD for første gang i stand til at sætte sig på forbundskanslerposten. Under [[Willy Brandt]] iværksattes den såkaldte [[Østpolitik]], der bestræbte sig på at normalisere forholdet til østblokken, især DDR. Under parolen "to tyske stater, en tysk nation", forsøgte han at opnå så normale forbindelser til den socialistiske stat som muligt.
== Økonomi ==
| |||