Den ellers så rolige, beherskede og kontrollerede von Aschenbach driver nu fuldstændigt i følelsernes vold. Ved hjælp af sproglige virkemidler, der leder tanken hen på antikken, beskriver Thomas Mann, hvordan verden nærmest mytisk forandrer sig for Von Aschenbachs øjne. Til sidst i kapitelkapitlet hvisker Aschenbach for sig selv, at han elsker drengen, og dermed giver han efter for sine voldsomme følelser.
===Femte kapitel===
Venedig er ramt af en [[kolera]]epidemi, der er kommet til fra [[Indien]]. Aschenbach fornemmer, der er noget galt, men alle indfødte, han spørger, forklarer, at der intet er galt. Til sidst får han, af en ansat i en engelsk bank, at vide, at en epidemi hærger byen, og han rådes til at forladerejse byenbort med det samme. Alligevel bliver han i Venedig. Han leger med tanken om at advare Tadzio og hans familie om faren, men tanken om ikke at kunne se ham igen, afholder ham fra at gøre det.
Aschenbach er nu et menneske fuldstændigfuldstændigt uden hæmninger. For at virke attraktiv lader han sig sminke og sit hår farve sort. Han fremstår nærmest som et sminket lig. Han er nu nærmest identisk med den gamle gris, han med afsky iagttog på færgefarten hen til Venedig. Til sidst dør Aschenbach, sandsynligvis af koleraen.
