Den danske Halle-mission: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m småret |
No edit summary |
||
Linje 12:
Den første protestantiske mission i Forindien kom til at udgå fra Danmark, fordi [[Trankebar]] (fra 1616) var dansk besiddelse, og ifølge datidens opfattelse var regenten over en koloni ansvarlig for undersåtternes undervisning i kristendom. Kong Frederik 4., som sendte de første missionærer til Trankebar, har sandsynligvis fået tilskyndelse dertil fra [[Heinrich Wilhelm Ludolf]], som en tid havde været sekretær hos prins Jørgen og efter at have opgivet denne stilling anvendte al sin tid til at rejse fra land til land for at vække åndeligt liv og fremme missionens sag.<ref name="Salm 684">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0692.html Salmonsen, s. 684]</ref> 1703—04 opholdt han sig i Danmark, og det lykkedes ham at vinde en indflydelsesrig kreds ved hoffet (enkedronning [[Charlotte Amalie af Hessen-Kassel|Charlotte Amalie]], [[Louise af Mecklenburg-Güstrow|dronning Louise]], [[prins Carl]], [[Prinsesse Sophie Hedevig|prinsesse Sofie Hedevig]] og [[kammerherre]] [[Carl Adolf von Plessen]]) foruden selve kongen.<ref name="Salm 684"/> Da der ikke fandtes nogle velegnede teologiske kandidater i Danmark, som kunne sendes ud som missionærer, henvendte hofpræst, dr. Lütkens sig til sine venner i Berlin, og gennem [[Joakim Lange]] fik man forbindelse med to unge pietistiske kandidater Ziegenbalg og Plütschau, som erklærede sig rede til at gå ud som missionærer. Sjællands biskop, Bornemann, lagde først hindringer i vejen for deres ordination; men på kongens befaling gav han dog efter, og den [[29. november]] [[1705]] afsejlede de til Trankebar.<ref name="Salm 684"/>
Arbejdet blev her begyndt med en energi og dygtighed, som med rette sikrer dem en fremtrædende plads inden for den evangeliske missionshistorie. Efter først at have sat sig ind i portugisisk, tog de fat på studiet af det »malabariske« sprog, som var vejen til studiet af den tamilske litteratur og forståelse af folkets tankegang og religion. Ziegenbalg viste sig snart i besiddelse af store sproglige evner, kunne således allerede efter få måneders forløb begynde at tale på tamulsk. Uagtet de var meget forsigtige med at døbe, kunne de allerede 1707 døbe de første 5 hedninger, og samme år indviedes den første kirke. Ziegenbalg kastede sig med al sin kraft over litterært arbejde, dels lærebøger til brug ved undervisning, og dels en malabarisk ordbog og oversættelse af [[Bibelen]]. [[Ny Testamente]] fik han færdigt 1711. Af [[Gamle Testamente]] fik han oversat halvdelen (fuldendt af
Herhjemme var der imidlertid foregået store forandringer til missionens bedste. [[Missionskollegiet|Det danske Missionskollegium]] blev oprettet i december 1714 med [[gehejmeråd]] [[V. Holstein]] som leder og pagehovmester Wendt som sekretær.<ref name="Salm 684"/> Ziegenbalg var blevet udnævnt til provst og havde derved fået en officiel myndighed, som i høj grad kunne komme missionen til gode. Endvidere blev Hassius afsat, og en missionsvenlig kommandant udnævnt i hans sted. Efter besøg i Tyskland og England, hvor missionen havde mange venner, vendte Ziegenbalg 1716 tilbage til Trankebar. Arbejdets vækst her betegnes ved begivenheder som oprettelsen af en kateketskole til uddannelse af indfødte evangelister og lærere, endvidere indvielse af den ny [[Jerusalemskirke]] i 1718. Ziegenbalg’s sidste år formørkedes en del derved, at missionen måtte lide under mangel på økonomisk støtte fra hjemlandet, idet sekretær Wendt ud fra teorier om apostel-missionsmetode og selvunderhold klagede over, at missionærerne brugte for meget. Ziegenbalg døde [[23. februar]] [[1719]] — kun 36 år gammel.<ref name="Salm 684"/> Gründler fortsatte en kort tid hans arbejde, men faldt snart sammen. Hans død (1720) havde den virkning, at man i Danmark indså det umulige i tanken om en »apostolsk« mission. Wendt selv faldt i unåde og blev afskediget. I en årrække der efter var
== Noter ==
|