Borgmester: Forskelle mellem versioner

Ordet kom ind i dansk sprogbrug via [[plattysk]] i [[middelalderen]] som en betegnelse for formanden i [[købstad|købstædernes]] råd. En sådan formand omtales første gang i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] i [[1342]] under den [[latin]]ske titel ''proconsul'' og kort efter også andetsteds, og i hvert fald siden begyndelsen af [[1400-tallet]] blev borgmester og råd den stående benævnelse på [[magistrat]]en i byerne. Der fandtes dengang i almindelighed to borgmestre i hver by (København og [[Malmø]] fik senere endog fire), og embederne blev vistnok besat ved valg af rådmændene i forening med [[borger]]skabet. Dog begyndte [[konge]]n snart at forbeholde sig en stadfæstelses- eller indsættelsesret, og denne udvikling fortsattes efter [[reformationen]], således at borgmesteren efterhånden fra at være en borgerlig gik over til at blive en kongelig [[embedsmand]]. Efter [[1660]] blev det slået fast, at borgmesteren skulle udnævnes af kongen, men ved den [[1682]] gennemførte store reduktion af øvrighedspersonernes antal forsvandt stillingen tillige med hele rådet i omtrent halvdelen af købstæderne, hvor [[byfoged]]en i fremtiden skulle besørge magistratsforretningerne. På denne vej gik man senere videre, så at det efterhånden blev en sjælden undtagelse, at en købstad havde en særlig fra byfogeden forskellig magistrat. I [[1915]] fandtes en sådan således kun i København, [[Helsingør]], [[Odense]], [[Aalborg|Ålborg]], [[Randers]], [[Aarhus|Århus]] og [[Esbjerg]] og bestod her kun af en enkelte borgmester, idet de øvrige borgmestre og rådmænd i tidens løb var forsvundet.