Forskel mellem versioner af "Constantius 2."

23 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
ingen redigeringsopsummering
m (NisJørgensen flyttede siden Constantius II til Constantius 2.: I overenstemmelse med WP:Navngivning)
m
Constantius var den længst regerende og mest betydningsfulde af [[Konstantin den Store]]s sønner. Han var kristen af opdragelse, deltog i felttog som helt ung og trådte frem ved faderens død, hvor han menes at have stået bag den store massakre på de fleste andre mandlige slægtninge som banede Konstantins-sønnerne vejen til enemagten. Ved rigsdelingen fik Constantius i hovedsagen de asiatiske dele af [[Østen]].
 
Han holdt sig neutral under opgøret mellem brødrene [[Konstantin 2. (kejser)|Konstantin II]] og [[Constans]] der endte med førstnævntes død. Da Constans 350 var blevet dræbt af generalen Magnentius knuste han dennes styrker 353 og blev hermed eneherre over riget. I øst kæmpede han generelt heldigt imod [[Persien]] og prøvede at opretholde administration og orden i provinserne, ligesom han måtte kæmpe mod flere tronkrævere.
 
Constantius’ indre styre er blevet ret negativt bedømt. Han omtales som en mistroisk tyran med orientalsk hofhold, men ikke uduelig som administrator eller hærfører. I religiøs henseende var han absolut [[Arianisme|arianer]], hvilket skærpede hans kurs mod religiøse modstandere og måske også har bidraget til dommen. 351-53 var Constantius’ fætter Gallus underkejser i Gallien, men henrettedes for magtmisbrug. 355 udnævntes Gallus’ halvbroder [[Julian den Frafaldne|Julian]] til underkejser i Gallien; denne rejste [[361]] oprør mod kejseren, måske presset af sine soldater. Før det endelige opgør døde Constantius, nogle kilder vil vide, at han på dødslejet anerkendte Julian som efterfølger.
4.334

redigeringer