Charlotte Schimmelmann: Forskelle mellem versioner

m
fjern sorteringsnøgle til Kategori:Slægten Schubart som ikke passer med familienavn; kosmetiske ændringer
(infoboks)
m (fjern sorteringsnøgle til Kategori:Slægten Schubart som ikke passer med familienavn; kosmetiske ændringer)
| signatur =
}}
'''Magdalene Charlotte Hedevig [[Lensgreve|lensgrevinde]] [[Schimmelmann]]''', født '''Schubart''' ([[10. august]] [[1757]] på [[Fossum]] eller [[Borrestad]] i [[Norge]] – [[2. december]] [[1816]]) var en dansk adelsdame. Hun var datter af [[oberstløjtnant]] Carl Rudolf Schubart og Inger født [[Løvenskiold]] og blev grevinde efter sit ægteskab.
 
== Biografi ==
Søsteren Sybille blev af ren inklination gift med [[Johan Ludvig Reventlow]] til Brahetrolleborg. Sybille var familiens skønhed, mens Charlotte var dens skønånd. Charlotte opfattedes som den kloge af søstrene, og det virker som om hun levede som en slags [[skyggetante]] i sin søsters nye familie. En lidt skarp, mager kvinde.
 
Hun ægtede [[25. maj]] [[1782]] grev [[Ernst Heinrich Schimmelmann]]. Hans far skatmesteren var blevet forfærdet ved tanken om, at hans sværmeriske søn ønskede at gifte sig med dette sære kvindemenneske, som han i øvrigt slet ikke kendte. Men han døde, Ernst ægtede Charlotte og blev minister efter kronprinsens statskup.
 
Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udprægede interesser i æstetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte grevinden sin plads på glimrende måde. I begyndelsen fungerede hun ved Schimmelmanns side, men som årene gik, tog hun mere og mere over.
Palæet i Bredgade, nu Odd Fellow Palæet, og landstedet Seelust, nu Sølyst, ved Klampenborg, dannede rammerne om et internationalt liv i den overdådigt rige overklasse. Charlotte blev [[salonværtinde]] og samlede eliten inden for politik, økonomi, diplomati og kunst på en i Danmark hidtil uset måde.
 
Således understøttede familien Schimmelmann via statsmidler den tyske digter Friedrich Schiller i flere år. Understøttelsen førte til et varmt venskab med Schiller, som efter hans død overførtes til hans enke.
 
Charlotte var i høj grad følsom og modtagelig, og som [[Schiller]] sagde om hende [[liberal]] i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige.
Hendes navn er knyttet til [[Jens Baggesen]], [[Adam Oehlenschläger]], Steffens, [[Schiller]] og [[Niebuhr]], og hun underholdt dem med en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker.
 
Charlotte og Ernst Schimmelmann, Lotte og Ernst, fungerede som et ubrydeligt makkerpar. De nød hinandens fuldkomne fortrolighed. Charlotte blev af sin mand indviet i statssager af enhver art og udnyttede sin enestående position til at udøve indflydelse i regeringsanliggender.
Fra en udelt beundring for den franske revolution nåede hun med årene over en bestyrtet undren til en helhjertet afvisning.
 
Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem hemmeligheder. At de stolede på hende, ses af deres indberetninger. Hertug [[Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|Frederik Christian II af Augustenborg]] og hans hustru Louise Augusta, kongens søster, var hendes fortrolige, og under den splittelse, der herskede i [[Statsrådet]] i de skæbnesvangre dage omkring [[Slaget på Reden]], gennemførte hun en forsoning mellem Schimmelmann og [[Christian Bernstorff]], "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent".
 
Ihærdigt, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til [[Napoleon]] og Frankrig på en udsoning med England efter [[1807]] og en tilslutning til [[Preussen]], men hun opnåede kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra [[Frederik 6.]].
I hendes senere leveår hjemsøgtes hun af svagelighed. Nu sås de mindre behagelige sider af hendes karakter tydeligere: påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, som [[Jacob Peter Mynster]] og [[Heinrich Steffens]] omtaler. Hun brød sig hverken om udvikling eller politik. Hendes mand havde en stor del af skylden for statsbankerotten, og familiens sorgløse liv sluttede i 1813. Dens formue var tjent på sukker, slaver og våben, så indtægterne sank brat. Ernst Schimmelmann var ikke længere minister, Danmark havde tabt krigen, Norge blev en del af det svenske rige, og det glansfulde [[salonliv]] sluttede. Fra nu af var det Bakkehuset og Kamma Rahbeks borgerlige tevandssalon, som blev norm og ideal.
 
Charlottes helbred blev gradvist nedbrudt. Hun døde 2. december 1816. [[Schack von Staffeldt]] skrev et følt digt til minde om "de danske Skjaldes Moder". Hun, som engang havde åbnet sit hus for tusindvis af mennesker, blev fulgt af en håndfuld til Sankt Petris tyske kirke, hvor hendes kiste står ved siden af Ernst og hans første hustru Emilie Rantzau. Der er ingen kristne symboler på kisten.
 
Hun skrev til [[Louise Stolberg]] om [[Marezoll]]s prædikener, og hun sendte Frederik den 6.'s [[dronning Marie Sophie Frederikke]] et eksemplar.
Charlotte og Ernst fik ingen børn sammen, men adopterede to døtre, der blev opdraget som medlemmer af familien.
 
[[Kategori:Grevinder fra Danmark]]
[[Kategori:Personer i Dansk Kvindebiografisk Leksikon]]
[[Kategori:Slægten Schubart|Charlotte]]
[[Kategori:Salonværter]]