Alessandro Scarlatti: Forskelle mellem versioner

'''Alessandro Scarlatti''' (født [[2. maj]] [[1660]], –død [[24. oktober]] [[1725]]) var en [[italien]]sk [[komponist]].

Den første kendte opførsel af Scarlattis musik var et bestillingsværk for ''Arciconfraternità de Ss Crocifisso'', et [[oratorium]] som blev opføropført i begyndelsen af 1679, sandsynligvis 24. februar. De næste år boede Scarlatti i '' Palazzo Bernini'', understøttet af sønnerne af billedhuggeren og arktitektenarkitekten [[Giovanni Lorenzo Bernini]]. Her fik han opført sin første opera, ''[[Gli equivoci nel sembiante]]'' som blev en dundrende succes og snart opført i [[Bologna]], [[Napoli]], [[Wien]] (til karnevalet i 1681), [[Ravenna]] og [[Palermo]]. Successen gjorde, at den abdicerede dronning [[Christina af Sverige]] blev opmærksom på den unge komponist, og i [[libretto]]en til hans anden opera, ''[[L'honestà negli amori]]'', omtales han som hendes ''[[Kapelmester|maestro di cappella]]''. Fra denne periode i Rom stammer yderligere tre operaer, seks oratorier og mange [[Kantate|solokantater]].<ref name="grout_211_212">Grout 211 f.</ref> Scarlatti blev på kort tid det romerske aristokratis yndling, specielt som kantatekomponist[[kantate]]komponist, og stod i nær kontakt med adelsfamilierne Bernini, Colonna, Panfili, Ottoboni og Ruspoli.

I 1680-erne var ikke Napoli det operacenter, som byen blev senere, og i næsten to tiår var over halvdelen af alle operaerne, som blev opført i byen, skrevet af Scarlatti.<ref name="grout_213" /> Scarlattis 18 år i Napoli var prægede af ihærdigt arbejde, han skrev operaer i et stadig stigende tempo, og mange fandt vejen til andre italienske byer – enkelte ud over Italiens grænser.<ref name="grout_214">Grout 214</ref> Gennem 1690-erne skærpedes kravene: hvert eneste år skulle to til tre operaer skrives, indøves og opføres. Desuden forventede vicekongen og andre, at han skrev serenader, oratorier og kantater. Scarlatti begyndte endvidere at blive frustreret over den frivole musiksmag i byen, eksempelvis blev seriøse venetianske operaer spritet opp med komiske scener for å tilfredsstille det napolitanske publikumet. Rundt århundreskiftetårhundredskiftet underminerte den politiske uro, som førte frem til [[den spanske arvefølgekrig]] de privilegeredes position og gjorde Scarlattis situation usikker.<ref name="grout_216">Grout s. 216</ref>

31. december 1703 accepterede Scarlatti en post som hjælpekapelmester ved ''[[Santa Maria Maggiore]]'' i Rom og omtrent på samme tid gik han på ny i kardinal Ottobonis tjeneste. Udsigterne i Rom var ikke gode, pave [[Innocens XII]] havde nedlagt forbud mod al teater- og operaopførsel i byen og forbuddet blev først ophævet af pave [[Klemens XI]] i 1710. Så Scarlatti koncentrerede sig især om [[kirkemusik]], og de fleste af hans [[Oratorium|oratorier]] kom på denne tid. Han opførte godt nok to operaer i Venedig i 1707 og sendte flere nyskrevne operaer til Ferdinando i Firenze, som sørgede for at få dem opført der. Med undtagelse af nogennogle fragmenter med usikkert ophav er alle tabt.<ref name="grout_217" />

Efter, at den spanske overhøjhed i Napoli var ovre, udnævnte den østrigske vicekonge, kardinal [[Vincenzo Grimani]], Scarlatti til kapelmester ved ''Cappella Reale''. Dette skete 1. december 1708 og allerede i januar året efter opførte Scarlatti sin nye opera ''Teodosio''. Denne anden periode som kapelmester i Napoli blev præget af en række glitrende, påkostede operaer opførte ved [[Teatro San Bartolomeo]]. Af operaer, som kom i denne periode, blev ''[[Tigrane]]'' den aller størsteallerstørste succes, mens eftertidens favorit nok er ''[[Griselda (Scarlatti)|Griselda]]'' (1721). Scarlatti begyndte at interessere sig for instrumentalmusik ret sent i livet, i juni 1715 startede han på at skrive på sine 12 ''[[Concerto grosso|Sinfonie di concerto grosso]]'' og skrev sandsynligvis på samme tid anden orkester- og klaviaturmusik.<ref name="grout_219">Grout s. 219</ref>

Scarlattis grav befinder segsig i Cecilia-kapellet ved ''S. Maria di Montesanto'' i Napoli. [[Epitafium|EpitafenEpitafiet]] er skrevet af kardinal [[Pietro Ottoboni (kardinal)|Pietro Ottoboni]] og har en ordlyd som betyder omtrent: ''"Her hviler ridder Alexander Scarlatus, som udmærkede sig med sin selvbeherskelse, generøsitet og fromhed, og [som] en stor musikfornyer."''<ref>''Heic situs est / eques Alexander Scarlatus / vir moderatione beneficentia / pietate insignis / musices instaurator maximus''</ref>

I princippet var Scarlatti en traditijonalisttraditionalist men fik sin musikhistoriske betydning ved at indføre temposkemaet ''hurtig – langsom – hurtig'' i den tresatsige [[sinfonia]], som han fra og med ''Dal male il bene'' regelmæssigt brugte som indledning til sine operaer. Scarlattis form dannede snart mønster for de italienske operakomponisters "sinfonia", og med denne form som udgangspunkt startede udviklingen, som førte frem til den klassiske [[symfoni]].

I [[resitativrecitativ]]ene lagde Scarlatti vægt på en plastisk musikalsk fremstilling af teksten, og udmalede specielt følelsestunge eller indholdsmættede nøgleord med illustrerende [[koloratur]]er. Ellers bliver han regnet som ophavsmanden til det orkesterledsagede ''accompagnato-resitativ'', som han brugte hyppigt fra og med ''Olimpia vendicata'', når han ønskede at understrege dramaturgisk vigtige situationer.

I de tidlige operaer finder man talrige korte arier i strofisk form, som den kendte "Già il Sole del Gange" fra ''L'honestà negli amori''. Samtidig begynder [[da capo-arie]]n at slå igennem. Den fandtes allerede i midten af 1600-tallet, men takket være det indhold, som Scarlatti fyltefyldte den med, blev formen snart ligesålige så dominerende som ouvertureformen[[ouverture]]formen, han indførte, og en rad da capo-arier danner den musikalske rygrad i praktisk talt alle italienske operatpartitureroperapartiturer mellem 1690 og 1770, i det mindste inden [[opera seria]]-genren.

Scarlatti udvidede operaformens dimensioner gennem hele sin skaberperiode og styrkede orkesteretsorkestrets rolle. I alle arierne danner et gennemgående [[generalbas]]akkompagnement det harmoniske fundament og er i enkelte af de tidlige operaer den eneste instrumentledsagelse. Snart tilkom der nogen strygeinstrumenter, som udfører før-, mellem- og efterspillene ([[ritornel]]lerne), men som tager pause under sangen. Udviklingen førte til sidst til kunstfærdigt gennomkonstruerede strukturer med tætvævede vokale og instrumentale sektioner, hvor det musikalske materiale er ligeligt fordelt på sang og instrumenter. Scarlatti sparede ikke på kontrapunktiske finesser, hvilket kan være grunden til, at publikum, forkælede som de var blevet på mere letfordøjelig kost, svigtet de sidste af hans operaer.

Over 600 kammerkantater kan med stor grad af sikkerhed tilskrives Scarlatti, mens over 100 har et mere usikkert ophav. Mens operaerne henvendte sig til alle samfundslag, var disse verdslige kantater for én eller to sangstemmer overvejende beregnede på et publikum af kendere og liebhavere. Teksterne var ofte skrevet af musikelskende aristokratiske amatører og behandler ofte stof hentet fra den antikke mytologi og hyrdedigtning. Musikalsk består kantaterne af tre eller fire arier med resitativerrecitativer, som sammenknytter handlingen, i kantatenekantaterne for to stemmer forekommer der også duetter. Ved siden af et rent generalbasakkompagnement medvirker ofte koncerterende soloinstrumenter, for eksempel en trompet i den omfangsrige solokantate ''Su le sponde del Tebro''. Scarlatti var en f de sidste med så vigtige bidrag til denne hundrede år gamle kantatetradition.<ref name="grout_233">Grout s. 233 ff</ref>

Ved siden af kristen-allegoriske temaer (''La Santissima Trinità'') og helgenlegender (''San Filippo Neri''), behandlede Scarlatti med forkærlighed stof fra [[Det gamle testamente]] (eksempelvis ''Sedecia Re di Gerusalemme'') i sine oratorier. Specielt sidstnævnte er udstyret med musikalske og dramaturgiske midler hentede fra tidens operaer, men blev opført koncertant og – for at omgå pavens forbud mod sceniske opførsleropførsel – ofte i private sammenhænge. I realiteten er Scarlattis oratorier maskerede operaer.

I årene 1715–1725 skrev Scarlatti concerti grossi, kammersonater og en mengdemængde [[toccata]]er og korte cembalostykker. I form og stil er instrumentalmusikken ganske gammeldags og lidet interessant sammenlignet med hans samtidige [[Arcangelo Corelli|Corelli]] og den yngre [[Antonio Vivaldi|Vivaldi]]. Det bedste af hans instrumentalmusik er ouverturerne og ritornellerne i operaerne.<ref name="grout_238">Grout s. 238 f.</ref>