Feudalisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Pugilist (diskussion | bidrag) billede |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
||
Linje 51:
Under [[Valdemar Sejr]] ([[1170]]-[[1241]]) udfoldedes to diametralt modsatrettede virkeliggørelser af det ideal, som lå bag herre-vasalforholdet. Under Valdemars erobringskrige i Nordtyskland blev grevskabet [[Grevskabet Schwerin|Schwerin]] et len under Danmark, og grev [[Henrik af Schwerin]] blev dermed Valdemars vasal. Det så han imidlertid stort på og tog i stedet sin lensherre og Danmarks tronfølger til fange under en jagt på Lyø i 1223. Først i 1225 lykkedes det at få kongen frikøbt, men det kostede dyrt i både penge og territorium.
Da landet dermed var kongeløst, blev Valdemars nevø, [[Albert af Orlamünde]], som var kongens vasal i [[Grevskabet Holsten|Holsten]], udnævnt til at være statholder. I denne egenskab forsøgte han dels at forhandle sig til en frigivelse af kongen og prinsen og dels at nedkæmpe den oprørske Henrik af Schwerin. Under [[
=== Slesvig og Holsten ===
Linje 60:
På dette møde i Ribe udfærdigede man [[Ribebrevet]], en [[håndfæstning]], som blandt andet bekræftede nogle af ridderskabets rettigheder. Sætningen ''ewich tosamende ungedelt'' ("evig sammen udelt") blev mange år senere, i 1800-tallet, brugt som et slagord i den nationale propaganda. Sætningen blev nu udlagt fra tysk side som en garanti for at de to hertugdømmer ikke måtte adskilles. De fleste moderne historikere er enige om at denne tolkning var en myte, og at betydningen var en anden – et gensidigt løfte om indre fred og enighed under én overherre.<ref>[http://www.geschichte-s-h.de/vonabisz/privilegvonripen.htm Privileg von Ripen], Gesellschaft für schleswig-holsteinische Geschichte</ref>
==
{{reflist}}
| |||