Versionen fra 23. feb. 2018, 13:40 redigér Cleomis (diskussion \| bidrag) 2 edits No edit summary Tag: Visuel redigering ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 27. feb. 2018, 12:46 redigér fjern redigering Jacob Rosendal Kristensen (diskussion \| bidrag) 215 edits m →‎Antikkens filosofi: Har fjernet en begyndelses parentes lige før henvisningen til oldgræsk, fordi at den var overflødig, for at fremme læsbarheden. Tag: Visuel redigering Gå til næste forskel →
Linje 23: === Antikkens filosofi === Som alle europæiske lærde i oplysningstiden var tænkerne stærkt præget af [[antikken]]s filosofi. Men ud over at de som alle, der havde en længere uddannelse, havde lært [[latin]] (og ([[oldgræsk]]) var der en stærkere tilknytning til antikkens filosofi blandt oplysningsfilosofferne. De græske og især de romerske filosoffer ansås af oplysningsfilosofferne for de første, der granskede naturen ud fra et ureligiøst og videnskabeligt synspunkt<ref>Peter Gay, 1995, s. 72ff</ref> Samtidig delte oldtidens tænkere også oplysningstidens [[optimisme]]<ref>Peter Gay, 1969, s. 5</ref>, et træk der var karakteristisk i tiden, til forskel for den mellemliggende periode, der efter oplysningsfilosoffernes mening, var undertrykt af [[kristendom]]mens [[pessimisme]]. Denne samklang i de to tidsaldres tænkemåde har fået Peter Gay til at kalde periodens livssyn for et "moderne hedenskab" ("modern paganism").<ref>Peter Gay, 1995, s. 8-9</ref> Især to retninger af antikkens filosofi tiltalte oplysningstænkerne: [[epikuræisme]]n og [[stoicisme]]n. Med hensyn til epikuræismen var det især digteren [[Lukrets]]' digt ''De Rerum Natura'' ("Tingenes Natur"), der var populært. Digtet forklarede, hvordan verden er skabt af [[atom]]er, og at guderne kun har skabt den for derefter at iagttage; det var et synspunkt, der tiltalte deisterne og til en vis grad også ateisterne, som inspirerede mange af dem.<ref>Peter Gay, 1995, s. 98ff</ref> Med hensyn til stoicismen var det især [[Cicero]] der var den foretrukne tænker. I sit skrift ''De Natura Deorum'' ("Gudernes Natur") gennemgår Cicero de mange forskellige filosofiske retninger og afslører sin egen kynisk realistiske holdning til romernes religion. Han mener, at religionen er vigtig for at bibeholde stabiliteten og traditionen, men afslører at det ikke er dybere religiøse følelser, der griber ham. Bogen blev af Voltaire betegnet som "antikkens sandsynligvis bedste bog", og han gentog ofte Ciceros tanker i sine egne skrifter.<ref>Peter Gay, 1995, s. 109</ref>

Oplysningstiden: Forskelle mellem versioner