Den italiensk-tyrkiske krig: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m →‎Historie: linkfix
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata; kosmetiske ændringer
Linje 28:
== Historie ==
 
Italien, som mod at give Frankrig frie hænder i Marokko havde sikret sig fransk anerkendelse af en tilsvarende handlingsfrihed i Tripolis (1901) og formodentlig havde indgået en lignende aftale med England, besluttede efter den ungturkiske statsomvæltning i 1908 at snarest muligt foretage en længe planlagt annektion, inden Tyrkiets krigsmagt til lands og søs kunne reorganiseres.
 
Med henvisning til tyrkiske overgreb mod italienske undersåtter i Tripolis og efter pres fra indehavere af betydende italienske finansintresser der besluttede den italienske regering at i efteråret 1911 skride til aktion. Et italiensk ultimatum af 27 september opfordrede sultanen at inden for 48 timer tillade italiensk okkupation af de to provinser og lade dem stille under italiensk forvaltning med formelt bibeholdelse af sultanens suverænitet. Da fristen var udløbet, erklærede Italien Tyrkiet krig den 29. september.
 
Nogle tyrkiske jagere blev sænket den 29-30. september ved [[Prevesa]] og [[Durazzo]], men på østrig-ungarnsk foranledning måtte Italien efterfølgende afstå fra videre operationer i det Adriatiske og Joniske hav for ikke at bringe ''status quo'' på [[Balkanhalvøen]] i fare. Byen Tripolis blev bombarderet den 3. oktober og besat den 5 oktober; de fåtallige tyrkiske stridskræfter trak sig ind i landet. Italienerne erklærede den 6. oktober hele kysten for blokeret. Byen [[Benghazi]] blev besat den [[20. oktober]], [[Horns]] den [[21. oktober]]. Et tyrkisk-arabisk fremstød mod byen Tripolis’ nærmeste omgivelser den 23. oktober førte til hårde kampe og foranledigede italienerne til at gribe til yderst hårde repressalier mod den indfødte befolkning i området. Nye kampe 27. oktober-12. november fik dem dog til at trække sine linjer tilbage til Tripolis’ forstæder. Kort efter bevirkede regntidens indtræden en afbrydelse i krigsoperationerne.
 
Langsomheden i de fremskridt, okkupationen gjorde under den forsigtige general Canevas ledelse også efter offensivens genoptagelse i 1912 fremkaldte i Italien en nervøs stemning, som drev regeringen til at beordre militære operationer også mod andre og mere sårbare dele af det tyrkiske rige. Nogle tyrkiske orlogsskibe blev ødelagte den 24. februar i [[Beirut]]s havn. De ydre forter ved Dardanellersundets udmunding blev beskudte den 18. april, men Tyrkiets modtræk, at minere sundet, voldte den internationale handel så store vanskeligheder, at stormagterne greb ind og formidlede en aftale, ifølge hvilken Tyrkiet atter frigav gennemsejlingen gennem Dardanellersundet mod en slags garanti for, at forcering af sundet ikke skulle forekomme. En italiensk jagerflotilje foretog dog natten til den 19. juli en rekognosceringsekspedition et stykke ind i sundet.
 
Den lille ø [[Astropalia]] blev besat den 28. april, og den 4. maj tog generalløjtnant Ameglio øen [[Khodos]] i besiddelse. I [[Det Røde Hav]] bombarderedes den arabiske havneby [[Hodeidah]], og det sydvestlige [[Arabien]]s kyst blokeredes. Italiens ubestridte herredømme til søs fratog Tyrkiet enhver udsigt til at undsætte de tappert kæmpende små troppeafdelninger i Tripolis og Benghazi, hvor italienerne i sommeren 1912 gjorde ret store, omend langsomme og hårdt vundne fremskridt.
 
På begge sider var man, ikke mindst under hensyn til den voksende spænding på Balkanhalvøen, nu indstillede på fred, forhandlinger derom indledtes i stor hemmelighed i sensommeren i Lausanne og resulterede i fredsaftalen i Ouchy den [[15. oktober]], ofte kaldt [[freden i Lausanne]]. Italien, som allerede den [[5. november]] 1911 havde erklæret provinserne Tripolis og Benghazi annekterede, gennemtvang en erklæring af sultanen til deres befolkning om at bevilge dem af "uindskrænket autonomi", de tyrkiske tropper og civile embedsmænd tilbagekaldtes fra de således faktisk, men ikke formelt, afståede områder. Italien lovede at hjemkalde sine tropper fra de okkuperede øer i det Ægæiske hav samt at påtage sig den del af den tyrkiske statsgæld, for hvilken indkomsterne fra Tripolis og Bengasi udgjorde garanti. Befolkningen på øerne i det Ægæiske hav lovede sultanen en retfærdig forvaltning og visse [[selvstyre]]reformer.
 
Tilbagegivelsen til Tyrkiet af de såkaldte [[Dodekanesiske øer]] blev i praksis udskudt til fremtiden og var ikke sket ved [[1. verdenskrig]]s udbrud i 1914.
Linje 44:
== Eksterne henvisninger ==
 
* [http://runeberg.org/nfci/0410.html ''Nordisk Familjebok'', Uggleupplagan 29 (1919), sp. 767-768; opslag: Tripoliskriget]
* [http://runeberg.org/svtidskr/1911/0509.html "Tripolis als Erzieher" (''Svensk Tidskrift'', Första årgången. 1911; s. 503-504)]
* [http://runeberg.org/svtidskr/1911/0579.html "Den italienska annekteringen af Tripolis" (''Svensk Tidskrift'', Första årgången. 1911; s. 571-573)]
{{Commonscat|Italo-Turkish War}}
{{autoritetsdata}}
 
[[Kategori:Krige|Italiensk-tyrkiske krig]]