Blågård: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Slettet forældet-anmærkning. En historisk artikel forældes ikke, når den er korrekt, og intet nyt kommet til. |
JayPeque (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 6:
Gården kan føres tilbage til [[Frederik 3.|Frederik III's]] tid, da den bekendte [[statholder]], [[Christoffer Gabel]], købte den såkaldte "Teglgårdsvang" af [[Københavns Magistrat|Magistraten]]. Hans søn solgte [[1688]] ejendommen til [[Feltmarskal|generalfeltmarskal]] [[Ulrik Frederik Gyldenløve]], som dog snart skilte sig af med den. Den ejedes [[1694]] af den [[Deputeret|deputerede]] i [[Generalkommissariatet]], [[etatsråd]] [[Reinhold Meier]], som indrettede et lyststed med [[hollænderi]], fiskedamme, køkkenhave m.v. og udvidede jordtilliggendet.
Efter Meiers død ([[1701]]) arvede
Denne udvidede Blågård, hvis officielle navn var "Prins Carls Hauge [Have]", betydelig, opførte hovedbygningen, som folk gav navn efter det blåglaserede tag, og indlemmede dele af Accisebodvænget hinsides søen (altså mellem [[Farimagsgade|Farimagsvejen]] og søen) i ejendommen. På dette tidspunkt anlagdes de store, prægtige [[lind|lindealléer]]
=== Blågård bliver fabrik ===
Efter at være faldet i unåde solgte han i [[1777]] Blågård til [[købmand]] Peter Tutein, som havde i sinde at anlægge en [[silke]]båndsfabrik her; men snart afhændedes hele ejendommen til Generalmagasinet og [[fabrikant]] Johan Paul Kalckberner. Blågård blev nu en klædefabrik, "Det kgl. danske Dugmanufaktur"; haven forfaldt, og terrænet omkring nuværende Slotsgade blev stærkt bebygget med
[[Billede:Indgangen til Blaagaard.jpg|thumb|Indgangen til Blaagaard første halvdel af 1800-tallet]]
Linje 17:
=== Nedgangstider ===
Et forsøg, som i [[1800]] gjordes på at sælge resterne af ejendommen (med undtagelse af Accisevænget på byens side, der var udlejet til farverne [[Jacob Holmblad|Jakob]] og [[Lauritz Holmblad]]), i alt 13,8 hektar, mislykkedes, da der ved [[auktion]]erne ikke gjordes noget antageligt bud. Alt forblev således uforandret indtil [[1807]], da seminariet under [[Københavns bombardement|belejringen]] måtte forlade Blågård og ikke mere kom tilbage dertil. Hovedbygningen med tilliggende grund anvendtes i [[Englandskrigene|krigsårene]], indtil november [[1815]], til [[lazaret]] (Landmilitæretatens Hospital), medens jorderne var udlejet til forskellige. Endelig blev der i henhold til kgl. resolution af [[4. december]] [[1816]] gjort alvor af Blågårds salg, i alt 21 hektar og
▲byens side, der var udlejet til farverne [[Jacob Holmblad|Jakob]] og [[Lauritz Holmblad]]), i alt 13,8 hektar, mislykkedes, da der ved [[auktion]]erne ikke gjordes noget antageligt bud. Alt forblev således uforandret indtil [[1807]], da seminariet under [[Københavns bombardement|belejringen]] måtte forlade Blågård og ikke mere kom tilbage dertil. Hovedbygningen med tilliggende grund anvendtes i [[Englandskrigene|krigsårene]], indtil november [[1815]], til [[lazaret]] (Landmilitæretatens Hospital), medens jorderne var udlejet til forskellige. Endelig blev der i henhold til kgl. resolution af [[4. december]] [[1816]] gjort alvor af Blågårds salg, i alt 21 hektar og 3500 m². De højestbydende var [[generaladjutant]], [[oberst]] [[Hans Henrik Rømeling (officer)|Hans Henrik Rømeling]] og divisionsadjutant, kaptajn [[Peter von Scholten|von Scholten]]. Salgsprisen var ca. 100.000 rigsdaler. Under de dårlige tider for ejendomssalg mente staten at have gjort en god forretning, især da bygningerne var forfaldne og jorderne mådelige, og den ville have haft ret, hvis den havde fået pengene. Men i stedet for at betale begyndte køberne at udparcellere jorderne og sælge parcellerne til egen fordel, medens de kun gjorde ubetydelige afdrag på købesummen, under uophørlige andragender om dilation. [[1825]], da Scholten for længst havde forladt Danmark uden at gøre rigtighed for, hvad han havde oppebåret, havde staten kun fået i alt 23.167 rigsdaler af det hele beløb; 3 parceller, i alt 5 hektar, var da endelig bortsolgt, medens størstedelen af det øvrige areal lå under bortsalg. Staten trådte da til og tog ejendommen tilbage, men således, at den endog måtte betale en gæld af 8000 rigsdaler, som Rømeling havde stiftet med pant i parcellerne, for at kunne få fri hånd over hele det usolgte areal. I tidsrummet [[1825]]-[[1828|28]] afsluttede staten endeligt salg med nogle af køberne fra 1825 og bortsolgte dels underhånden, dels ved auktion, ligeledes alt det øvrige, og herved indkom — altså for hele arealet — de tidligere definitivt solgte 5 hektar — 47.265 rigsdaler (deraf for hovedbygningen med 1,3 hektar have 6.150 rigsdaler). Så glad var man over denne afslutning på sagen, at kongen, efter statsgældsdirektionens indstilling, bevilgede 500 rigsdaler til de tilsynshavende i gratiale. Det endelige salg indbragte altså 94.000 kr. På samme tid solgtes Accisevænget, omtrent 7,5 hektar, for 12.010 rigsdaler.
=== Nedrivning og udstykning ===
| |||