Sammenslutningen af liberale og venstreorienterede: Forskelle mellem versioner

Ved [[altingsvalget 1971]] fik partiet fem mandater. Sammenslutningen deltog derefter i [[Ólafur Jóhannesson]]s regering 1971-74 sammen med [[Fremskridtspartiet (Island)|Fremskridtspartiet]] og [[Islands Socialdemokratiske Parti|Socialdemokraterne]], hvor de fik to ministerposter, der tilfaldt med Hannibal Valdimarsson (1971-73), Björn Jónsson (1973-74) og [[Magnús Torfi Ólafsson]] (1971-74).<ref name=VM>Vincent E McHale (1983) ''Political parties of Europe'', Greenwood Press{{ISBN|0-313-23804-9}}</ref> Bjarni Guðnason opsagde imidlertid sin støtte til ministeriet i 1973. I maj 1974 forlod Björn Jónsson regeringen og gik sammen med Hannibal Valdimarsson og Karveli Pálmason i opposition, hvilket gjorde, at regeringen mistede sit flertal og måtte udskrive [[Altingsvalget 1974|nyvalg]]. Vælgerne straffede Sammenslutningen ved at reducere partiet til to mandater, hvoraf den ene var Magnús Torfi Ólafsson, der var forblevet i regeringen.<ref name=VM/>

Partiet stillede op til [[altingsvalget 1978]], men kom ikke ind og blev kort efter nedlagt.<ref name=VM/> Dets største langvarge betydning var sandsynligvis, at den senere formand for Folkealliancen og [[Islands præsident|præsident]] gennem tyve år [[Ólafur Ragnar Grímsson]] og senere formand for [[Islands Socialdemokratiske Parti]] og mangeårige [[Islands udenrigsminister|udenrigsminister]] [[Jón Baldvin Hannibansson]] begge fik deres politiske debut i Sammenslutningen, da de blev valgt som suppleanter til Altinget i 1974, og begge var indkaldt i længere tid i første halvdel af valgperioden. Ólafur Ragnar var desuden forretningsfører for partiet 1974 til 1976.