Valdemar Sejr: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m Gendannelse til seneste version ved Sarah Layton, fjerner ændringer fra 94.189.60.241 (diskussion | bidrag)
m ændre sorteringsnøgle; kosmetiske ændringer
Linje 56:
=== Ægteskaber ===
 
I 1205 ægtede Valdemar den bøhmiske kongedatter, Dragomir, hvis navn på dansk omdannedes til [[Dronning Dagmar|Dagmar]], der var datter af [[Ottokar 1. af Bøhmen|Ottokar 1.]] af [[Böhmen]]. Folkeviserne priser hendes godhed og skønhed i høje toner, men ægteskabet blev kun kortvarigt, thi Dagmar døde allerede 1212 efter at i 1209 at have født ham sønnen Valdemar.<ref name="Salm 418"/>
 
I 1214 ægtede Valdemar den portugisiske kongedatter [[Berengaria af Portugal|Berengaria]] (Bengerd). Hun blev moder til tre sønner, der alle blev konger, og en datter, men døde som Dagmar i ung alder i 1221.<ref name="Salm 418"/>
 
=== Problemer i Nordtyskland ===
[[FileFil:Danska_väldet_under_valdemar_sejr.jpg|thumb|Valdemar Sejrs besiddelser i Østersøimperiet.]]
På Dagmar’s og ærkebiskop Anders Sunesøns forbøn havde Valdemar kort efter brylluppet givet biskop Valdemar fri af fængslet, men allerede i 1207 lod denne sig mod givet løfte vælge til ærkebiskop af [[Hamborg-Bremen]]; i Hamborg, hvor Valdemar havde magten, fik han dog aldrig sat sin fod.<ref name="Salm 418"/>
 
Linje 68:
=== Korstoget til Estland ===
 
Også mod de østlige østersølande havde Valdemar vendt sit blik. Allerede i [[1206]] gjorde han tog mod [[Øsel]], [[1210]] til [[Preussen]] og [[Samland]], og da de nordtyske forhold var helt ordnede, tænkte Valdemar på et stort [[korstog]] mod Estland. [[Sankthans|Sankt Hansdag]] 1218 kronedes hans lille søn Valdemar i [[Slesvig (by)|Slesvig]] til konge, og her kom også biskop [[Albert af Riga]] til stede og bad kongen underlægge sig Estland.<ref name="Salm 419">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0429.html Olrik, s. 419]</ref>
 
Den [[15. juni]] [[1219]] kom [[Dansk Estland|Estland]] under dansk overherredømme. [[Pave]]n havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk [[korstog]] som hjælp i [[Palæstina]] eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen foretrak at færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland, så [[Sværdridder]]ne (senere indlemmet i [[Tyske orden|Den Tyske Orden]]) ikke blev for magtfulde.
 
[[Fil:Valdemarsejrssegl.jpg|thumb|Valdemar Sejrs segl]]
I [[1217]] sendte Valdemar sin nevø [[Albert af Orlamünde]] til Estland i håb om at erobre [[Øsel]]. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra [[Riga]] over [[is]]en til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet ''Det kolde korstog''. [[Sværdbroderordenen]], tyske korsfarere og nyomvendte lettere og litauere begav sig i vinternattens mørke over isen til [[Suntaken]] og derfra over land til [[Reval]]. Frosten og den bidende [[vind]] fik ansigts[[hud]]en til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs [[næse]], hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede [[krigsfange]]r og [[kvæg]] ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet.
 
Med Estlands erobring havde det danske østersøvælde nået sit højdepunkt. Men dette herredømme var ikke underbygget med nogen form for kolonisation fra dansk side, og begivenhederne skulle kun alt for snart vise, hvor let den store bygning kunne styrte sammen.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Jagten på Lyø ===
 
Grev [[Henrik af Schwerin]] følte sig på forskellig måde forurettet af Valdemar, og ved et overfald natten mellem 6. og 7. maj 1223 på [[Lyø]], hvor kongen var på jagt, lykkedes det ham at fange Valdemar og hans unge søn med samme navn. Henrik førte dem til sin borg, Lenzen, senere til Dannenberg på venstre bred af Elben. I Danmark var bestyrtelsen stor, imidlertid valgtes Albert af Orlamünde til rigsforstander, og man skrev til paven om hjælp. Kejseren nærede planer om at få Valdemar udleveret til sig, men de røg hurtig i vasken, navnlig på grund af pave [[Honorius]]’ strenge skrivelse. Men i øvrigt var paven så at sige Danmarks eneste støtte i disse tider. I Dannenberg indledtes der nu lange forhandlinger om fangernes løsladelse; men de strandede på grevens fordringsfuldhed, og nu faldt kongens fjender ind i Holsten, hvor Albert tabte [[Slaget ved Mölln]] i januar 1225 og toges til fange. Nu måtte de danske gå til forlig; det sluttedes i november 1225 på de vilkår, at Valdemar skulle afstå alle tyske og vendiske lande (undtagen [[Rügen]]) og i løsepenge udrede 45.000 mark sølv foruden mange mindre ydelser. Fangerne skulle løslades, efterhånden, som løsesummen betaltes.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Valdemars sidste kamp ===
 
I julen 1225 kom Valdemar hjem, men holdt sig foreløbig i ro. Men da hans unge søn Valdemar var løsgivet ved påsketid 1226, følte han sig mere tryg og skrev til paven om at blive løst fra den ed, han havde svoret på ikke at fejde mod Henrik og hans forbundsfæller. Pavens svar var imødekommende, og i foråret 1227 rykkede Valdemar ind i Holsten. Efter forskellige kampe kom det til [[slaget ved Bornhöved]] den [[22. juli]] [[1227]]. Dette slag blev afgørende for forholdet mellem Danmark og Tyskland, og Valdemar udsonede sig efterhånden med sine modstandere; i Holsten sad nu grev Adolf III’s søn af samme navn. Først i 1230 kom Valdemars andre sønner ud af fangenskab — de havde måttet gå i fængsel som gidsler ved faderens og deres ældre broders løsladelse — men i øvrigt var på den tid kun halvdelen af den meget store løsesum udredet.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Valdemar den unge dør ===
 
Snart efter fik Valdemar en ny sorg, da hans ældste søn kom af dage ved et [[vådeskud]] under en jagt den 28. november 1231.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Kong Valdemars Jordebog ===
 
Svære økonomiske tab havde landet lidt i al denne tid, ikke blot ved udredelsen af de høje løsepenge, men også ved [[kvægpest]] og dyrtid. Herpå søgte Valdemar i sin kongetids sidste år med stor dygtighed at råde bod. For at skaffe sig en virkelig oversigt over kongens indtægter lod Valdemar foretage store forarbejder til en [[jordebog]] over kongens og Kronens gods og en skatteliste over hele landet, kendt den dag i dag under navn af "[[Kong Valdemars Jordebog]]".<ref name="Salm 419"/>
 
=== Jyske Lov ===
 
Også som lovgiver udmærkede Valdemar sig; hans hovedarbejde på dette område var "[[Jyske Lov]]", vedtagen på et [[Danehof]] i [[Vordingborg]] i marts 1241. Valdemars vigtigste rådgiver i disse sager var den højt ansete biskop Gunner af Viborg.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Stensby-aftalen ===
Linje 129:
* ''[[Valdemarårbogen]]''
{{Arvefølge|[[Kongerækken]]|[[Knud 6.]]|[[Erik 4. Plovpenning]]}}
{{FD|1170|1241|Valdemar 02 af DanmarkSejr}}
 
{{Danske regenter}}