Frederik 1.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Oprøret mod Christian II: Mindre tilføjelse |
|||
Linje 55:
Nye stridsspørgsmål kom stadig til, især da hertug Frederik under [[kong Hans]]' langvarige strid med [[Lübeck]] holdt sig neutral og optrådte som mægler, hvorved der pålagdes kongen forpligtelser, som hverken han eller hans efterfølger, Christian II, ville anerkende berettigelsen af.
Værre endnu blev forholdet til [[Christian 2.|Christian II]]. Christian havde overtaget tronen efter sin fader, kong Hans. Christian II viste sig som en meget virksom konge med lyst til store foretagender, men springende og urolig. Hans fremfusende og egenrådige fremfærd gjorde, at han blev mere og mere upopulær. Frederik var helt anderledes rolig, jævn og sparsommelig, tilbageholdende med reformer. Det gjorde, at der var stormænd i kongeriget, som allerede ved kong Hans' død havde overvejet at få ham på tronen, men dette var ikke lykkedes i første omgang. Da Christian II's fremfærd stadig blev mere egenrådig, og da han på det dybeste krænkede hertugen ved at få forleningsretten over Holsten overdraget til sig, benyttede hertugen sig af de mange vanskeligheder, hvori Christian II havde indviklet sig, og optog atter de gamle fordringer fra broderens tid. På et møde i [[Bordesholm]] i august 1522 henvistes spørgsmålet om rigernes deling til en voldgiftskendelse af tyske fyrster, men inden denne var faldet, udbrød det jyske oprør. Den [[8. marts]] [[1523]] erklærede hertug Frederik kongen Christian 2. [[krig]], og allerede 18 dage senere, den [[26. marts]] 1523, hyldedes Frederik som konge på [[Viborg]] ting og udstedte en foreløbig håndfæstning, der endelig vedtoges i Roskilde den 5. august samme år. København og
Også Norge anerkendte Frederik som konge, idet han dog måtte udstede en særlig norsk håndfæstning den 24. november 1524, hvori landet anerkendtes som et valgrige. Han havde således opnået et langt større landområde, end han tidligere havde tænkt sig, men landene var kun løst forbundne ved kongens person. I Norge, hvortil han aldrig selv kom, var hans magt i virkeligheden højst ubetydelig; i Danmark indskrænkedes den stærkt ved håndfæstningens bestemmelser. Rigsrådet fik en størrelse og magt som ingen sinde tidligere. I hertugdømmerne, der stod som en politisk enhed over for kongeriget, havde han derimod friere hænder, og han støttede sig til sine kraftige holstenske råder, [[Johan Rantzau]] og [[Melchior Rantzau]], kansler Utenhof og flere andre. Det var disse mænd, der søgte at bevare den store stilling, det gottorpske hus havde vundet i Norden, og som derigennem også fik stor indflydelse i Danmark.
| |||