Kristendommens indførelse i Danmark: Forskelle mellem versioner

 

[[Gorm den Gamle]] var den første reelle konge i Danmark, der hersker dog tvivl om han herskede over hele Danmark (som vi kender det i dag) eller om det kun var Jylland. Gorms skæbne i historien var, at han var den sidste hedenske konge, og derfor blev han i eftertiden gerne fremstillet som både barbarisk og temmelig dum; et af hans tilnavne var ''Gorm Løje'', dvs. ''den dvaske''. I de historiske beretninger er det i høj grad hans dronning, [[Thyra Danebod|Thyra]], der redder landet fra en tysk invasion. Hun sørgede også for, at de kristne i landet ikke blev forfulgt. Deres søn, [[Harald Blåtand]] (ca. 911 – ca. 986), skrev stolt på den store [[Jellingstenene|jellingsten]], at han ''gjorde danerne kristne''. I 960’erne lod han sig [[dåb|døbe]] af den [[frisere|frisiske]] munk [[Poppo]], og dermed gjorde han kristendommen til statsreligion i sit rige.

Kristendommens historie i Danmark begyndte dog længe før; i 8. århundrede hører vi om de første missionsforsøg, men de første kontakter mellem daner og kristne fandt ganske sikkert sted allerede før det [[vestromerske rige]] kollaps.<ref name=autogenerated3>Sawyer & Sawyer (1993) pp.</ref> Men processen begyndte som nævnt længe før denne formelle overgang til kristendommen; fra omkring 700 e.v.t. begyndte handelsfolk og krigere i stort tal at rejse over havet, hvor de mødte den kristne kultur, samtidigt ekspanderede den kristne verden mod nord. I begyndelsen var kristendommen et fænomen blandt overklassen og fungerede i lang som et supplement til den traditionelle, nordiske religion. I 960’erne var kristendommens position i Danmark blevet så stærk, at kongen officielt kunne erklære sig selv for [[konversion|omvendt]] til kristendommen og dermed sit kongerige for kristent, men den gamle religion blev længe dyrket ved siden af den nye. Først i 12. og 13. århundrede bliver den kristne kirke et folkeligt kultfællesskab og den traditionelle religion marginaliseret så meget, at Danmark kan siges at være blevet fuldkommen kristent.

 

{{Uddybende|Religionsskiftet i Norden}}

 

Den traditionelle nordiske religion fremtræder generelt som relativt tolerant overfor fremmede religioner. Den var [[polyteisme|polyteistisk]], og der var derfor ofte plads til en ny guddom. I de samtidige kilder fremstilles nordboerne gerne som pragmatiske i forhold til religion, og de lod sig gerne døbe og primsigne i den kristne tro, hvis det gav dem en fordel. Det betød imidlertid ikke, at religion ikke havde reel betydning for datidens mennesker. Religionsudøvelse er bekræftelse af et fællesskab og derfor et vigtigt socialt bindemiddel. Først sent i perioden – længe efter at et flertal af befolkningen regnede sig som kristne – vandt den katolske kirke så meget magt i Danmark, at både den nordiske religion og ortodoks kristendom<ref> 910925/Christianity_on_the_move_the_role_of_the_Varangians_in_Rus_and_Scandinavia_in_Fedir_Androshchuk_Jonathan_Shepard_and_Monica_White_eds_Byzantium_and_the_Viking_World_Acta_Universitatis_Upsaliensis_Studia_Byzantina_Upsaliensia_16_Uppsala_2016_409-40</ref> blev ulovliggjort og opfattet som en ondsindet modsætning til den officielle religion.