Forskel mellem versioner af "Paul Cézanne"

2 bytes fjernet ,  for 3 år siden
m
bot:Fjerner dobbelklamme omkring http-link - WPCW fejl 86
m (sprogret)
m (bot:Fjerner dobbelklamme omkring http-link - WPCW fejl 86)
== Liv og gerning ==
 
Han var søn af en velstående bankier og kom først sent ind på egentlige kunststudier, studerede jura 1860—61 og kom derpå til [[Paris]], forberedte sig på ''École Suisse'' til optagelseseksamen til ''École des Beaux Arts'', men bestod ikke denne prøve. I Paris gjorde særlig [[Michelangelo]], [[Le Nain]], [[Delacroix]] og [[Daumier]] stærkt indtryk på ham; selv malede han i mørke, tunge farver. Venskabet i ''École Suisse'' med ''Guillaumin'' og ''Pissaro'' rettede hans blik mod [[Courbet]]’s kunst og dens kraftige naturalisme, men dog særlig mod [[Manet]], og dermed var han inde i impressionismens verden; hans sorte palet blev i Pissaro’s lignelse lys og luftig.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0785.html Salmonsen, s. 739]</ref> Da [[Zola]] 1866 i ''L’Événement'' førte kampen for impressionismen (og selv i den anledning mistede sin anmelderstilling), sluttede Cézanne sig ivrig til den ny kunst og delte skæbne med den på dens forskellige særudstillinger, hvor hånen dog gik værst ud over Cézanne selv. Hans forsøg på at få sine billeder ind på Salonen mislykkedes atter og atter (1882 slap han for en gangs skyld ind med et billede). Så godt som ingen private ville købe hans malerier; kun hos kunsthandleren Père Tanguy fandt han nogen afsætning. I 1879 vendte han så Paris ryggen og levede resten af sit liv mest i [[Provence]] i sin fødeby som ensom og forglemt særling, men fremdeles malende. Selv hans barndomsven og senere beundrer Zola, der dedicerede sine ''Événement''-artikler til Cézanne og i [[L’Œuvre]] tog ham til forbillede for kunstneren Cl. Lantier, tabte ham til sidst af syne.<ref>[[http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0785.html Salmonsen, s. 739f]]</ref>
 
Først efter hans død kom berømmelsen. I de følgende år steg han for megen ung kunst næsten til en afgud, hvis farvetoner efterlignedes som det ene saliggørende. Endnu 1890 havde den forudseende Pariser-kunsthandler Vollard af Cézanne’s søn købt et par hundrede af Cézanne’s billeder for en billig penge til bedre tider; ved Cézanne’s død var hans kunst væsentlig i privatsamlinger; et landskab var som gave kommet til Berlins National-Galleri, der senere fik to fortrinlige ''[[Nature morte]]''-stykker, og ved testamentar-gaver forsynedes Luxembourg og Louvre; i Folkwang-Museum i Haag blev Cézanne repræsenteret ved to dygtige arbejder, i kunstmuseerne i København og Kristiania ved ''Nature morte'', og efterhånden fik man også i andre museer, ofte i dyre domme, sikret sig værker af Cézanne (1915 to billeder i Göteborg Museum).<ref name=Salm 740">[http://runeberg.org/salmonsen/2/4/0786.html Salmonsen, s. 740]</ref>