Transvaal: Forskelle mellem versioner

Projektet mislykkedes, men i Transvaal blev genforeningsbestræbelserne genoplivet, de fire distrikter blev genforenede, og det blev besluttet, at den i 1855 grundlagte by [[Pretoria]], der havde navn efter den ældre Pretorius, skulle være centralregeringens sæde.<ref name="NF 606">[http://runeberg.org/nfci/0327.html Söderberg, sp. 606]</ref> Splittelsen var blevet fremmet ved den kirkelige splittelse mellem på den ene side den hollandsk-reformerte kirkes tilhængere og på den anden side en gammeltroende sekt, doppers, som blandt andre talte [[Paul Krüger]].<ref name="NF 606"/> Pretorius fortsatte imidlertid sine bestræbelser på at etablere en union med Oranjefristaten og lod sig i 1860 vælge til dennes præsident, og da unionsbestræbelserne fortsat mødte modstand i Transvaal, frasagde han sig præsidentposten der.<ref name="NF 606"/> Der efter fulgte en række år prægede af forvirring og partistrider mellem to udpegede præsidenter i Transvaal, til Pretorius i 1863 opgav sin nye præsidentpost og vendte tilbage til Transvaal for der i maj 1864 at blive præsident påny med Krüger som hele republikkens commandant-general ved sin side.<ref name="NF 606"/> Han gjorde også et forsøg på at udvide Transvaals område mod øst til havet ved [[Delagoa Bay]] i 1868, men dette stødte på både britisk og portugisiskd modstand og måtte opgives.<ref name="NF 606"/> Heller ikke et forsøg på mod vest at annektere Tati-guldfeltet og andre dele af [[Bechuanaland]] efter opdagelsen af [[diamant]]fund ved Vaal-floden; disse områder blev ved Natalguvernøren Keates afgørelse i oktober 1871 tilkendt [[griqua]]høvdingen [[Waterboer]], som efterfølgende blev britisk borger.<ref name="NF 606"/> Afgørelsen og den dermed forbundne utilfredshed fik i november 1871 Pretorius til at træde tilbage som præsident.<ref name="NF 606"/>

 

 

=== Nye konflikter ===