Ockhams ragekniv: Forskelle mellem versioner

[[File:Occam's Razor.svg|thumb|Occham's Razor]]

'''Ockhams (Occams) ragekniv''' er i vore dage et universelt accepteret [[epistemologi]]sk (erkendelsesfilosofisk) [[princip|grundprincip]] som skærer unødige elementer væk fra en forklaring<ref>Sten Ebbesen: Ockhams ragekniv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134361</ref>, også kaldet ''parsimoni-princippet''.<ref> T. Vogel Carey: "Parsimony", ''Philosophy Now,'' Sep/Oct 2014.</ref> Udtrykket er opkaldt efter den engelske filosof, [[William af Ockham]] (ca. 1288-1347) forstås i dag som en formaning om at "blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes". Den findes i flere formuleringer i Ockhams værker på Latin som ''Numquam ponenda est pluralitas sine necessitate'' ("flere ting skal aldrig antages uden nødvendighed"), eller ''Frustra fit per plura quod potest fieri per pauciora'' "det er nytteløst at gøre med flere elementer det som kan gøres med færre". Ofte formuleres princippet som ''entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem'' "man skal ikke unødigt forøge antallet af elementer", men denne formulering er ikke Ockhams.<ref>Sten Ebbesen: Entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71178</ref>

 

Ockhams forståelse havde inspiration i Aristoteles (384–322 fvt.) som først formulerede princippet i værket ''Analytica posteriora''. Han skrev at "Vi må antage at alt andet lige er den demonstration at foretrække som bygger på færre antagelser eller hypoteser". Ptolemæus (c. 90 evt.– c. 168 evt.) brugte formuleringen, "Vi anser det for et godt princip at forklare fænomenerne ved den simplest mulige hypotese".<ref name="Franklin">{{cite book|author= [[James Franklin (philosopher)|James Franklin]]|year= 2001|title= The Science of Conjecture: Evidence and Probability before Pascal|publisher=The Johns Hopkins University Press}} Chap 9. p. 241.</ref>