Engel: Forskelle mellem versioner

Historiens første ord for "engel" er [[sumerisk]]: ''Sukkal'', der betød "sendebud". Alle de store guder i [[Sumer]] havde en ''sukkal'' til rådighed. Naturfænomener havde også et sendebud. Således var [[ild]]ens ''sukkal'' flammen. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 42), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2</ref> Det første skriftligt registrerede englevæsen er Ninshubur, der er sendebud for den sumeriske frugtbarhedsgudinde Inanna. [[Myte]]n om Inannas nedstigning til underverdenen, der er under herredømme af hendes søster [[Ereshkigal]], er den ældste kendte repræsentant for [[genre]]n "nedstigning til det hinsidige", og udgør den [[litteratur|litterære]] [[arketype]] for tilsvarende [[jødisk]]ejødiske, [[Kristendom|kristne]], [[Gnosticisme|gnostiske]] og [[islam]]skeislamske beretninger. Inannas ærinde i underverdenen nævnes ikke i myten, men før afrejse instruerer hun sin engel Ninshubur om, at hvis hun ikke er tilbage inden tre dage, må Ninshubur søge hjælp hos de øverste guder. Da tre dage er omme, må Ninshubur da også bede den mægtige gud Enki om hjælp, men før Inanna kan bringes op fra dødsriget, må hun tilbyde nogen i bytte for sig selv. [[Dæmon]]erneDæmonerne forslår Ninshubur, men sådan vil Inanna ikke lønne englens trofasthed. I stedet tilbyder hun sin troløse ægtemage Dumuzi. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 42-4)</ref>

På [[Arabisk (sprog)|arabisk]] hedder "engel" ''malaika'', men [[Gabriel]] er [[Allah]]s ånd (''ruh''), der i den egenskab åbenbarede sig for [[profet]]en og overrakte ham [[Koranen]]. I [[sura]] 19, Maria-suraen, forlyder det, at Allah sendte sin ånd, som tog skikkelse for [[jomfru Maria]] som en mand. Undfangelsen[[Undfangelse]]n forklares ikke i Koranen, den er et [[mirakel]] fra Allah. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 284-5)</ref>

I de jødiske skrifter er ilden englenes [[element]], og [[Clemens af Alexandria]] kalder dem "tænkende ild". [[Augustin]] spørger sig dog om, hvordan de faldne engle så kan pines i [[helvede]]s ild, hvis de selv består af ild? Hans forslag er, at Gud ved faldet fratog dem deres legeme af ild, og gav dem et af [[luft]], som ilden kunne flamme op i. [[Irenæus]] mente, at engle var [[ånd]]er, for da Kristus iførte sig kød, blev han til et menneske og ikke en engel. Ifølge [[Gregor den Store]] er englene ånder i forhold til os, men i forhold til Gud, der er ubegrænset ånd, er de legemer. Kun [[Treenigheden]] er kropsløs. Englene og deres legemer befinder sig ét sted; kun Gud kan være overalt. Det indebærer, at de ikke kan have været skabt før [[Skabelsesberetningen i Bibelen|skabelsen]], da de behøver en himmel at være i. Teologer, særlig fra Østkirken, mente ellers ofte, at så ophøjede skabninger ikke kunne være en del af det øvrige skaberværk, mens Augustin anførte, at når der står, at Gud "i begyndelsen" skabte himmel og jord, kan han ikke have skabt noget andet ''før'' himmel og jord. På [[koncil]]et i [[Braga]] i [[591]] kom man endelig frem til, at engle er skabt af en substans forskellig fra Gud, men oplyst af Gud. Nestorianeren Kosmas Indikopleustes forestillede sig, at de skabtes på førstedagen, i en tilstand af mørke og forvirring ligesom det øvrige urstof. [[Thomas Aquinas]] mente derimod, at engle er ren ånd, for materie indebærer forfald, og det kender englene ikke, da de er udødelige. For Thomas indebærer materie også individualisering. Dermed kan de stofløse engle ikke være individer[[individ]]er. Tvunget af sin egen [[logik]] må han hævde, at mens menneskene er en art bestående af individer, udgør hver engel en art for sig, skabt én gang for alle, uden legeme, materie, udviklingsmuligheder og død. Thomas' engle er kun i stand til at elske Gud. Gør de noget for mennesker, er det af kærlighed til Gud og på hans ordre. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 74-7)</ref>

[[Kate Bush]] anråber på sin plade ''The red shoes'' de fire ærkeengle: "''Gabriel before me, Raphael behind me, Michael to my right, Uriel on my left side in the circle of fire.''" Det drejer sig om en gammel jødisk [[bøn]], de kristne har overtaget, og som er kendt gennem hele [[middelalderen]] og frem til i dag, bevaret i [[folketro]] og [[okkultisme]]. Det er et [[magi]]sk beskyttende engle-[[kvadrat]], som Gud har sat om sin [[trone]] i himlen, og som også mennesker har påberåbt sig. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 302-3)</ref>

Før [[Daniels bog]] er englene en navnløs mængde. Kun [[Satan]] har fået navn indtil da. I Daniels bog dukker så navnene [[Mikael]] og [[Gabriel]] op. Med navnet følger en personlighed, der skiller englene fra hinanden. [[Rabbiner]]ne bebrejdede dem, der anråbte Mikael og Gabriel om hjælp,; men samtidigt var det skik at bede om englenes beskyttelse på steder, der var hjemsøgt af [[dæmon]]erdæmoner, da det blev anset som upassende at påkalde Gud sådan et sted. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 292-3)</ref>

Engle i flok optræder første gang i Bibelen i [[Jakob (patriark)|Jakobs]] [[drøm]]: "''På jorden stod en stige, hvis top nåede til himlen, og se, Guds engle steg op og ned ad den, og Herren stod foran ham.''" <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 126)</ref>

I løbet af 1700-tallet udvikledes et syn på englene som døde mennesker. [[Emanuel Swedenborg]] hævdede, at engle hverken er formløs ånd eller [[Æter (fysikhistorie)|æterisk]] [[gas]]. De er mennesker lige som os på et højere plan. I åndeverdenen fortsætter livet sin vante gang, og de døde spiser, drikker og har ægteskabeligt samliv som i denne verden, sådan at mange slet ikke opdager, at de er døde. Først når de har opnået den rette indsigt, kan de avancere til den egentlige himmel og er blevet engle. <ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 391-3)</ref> I [[H.C. Andersen]]s [[eventyr]] ''Englen'' hører vi, atfortæller englen, der bærer det døde barn op til himlen, at den selv var et fattigt sygt barn, der året forinden blev hentet op til Gud: "''Jeg var jo selv den syge, menlille Dreng, der gik paa Krykker!''" Det døde barn ser nu nærmere på englens "''deilige, glade Ansigt''", før de ankommer himlen, hvor "''Gud trykkede det døde Barn til sit Hjerte, og da fik det Vinger som den anden Engel og fløi Haand i Haand med ham.''" <ref>http://wayback-01.kb.dk/wayback/20101108104438/http://www2.kb.dk/elib/lit/dan/andersen/eventyr.dsl/hcaev022.htm</ref> En sådan tro - at de afdøde forvandles til engle - findes der intet teologisk belæg for, siger professor [[Jørgen Hansen]].{{hvem?|dato=2017}}

{{reflist|2}}