P. Munch: Forskelle mellem versioner

{{Infoboks Wikidata person | wikidata = alle | ingen_wikidata = <!-- Fx : religion, politik, partner (der så udelades) -->

| titel =

== Politisk karriere ==

P. Munch var som helt ung tilhænger af [[Højre (1881)|Højre]], men blev i sin studietid stærkt tiltrukket af [[Viggo Hørup]]s radikale synspunkter.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=69}}</ref> Efter et års ophold i [[Paris]], hvor han blev inspireret af de franske socialradikale synspunkter, grundlagde han i 1903 tidsskriftet "Det nye århundrede". Her formulerede han sine synspunkter på moderne åndsliv og på Danmarks [[forsvar]]<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=70}}</ref>

 

Munch deltog i stiftelsen af ''Den radikale klub'' i [[København]] i 1903, og da regeringskritiske folketingsmedlemmer fra [[Venstrereformpartiet]] deltog, førte mødet til en samling af oppositionen mod [[regeringen Deuntzer]], og senere dannelsen af det københavnske [[Radikale Venstre]].<ref>Christiansen (1991), s. 49</ref> Munch benyttede tidsskriftet ''Det Ny Århundrede'' til at agitere for social retfærdighed og tro på [[dannelse]] som vejen til en fornuftsbetonet politik.<ref>Christiansen (1991), s. 51</ref> [[Carl Theodor Zahle]] og [[Ove Rode]] var blandt Munchs støtter, og Munch og Rode stod bag det programudkast, som blev forelagt på det stiftende møde for Det radikale Venstre i maj 2005.<ref name="CHR53">Christiansen (1991), s. 53</ref> Programmet krævede blandt andet dansk neutralitet i militære konflikter, nedskæringer på forsvarsbudgettet og politiske rettigheder for kvinder, tyende og modtagere af fattighjælp.<ref name="CHR53"/>

Munch blev i 1909 valgt til Folketinget i Langelands-Kredsen for det [[Radikale Venstre]] og opnåede genvalg ved hvert valg indtil valget i 1945. Allerede i perioden oktober 1909—juli 1910 var han som 39-årig [[indenrigsminister]] og fra juni 1913—marts 1920 [[forsvarsminister]] i [[Carl Theodor Zahle]]s ministerier. Hans første ministerembede blev kortvarigt og hans forslag om en [[grundlov]]sændring bortfaldt efter valgnederlaget i 1910.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=205}}</ref>

 

 

Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske [[Rigsdagen|Rigsdag]]s [[delegation (diplomati)|delegation]] ved [[Versailles-traktaten|fredskongressen i Paris]], og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i [[Geneve]]. Efter [[Påskekrisen i 1920]] måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i [[ministeriet Thorvald Stauning II]]. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med [[socialdemokratiet]] [[udenrigsminister]] i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30'erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af [[Spanske Borgerkrig|borgerkrigen i Spanien]], Italiens erobring af [[Abessinien]] og [[Albanien]] og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, [[Sudeterland]] mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk - tyske [[ikke-angrebspagt]] 23. maj 1939 der fortsatte under [[besættelsen]] af Danmark 9. april 1940 og endelig ophørte ved Tysklands kapitulation i maj 1945. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag som besættelsen begyndte, men forlod først posten endeligt da [[Erik Scavenius]] overtog den 3 måneder senere. Munch er også{{Af hvem?|dato=2017}} tilskrevet "[[Rostockmødet]]" den 17. marts 1940.