P. Munch: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
lidt mere om Munchs unge år
Tag: 2017-kilderedigering
udvider bl.a. med kilder/fjerner skabelon (ikke længere aktuel)
Tag: 2017-kilderedigering
Linje 1:
 
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
{{Infoboks Wikidata person | wikidata = alle | ingen_wikidata = <!-- Fx : religion, politik, partner (der så udelades) -->
| titel =
Linje 47:
== Politisk karriere ==
P. Munch var som helt ung tilhænger af [[Højre (1881)|Højre]], men blev i sin studietid stærkt tiltrukket af [[Viggo Hørup]]s radikale synspunkter.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=69}}</ref> Efter et års ophold i [[Paris]], hvor han blev inspireret af de franske socialradikale synspunkter, grundlagde han i 1903 tidsskriftet "Det nye århundrede". Her formulerede han sine synspunkter på moderne åndsliv og på Danmarks [[forsvar]]<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=70}}</ref>
Han var gennem hele sin politiske karriere fortaler for et samarbejde med [[Socialdemokratiet]], der skulle skabe en alliance mellem arbejderne, landproletariatet og de intellektuelle.<ref>Christiansen (1991), s. 176</ref>
 
Munch deltog i stiftelsen af ''Den radikale klub'' i [[København]] i 1903, og da regeringskritiske folketingsmedlemmer fra [[Venstrereformpartiet]] deltog, førte mødet til en samling af oppositionen mod [[regeringen Deuntzer]], og senere dannelsen af det københavnske [[Radikale Venstre]].<ref>Christiansen (1991), s. 49</ref> Munch benyttede tidsskriftet ''Det Ny Århundrede'' til at agitere for social retfærdighed og tro på [[dannelse]] som vejen til en fornuftsbetonet politik.<ref>Christiansen (1991), s. 51</ref> [[Carl Theodor Zahle]] og [[Ove Rode]] var blandt Munchs støtter, og Munch og Rode stod bag det programudkast, som blev forelagt på det stiftende møde for Det radikale Venstre i maj 2005.<ref name="CHR53">Christiansen (1991), s. 53</ref> Programmet krævede blandt andet dansk neutralitet i militære konflikter, nedskæringer på forsvarsbudgettet og politiske rettigheder for kvinder, tyende og modtagere af fattighjælp.<ref name="CHR53"/>
Line 52 ⟶ 53:
Munch blev i 1909 valgt til Folketinget i Langelands-Kredsen for det [[Radikale Venstre]] og opnåede genvalg ved hvert valg indtil valget i 1945. Allerede i perioden oktober 1909—juli 1910 var han som 39-årig [[indenrigsminister]] og fra juni 1913—marts 1920 [[forsvarsminister]] i [[Carl Theodor Zahle]]s ministerier. Hans første ministerembede blev kortvarigt og hans forslag om en [[grundlov]]sændring bortfaldt efter valgnederlaget i 1910.<ref>{{Harvnb|Thorsen|1972|p=205}}</ref>
 
I 1909 havde han under folketingsdebatten om [[Forsvaret]]s fremtidige ordning stærkt hævdet, at en udbruddet af en [[krig]] i [[Europa]] var usandsynlig under datidens høje [[kultur]]elle udvikling, og at det derfor ikke var værd at ofre store summer på militære formål. Alligevel viste han som forsvarsminister stor velvillighed overfor værnene, både til finansieringen af en talrig sikringsstyrke og til udvidelsen af [[Københavns Befæstning]]. Efter udbruddet af [[1. verdenskrig]] fik Danmark den 5. august 1914 en [[Tyskland|tysk]] forespørgsel om mineudlægning i [[Storebælt]]. Munch var af den opfattelse, at mineudlægningen måtte foretages af Danmark for at fastholde vores [[neutralitet]], ogmen kunne ikke støtte den militære ledelses ønske om at eftermøde et eventuelt angreb med "alle til rådighed stående midler.<ref>Christiansen (1991), s. 198</ref>. Efter et dramatisk forhandlingsforløb blev detteden tyske mineudlægning besluttet med kraftig støtte fra kongen, [[Christian 10.]], som i en fortrolig meddelelse til [[England|en engelsk gesandt]] forklarede det danske skridt, og den engelske regering lod herefter dette passere, muligvis fordi adgangen til [[Østersøen]] ikke indgik i den engelske flådes strategi.<ref>Christiansen (1991), s. 200</ref>.
 
Efter krigens afslutning blev Munch i 1919 medlem af den danske [[Rigsdagen|Rigsdag]]s [[delegation (diplomati)|delegation]] ved [[Versailles-traktaten|fredskongressen i Paris]], og var fra stiftelsen i 1920 til 1938 en af Danmarks delegerede ved Folkenes Forbunds Kongres i [[Geneve]]. Efter [[Påskekrisen i 1920]] måtte Munch forlade sin ministerpost, og først i 1929 blev han igen regeringsmedlem, i [[ministeriet Thorvald Stauning II]]. Han var året før blevet formand for Det radikale venstre, og blev som konsekvens af det følgende årtis samarbejde med [[socialdemokratiet]] [[udenrigsminister]] i de skiftende Stauning-regeringer. Op gennem 30'erne hvor den politiske situation blev stadigt mere truende på grund af [[Spanske Borgerkrig|borgerkrigen i Spanien]], Italiens erobring af [[Abessinien]] og [[Albanien]] og ikke mindst Hitler-Tysklands voldsomme oprustning og ekspansion med annektering af Østrig, [[Sudeterland]] mm. forhindrede Munch ethvert forsøg på at udbygge dansk forsvar i takt med den internationale situation. Munch var hovedarkitekten bag den danske neutralitetspolitik, som kulminerede med underskrivelsen af den dansk - tyske [[ikke-angrebspagt]] 23. maj 1939 der fortsatte under [[besættelsen]] af Danmark 9. april 1940 og endelig ophørte ved Tysklands kapitulation i maj 1945. Han tilbød at trække sig som udenrigsminister samme dag som besættelsen begyndte, men forlod først posten endeligt da [[Erik Scavenius]] overtog den 3 måneder senere. Munch er også{{Af hvem?|dato=2017}} tilskrevet "[[Rostockmødet]]" den 17. marts 1940.