Frederik 7.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m en: |
en del edit - mere kan behøves |
||
Linje 2:
Dansk konge af den oldenborgske slægt 1848-1863. Valgsprog: Folkets kærlighed min styrke.
Frederik VII, søn af Christian VIII og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin fødes den 6. oktober 1808. Han er konge af Danmark fra 1848-1863
Da Christian VIII dør den 20. januar 1848, er det med bange anelser
Bølgerne fra den franske februarrevolution når Danmark, og den 18. marts 1848 kræver hertugdømmerne at Slesvig
To dage senere udnævnes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærer overfor det nye ministerium, at han nu betragter enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring 1830 opstår en bevægelse, der dels ønsker en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skal med i det tyske forbund som Holsten og Lauenburg allerede er, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser mod hhv. Kongeåen og Elben. Dette kan Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale vil afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skal igen være Ejderen. Den danske regering slår fast, at Slesvig under alle omstændigheder skal forblive dansk, mens Holsten er velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gør slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og danner deres egen regering i Kiel. Dette i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen. Preussen og Det tyske Forbund beslutter at komme oprørerne til hjælp, og under ledelse af den preussiske general Wrangel angriber 32.000 mand med 74 kanoner de danske stillinger ved Slesvig påskedag 23. april 1948. Trods tapper modstand lykkes det ikke for de ca. 10.000 danske med 32 kanoner at holde stillingen, og de trækker sig tilbage Als. Fra Als foretager Hedemann og Schleppegrell et angreb på Dybbøl den 28. maj 1848. Denne sejr samt den efterfølgende ved Nybøl den 5. juni vækker selvfølgelig begejstring hos den danske befolkning, men modvilje hos stormagterne. Kampene ebber ud, og den 26. august sluttes våbenhvile i Malmö. Den danske hær består nu af 41.000 mand, mens tyskerne og slesvig-holstenerne kan mønstre godt 65.000. Over for denne overmagt beslutter man at trække danskerne nordpå. På årsdagen for slaget ved Slesvig lider den danske hær nederlag ved Kolding, hvorefter de tyske forbundstropper besætter området til Århus. General Rye trækker sin brigade ud på Mols og forskanser sig på Helgenæs, mens brigaden under de Meza forbliver på Als. I Fredericia er en styrke på 7000 mand under kommando af oberst N.C. Lunding belejret af 14.000 slesvig-holstenere. Lunding får tilladelse af overgeneral Bülow til at foretage et udfald fra Fredericia. Rye udskiber sine tropper fra Helgenæs til Fyn og videre til Fredericia, og de Meza bliver i stilhed trukket til ad søvejen. Udfaldet finder sted den 6. juli 1849 og resulterer i en stor dansk sejr, men general Rye falder. Nu blander Rusland sig og truer med at bryde forbindelserne med Preussen, hvorefter Wrangel får ordre på at rømme Jylland. De slesvig-holstenske oprørere fortsætter krigen på egen hånd, indtil de den 25. juli 1850 lider et afgørende nederlag i det største slag i danmarkshistorien. Under slaget på Isted Hede kæmper 40.000 danske soldater mod 34.000 slesvig-holstenere, og da slaget slutter 12 timer senere er resultatet 5.500 døde og sårede. Blandt de sårede er bl.a. Schleppegrell og Læssøe.
Krigen slutter således med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne må opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærer holstenerne den ugyldig. Preussen støtter tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønsker at indlemme Slesvig i Danmark. Kongen dør imidlertid, inden har når at underskrive den nye forfatning.
Linje 16:
Allerede under krigen er der blevet valgt en grundlovgivende forsamling som får til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov. Den 5. juni 1849 underskriver Frederik VII grundloven, selv om han er betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik III får Danmark et demokrati.
I 1850 gifter Frederik VII sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra Fredericia i 1830'erne, Louise Rasmussen, som vies til venstre hånd.
Frederik VII er den sidste konge af den oldenborgske linie. Han dør
----
|