Wikipedia

Runealfabet: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Robot: Kosmetiske ændringer
Linje 2:
[[Fil:Themsensvärdet.jpg|thumb|220px|[[Themsensværdet]] fundet i [[Themsen]] med angelsaksiske runer (ca. 9. årh.)]]
[[Fil:Kragehul.jpg|thumb|220px|lanseskaft fra [[Kragehul]] med runeinskriptioner. (ca. 5. årh. e.Kr.)]]
'''Runealfabetet''' er et skriftsystem, der opstod i 2. århundrede e.Kr., og som hovedsageligt blev brugt i [[germansk]] og [[Nordisk kultur|nordisk kultur]].<ref>Gertrud Pettersson; ''Svenska språket under sjuhundra år'', Lund, 2005 ISBN 91-44-03911-5</ref> Som skrifttradition var runerne udviklet uafhængigt af den latinske.<ref>Damsgaard Olsen (1994) s. 154</ref>
"Runerækken" kaldes '''fuþark''' efter de seks første runestaver. De ældste eksempler på runer stammer fra slutningen af 100-tallet e.Kr., og de var kommunikationsmiddel i over 1.200 år. Først omkring 1000-tallet begyndte de i Norden at blive erstattet af det [[latinske alfabet]], men runerne overlevede længe efter som alternativt skriftsystem.<ref name="Meulengracht-Sørensen">Meulengracht-Sørensen (2006) s. 37</ref>
 
Linje 15:
Det [[angelsaksisk]]e eller oldengelske runealfabet beholdt de 24 tegn og føjede flere til.
 
Nogle runer er skrevet i runekoder - fx jötunvillurkoden, lønrunekoden og cæsarchifferet.<ref>[http://videnskab.dk/kultur-samfund/vikingernes-runekoder-er-blevet-knaekket 26. februar 2014, videnskab.dk: Runekoderne 'jötunvillur' er knækket for første gang. Det kan bidrage til at løse mysteriet om vikingernes hemmelige koder.] Citat: "...Alle runer har et navn, og i jötunvillurkoden bytter man runetegnet ud med den sidste lyd i runenavnet... Runekoderne blev ikke bare brugt til oplæring. Brugen af koder vidner om en legende og fantasifuld brug af runer i [[Vikingetiden]] og [[Middelalderen]], mener runeeksperten... Ni af de omkring 80 kodede runeindskrifter, som Jonas Nordby har gennemgået, er skrevet med jötunvillurkoden... lønrunekoden inddeler runealfabetet i tre dele... Cæsarchifferet er opkaldt efter den romerske kejser Julius Cæsar. Det bytter et runetegn ud med et andet ... Der findes sandsynligvis flere typer af runekoder end dem, forskerne har løst, og der er mange beskeder, som endnu ikke er tydet... »Runekoder var middelalderens svar på [[soduko]],« siger han..."</ref>
 
== Rune, stav og bog ==
Linje 39:
 
== Vikingetiden og senere ==
[[FileFil:Høje taastrup.jpg|thumb|[[Kallerupstenen]] fra det [[9. århundrede]]]]
I Norden var jernalderens og [[vikingetid]]ens kultur mundtlig, men man rådede over et skriftsystem. Det egnede sig ikke til lange tekster. [[Skriftkultur]] var ikke ukendt, og den fandtes i flere af nabolandene.<ref>Meulengracht-Sørensen (2006) s. 16</ref>
 
I vikingetiden bliver den latinskkyndige indflydelse mere tydelig, fx står indskrifter pænt på linje som i et dokument. Runerne fik også en dokumenterende funktion, fx ved at beskrive og fastholde begivenheder, handlinger og situationer. Traditionelt var de monumentale runesten demonstrerende og fastholdende, men i sidste halvdel af vikingetiden fik de også en kommunikativ funktion fx i forbindelse med arvesager, hvor en sten rejses med oplysninger om slægtskabsforhold og ejendom. Den store Jellingesten er det fremmeste eksempel på denne udvikling. Her proklamerede [[Harald Blåtand]] sine politiske bedrifter: ''Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og gjorde danerne kristne.''<ref>Meulengracht-Sørensen (2006) s. 46-47</ref> Der, hvor der gengives fortællinger, er det stadig kun som hentydninger, de mundtlige fortællinger var stadigvæk den væsentlige form.<ref>Meulengracht-Sørensen (2006) s. 51</ref> Meulegracht-Sørensen har derfor tolket vikingetidens runesten som et levn til en begyndende skriftkultur i Norden.<ref>Meulengracht-Sørensen (2006) s. 17</ref>
 
I 11. og 12. århundrede opbygges de første lærdomscentre i Norden, og først her begynder en egentlig latinsk skriftkultur at slå rod. Alligevel vedblev runerne med at være i brug længe efter. Og de blev i middelalderen opfattet som et fuldgyldigt og oprindeligt nordisk alfabetet, og ikke som en ufuldstændig og degenereret udgave af det latinske. Endnu i 13. århundrede blev runekundskaber regnet som vigtige kompetencer for en mand. [[Damsgaard Olsen]] mener, at baggrunden for det var, at runerne var en mere funktionel skriftform i dagligdagen: De kunne fremstilles vha. en kniv, noget som alle dengang gik med, og en genstand med en ikke for hård overflade, fx ben, træ, bly o. lign. De var tilgængelige for alle i modsætning til den latinske skrifttradition, der krævede professionelt udstyr. I 12. og 13. århundrede blev runerne endda absorberet af det gejstlige og latinkyndige miljø.<ref>Damsgaard Olsen (1994) s. 154-160</ref>
 
I 16. århundrede opstod der i lærde kredse i forbindelse med [[Renæssancen]]s interesse i [[Antikken]]s kultur en fornyet interesse for runerne. [[Ole Worm]]s værk ''Literatura Runica'' er det første videnskabelige værk om [[islandsk litteratur i middelalderen|nordiske litteratur i middelalderen]] og runerne. Det har derfor haft enorm betydning, bl.a. at det indtil slutningen af 19. århundrede var den almindelige opfattelse, at de islandske middelalderlige skrifter oprindeligt var blevet skrevet med runer.<ref>Willis (2004) s. 439</ref>
Linje 655:
* Marie Stoklund: "Die Runen der römischen Kaiserzeit" (i: Ulla Lund Hansen - et alii: ''Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Kaiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen''; København 1995; s. 317-346)
* Marie Stoklund: "De første runer - germanernes skriftsprog" (i: ''Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium''; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 172-178)
* Carsten Sønderby: "- og efter Åmund" (''Skalk'' 1990 nr. 5; s. 13-15)
* Preben Meulengracht Sørensen: ''Kapitler af Nordens litteratur i oldtid og middelalder''; 2006; ISBN 87-7934-219-1
* Tarrin Willis: "The Third Grammatical Treatise, and Ole Worm’s Literatura Runica" (i: ''Scandinavian Studies'', Winter 2004, vol. 76 no. 4); ISSN 0036-5637
Linje 672:
* [http://ia600204.us.archive.org/18/items/aarbgerfornord1899norduoft/aarbgerfornord1899norduoft.pdf Sophus Bugge: "Nordiske Runeindskrifter og Billeder paa Mindesmærker paa Øen Man" (''Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie'' II række, 14. bind (1899); s. 229-262)]
* [http://ia600204.us.archive.org/18/items/aarbgerfornord1899norduoft/aarbgerfornord1899norduoft.pdf Sophus Bugge: "En olddansk Runeoptegnelse i England" (''Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie'' II række, 14. bind (1899); s. 263-272)]
* [http://runeberg.org/runor/ Erik Brate: ''Sveriges runinskrifter'' (1928)]
* [http://fornvannen.se/pdf/1930talet/1934_339.pdf Sölve Gardell: "Till tolkningen av tvenne runristade västgötastenar" (''Fornvännen'' 1934; s. 339-348)] (svensk)
* [http://fornvannen.se/pdf/1990talet/1993_027.pdf Marlin Giertz: "Replik till Gad Rausings debattinlägg i Fornvännen 87 ''"On the Origin of the runes"''" (''Fornvännen 88'' (1993); s. 27-28)] (svensk)
Linje 693:
* [http://fornvannen.se/pdf/2000talet/2003_289.pdf John Troeng: "A Semitic origin of some runes. An influentialforeign presence in Denmark c AD 200" (''Fornvännen 98'' 2003; s. 289-305)] (engelsk)
* [http://fornvannen.se/pdf/1970talet/1975_005.pdf Elias Wessén: "Rök, ett fornminne och ett ortnamn" (''Fornvännen 70'' (1975); s. 5-15)] (svensk)
* [http://runer.ku.dk/Default.aspx?page=1 Danske Runeindskrifter]
* [http://gandalf.aksis.uib.no/Runefonter/Gullskoen.html Gullskoen Runefont – Runefont for Mac og PC] Citat: "...I alt er det om lag 150 teikn i fonten. Gullskoen er frivare, dvs. at han blir distribuert kostnadsfritt, medan opphavsretten ligg hos utviklaren, Odd Einar Haugen (Universitetet i Bergen, Nordisk institutt, Sydnesplassen 7, N-5007 Bergen)..."
** Fundet via: [http://www.aabne-samlinger.dk/venderprojekt/runesten.htm aabne-samlinger.dk: gratis runefont til download]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Runealfabet"