Mange blev henrettet eller døde som følge af organiserede, brutale, medicinske eksperimenter: fanger fik påført dødelige sygdomme og blev udsat for [[sennepsgas]]. Syge fanger fik i begyndelsen ingen lægebehandling, men tyskerne var bange for smitsomme sygdomme og indrettede nogle brakkerbarakker til sygehus, kaldt Revier. Der fandtes læger blandt fangerne, men de fik ikke lov til at praktisere før i 1942, da behovet for tvangsarbejdere voksede. Der fandtes dog hverken medicin eller udstyr. For eksempel blev Revier 5 drevet af fire tyske voldsforbrydere. I det ene værelse var der af hensyn til inspektioner fra Røde Kors senge med hvide lagner, men på det pæne toilet blev ligene stablet op om natten. På værelserne bagved var der kun køjer, i tre lag med op til fem fanger i hver. De var strøet med halm, der var fyldt af opkast, urin og afføring, fordi fangerne var for svage til at rejse sig. Der blev ikke gjort rent, og stanken var forfærdelig. Det lykkedes de norske fangers kontaktmand, læge Sven Oftedal<ref>[http://www.snl.no/.nbl_biografi/Sven_Oftedal/utdypning_%E2%80%93_2 Sven Oftedal – utdypning – 2 (NBL-artikkel) – Store norske leksikon]</ref>, der blev socialminister i Norge efter krigen, gradvis at forbedre forholdene, så mange af fangerne fik pleje og omsorg i sygebarakkerne. Derved faldt dødsprocenten i hele lejren.<ref>Øystein Bentsen: ''Samhold og svik'' (s. 69-71)</ref>
