Sachsen (stammehertugdømme): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rodejong (diskussion | bidrag) Fix Bogus file option |
Rodejong (diskussion | bidrag) |
||
Linje 10:
Hertugdømmet blev grundlagt af det vestgermanske folk [[Saksere|sakserne]].
Det ældste og oprindelige Sachsen omfattede landstrøgene omkring [[Elben]]s munding og de uden for liggende øer (''insulæ Saxonum''), men herfra bredte sachserne sig mod syd sammen med andre stammer. De bemægtigede sig i 5. og 6. århundrede Britannien (''angelsachserne''), og 530 omstyrtede de i forbund med [[frankerne]] det thüringske rige. Det varede dog ikke længe inden, at de kom i afhængighedsforhold til frankerne. Under de sidste svage [[merovinger]] genvandt Sachsen sin uafhængighed, men [[Karl Martel]] og [[Pipin den lille|Pippin]] lagde det atter under frankernes herredømme og begyndte at udbrede [[kristendom]]men blandt de hedenske folk, der atter og atter rejste sig til kamp for sin frihed og gamle tro, sidste gang i den langvarige og blodige sachsiske frihedskrig (772—804) mod [[Karl den Store]], hvem de på rigsdagen i [[Paderborn]] (785) fuldstændig måtte underkaste sig (senere spredte oprør var uden betydning). Sachsernes tapre hertug, [[Widukind]], måtte lade sig døbe, og dåben blev under dødsstraf påbudt over alt i Sachsen, [[bispedømme]]r stiftedes, kirker og klostre byggedes og frankisk [[grevskab]]sstyrelse indførtes, idet dog den gamle sachsiske lov (''[[Lex Saxonum]]'') vedblev at gælde. ''Sakserkrigene'' endte således med, at Sachsen blev indlemmet i [[Frankerriget]]. Hedenskabet forsvandt hurtig fra de sachsiske landskaber ([[Ostfalen]] og [[Westfalen]], øst og vest for [[Weser]], [[Engern]], langs begge [[
Ved [[Traktaten i Verdun|Forliget i Verdun]] i [[843]] fik [[Ludvig den Tyske]] Sachsen sammen med [[Østfranken|det øvrige østfrankiske rige]], men da hans efterfølgere ikke formåede at værge landet mod slavernes og normannernes angreb, og sachserne savnede en fører i kampen mod deres plageånder, stillede de sig igen under en egen [[hertug]] i [[880]]. Valget faldt på en rig og tapper sachsisk adelsmand [[Otto 1. af Sachsen|Otto]], der således blev den første hertug i det gamle sachsiske folkehertugdømme, som bestod indtil [[1180]]. Ottos søn, [[Henrik Fuglefænger]], der i [[912]] arvede Sachsen, besteg i [[919]] den tyske trone, og Sachsen blev nu under det sachsiske kejserhus rigets hovedland, ikke blot politisk set, men også på grund af sin rask opblomstrende kultur både i materiel og åndelig henseende. Henriks søn, [[Otto den Store]], forlenede (ca. 950) sin trofaste og tapre [[vasal]], den sachsiske greve [[Hermann Billung]] (død 973), med Sachsen, der nu tilhørte [[Huset Billung|Det Billungske Hus]] indtil [[1106]]. Under Hermann Billungs efterfølgere, [[Bernhard 1. af Sachsen|Bernhard 1.]] (død 988) og [[Bernhard 2. af Sachsen|Bernhard 2.]] (død 1011), fandt den tyske krone en sikker støtte i Sachsen, men under hertug [[Bernhard 3. af Sachsen|Bernhard 3.]] (død 1059) forandredes dette forhold efter, at det frankiske kejserhus havde besteget tronen i 1024, og hertug [[Magnus af Sachsen|Magnus]], der 1070 afløste hertug [[Ordulf af Sachsen|Ordulf]], greb endog til våben mod [[Henrik 4., tysk-romersk kejser|Henrik 4.]], der holdt hof på de kongelige borge i Sachsen og på mange måder plagede landet ved sit voldsomme og lovløse regimente. Oprøret blev vel undertrykket, men Sachsen vedblev at være fjendtlig stemt mod kejseren. Med hertug Magnus uddøde billungerne, og [[Henrik 5., tysk-romersk kejser]] gav i 1106 Sachsen til den mægtige og rige grev [[Lothar 3. (Tysk-romerske rige)|Lothar af Suplinburg]], der i [[1125]] blev valgt til tysk konge. Da han af frygt for [[Hohenstauferne]]s voksende magt søgte en støtte i hertug [[Henrik den Stolte]] af [[Bayern]], gav han denne sin datter til ægte og forlenede ham kort før sin død i 1137 med Sachsen. Den ny konge, [[Konrad 3. af Franken|Konrad 3.]], fratog ham imidlertid lenet, som han i 1138 overdrog til markgrev [[Albrekt Bjørnen|Albrecht (der Bär) af Brandenburg]]. Denne kunne imidlertid ikke staa sig mod Henrik den Stoltes søn, [[Henrik Løve]], og måtte i 1142 opgive Sachsen, til hvilket Brandenburg for fremtiden ikke skulle stå i afhængighedsforhold.
| |||