Preussen: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Help needed: Statsråd
m Flertydige WL: BülowBülow (adelsslægt); Fjerner link: Statsråd, da ingen af de nævnte passer
Linje 267:
=== Forfatning ===
Siden [[Trediveårskrigen]]s dage udvikledes [[statsordning]]en mere og mere til et [[enevældigt monarki]], idet de tidligere [[landsstænder]] for de enkelte [[landskab (landsdel)|landskab]]er efterhånden tabte al virkelig magt og indflydelse. Herskeren (oprindelig [[kurfyrste]]n af [[Markgrevskabet Brandenburg|Brandenburg]], siden [[1700]] [[konge]] af [[Kongeriget Preussen|Preussen]]) tog personlig meget virksomt og afgørende del i statens styrelse, og både [[den store kurfyrste]] og senere kong [[Frederik 2. af Preussen|Frederik 2.]] førte i krigene selv deres hære. Ved siden heraf fik [[adel]]en afgjort forrang både i forvaltningen og i hæren. Efter frihedskrigen mod [[Napoleon 1.]] lovedes der [[1815]] rådgivende [[provinsialstænder]], og 1823 kaldtes det i live: der var 8 særskilte forsamlinger, og valgretten til disse var knyttet til grundejendom med stærk hensyntagen til adel og [[godsejer]]e. 1817 oprettedes desuden et [[statsråd]]{{dn|dato=marts 2018}}, sammensat især af høje embedsmænd, men uden fastsat myndighed og magtområde. 1842 indkaldtes udvalg fra stænderforsamlingerne til fælles rådslagning, og 1847 og 1848 selve disse til en forenet [[landdag]], dog uden afgørende indflydelse.
 
Efter [[martsrevolutionen]] [[1848]] udarbejdede en meget [[demokrati]]sk [[nationalforsamling]] (maj-november) en frisindet [[grundlov]] med dybe indgreb i kongens myndighed, og herefter kundgjorde kongen [[5. december]] [[1848]] på egen hånd en forfatning med [[tokammersystem|to folkevalgte kamre]], men denne ændredes senere i afgjort [[reaktionær]] retning. [[31. januar]] [[1850]] fik den sin endelige skikkelse, dog med visse ændringer (fra 1851—1857). Efter denne var Preussen vel et [[indskrænket monarki]], men kongen, der siden [[18. januar]] [[1871]] (170-årsdagen efter den første kongekroning) også var [[tysk kejser]], fik dog personlig en væsentlig og afgørende del i statsstyrelsen. Han valgte selv sine ministre (9—10 i tallet) efter sit skøn, uden [[parlamentarisme|parlamentarisk hensyn]], og udøvede sin myndighed ved et civilt og et militært kabinet, mens hans hærbefalinger som øverste »krigsherre« og hans anordninger som kirkens — dvs. den [[evangelisk-luthersk]]e kirkes — overhoved ikke skulle have nogen ministers [[kontrasignatur|medunderskrift]]. [[Lovgivende magt|Lovgivningsmagten]] delte han med en [[landdag]], der også skulle bevilge nye skatter og fastsætte rigets årlige udgifter. Den var delt i to huse: herrehuset, som 1914 talte 314, dels arvelige, standesherrer og andre adelige stormænd, 98, dels livsvarige, som kongen udnævnte enten på egen hånd, 46, eller efter indstilling fra visse adels- eller godsejer-korporationer, en del store byer og universiteter, 170, altså en overvejende adelsforsamling, og underhuset, hvis 443 medlemmer siden 1888 valgtes på 5 år (hidtil 3) i 256 valgkredse. Valgret udkom vist nok alle 24-årige mænd (valgbarhedsalderen var 30 år), men valget foretoges ved valgmænd, som blev udsete ved det ejendommelige såkaldte treklassevalg: valgkredsen deltes nemlig i mange små stemmekredse, og vælgerne i disse deltes efter skatydelse i tre klasser, der hver udredede en tredjedel af den samlede skat og derfor også valgte lige mange valgmænd, hvor efter samtlige valgmænd under eet valgte de medlemmer, som tilkom den, så at de velhavende klasser fik en overvejende indflydelse. Underhuset havde fuld myndighed over udgiftsbevillingen, idet herrehuset kun måtte stemme over finansloven som helhed.
Linje 384:
[[Fil:Friedrich III 20040821.jpg|thumb|Frederik 3. af Preussen]]
 
Hans søn og efterfølger, [[Frederik 3. af Preussen|Frederik 3.]], af hvem man ventede en ny, udpræget liberal æra, var uhelbredelig syg, da han overtog regeringen, og døde allerede 15. juni samme år, hvorpå hans søn, den indtil 1918 regerende kejser Vilhelm 2., besteg tronen. Den unge kejsers stærkt fremtrædende tilbøjelighed for personligt regimente førte 1890 (20. marts) til Bismarcks udtræden af regeringen, hvor efter general [[Caprivi]] som rigskansler tillige overtog posten som preussisk ministerpræsident, hvilke to stillinger, på en kort afbrydelse nær, var forenede til 1918. Både Caprivi og hans efterfølgere, fyrst [[Hohenlohe]] og grev [[BülowBernhard_von_Bülow]]{{hvem?|dato=2017}} , havde ondt ved at hævde deres selvstændighed over for Vilhelm 2., hvis impulsive natur ofte forvoldte dem store vanskeligheder og foranledigede forandringer i det preussiske ministeriums sammensætning. Regeringen kunne uden synderlig vanskelighed gennemføre de fleste af sine lovforslag i landdagen, skønt agrarpartiet ofte stod den hårdt imod, særlig under halvfemsernes traktatpolitik, der viste forkærlighed for industrien. Blandt de vigtigste lovarbejder må fremhæves skolelove og — under finansminister [[Miquel]]s ledelse — indførelse af formue- og progressiv indkomstskat. Særlig omtale kræver nogle af de i Bismarcks tid i staten indlemmede lande. I [[Hannover]] ville den afsatte konge, Georg 5., ikke opgive sine krav på kongetronen. Der dannedes et welfisk parti med gennemførelsen af dette krav som mål, men kong Georgs privatformue, [[Welfer-fonden]], blev beslaglagt og dens renter forholdt ham. Efter hans død fortsatte hans søn, Ernst August, hans afvisende politik, så at han ikke engang kom i besiddelse af Brunsvigs hertugkrone, da han 1884 arvede den. Først en hohenzollernsk, derpå en mecklenburgsk prins overtog regentskabet i Brunsvig, indtil en udsoning fandt sted, da hertugens søn i 1913 ægtede kejser Vilhelms datter. En delvis forsoning var allerede indtrådt 1892, da Welfer-fondets renter tilbagebetaltes hertugen.
 
I de polske provinser og [[Nordslesvig]] førte Preussen en politik, der gik ud på at fortyske de til andre nationaliteter hørende befolkninger. Hovedmidler var undertrykkelse af sprogene og opkøb af jorden. Fra 1887 i Polen og 1889 i Nordslesvig blev undervisningssproget i folkeskolerne tysk. Fra 1886—1908 bevilgede landdagen 350 mio. mark til opkøb af polsk jord, der skulle overdrages tyske bønder og arbejdere. 1908 vedtoges, foruden en bevilling på endnu 200 mio., en ekspropriationslov, der tillod ekspropriation af polsk jord i nævnte hensigt. I Nordslesvig, hvor der navnlig af overpræsident [[Köller]] var anvendt en meget hårdhændet fremgangsmåde, forsøgtes fra 1912 også jordopkøb med statsstøtte, men begge steder førte det kun til en fast organiseret modstand, så resultaterne blev yderst små.