Dagmarteatret: Forskelle mellem versioner

10 bytes fjernet ,  for 4 år siden
m
Rettet omdirigering.
(retter forvekslingsskabelon efter flytning af den anden artikel)
m (Rettet omdirigering.)
 
== Krise og senere succeser ==
I [[1905]] opstod en kunstnerisk krise, da teatrets 8 hovedkræfter, ”De Otte” , brød med Dagmarteatret i utilfredshed med [[Martinius Nielsen]]s ledelsesstil. I [[1918]] overtog [[Frede Skaarup]] Dagmarteatret, og det tydede på, at teatret vil blive en del af underholdningsindustrien. Men Skaarup overraskede: Han så hellere, at Dagmarteatret genvandt sin status som seriøst teater og gerne med [[Poul Reumert]] som teaterdirektør eller instruktør. Det blev derfor Poul Reumert og [[Bodil Ipsen]], som kom til at tegne teateret. Teaterbevillingen gik dernæst til [[Thorkild Roose]], men Reumert fik plads i direktionen. Dermed opstod et produktivt [[triumvirat]] mellem Skaarup, Roose og Reumert. Men da denne ledelse stoppede, begyndte nedgangsperioden, hvilket – sammenholdt med en bedaget og nedslidt bygning – førte til lukningen i 1937. Da Dagmarteatret blev nedlagt, blev det afløst af en bygning med [[biograf]], se [[Dagmar Teatret (biograf)]]. Takket være [[Teatermuseet]]s direktør, [[Robert Neiiendam]], blev en række effekter hjemtaget til museet og er bevaret.
 
Teatrets største succeser gennem tiden var ''[[Frøken Nitouche]]'' 1884, ''Landsoldaten'' 1886, ''[[Cyrano de Bergerac]]'' af [[Edmond Rostand]] 1908, ''Gamle Melodier'' 1922 og ''[[Josephine Baker]]s Gæsteoptræden'' 1928. Blandt de største fiaskoer var – ud over ''En Handske'' – også ''Labyrinthen'' 1922.
11.838

redigeringer