Berengar af Tours: Forskelle mellem versioner

'''Berengar af Tours''' (ca. [[1010]] – [[1088]]) var en [[middelalder]]lig [[teolog]], der studerede under den navnkundige [[biskop]] Fulbert ved [[domskole]]n i [[Chartres]], hvorder hanvar vedvelkendt i samtiden. Ved studiet af klassikerne vandtopnåede han et friere syn på flere ting og også en [[dialektik|dialektisk]] færdighedskoling, som lodhan ane,brugte ati han,sin kritisk som hanbedømmelse af naturende varoverleverede, ikketeologiske heltlæresætninger. villeI givesamtiden sigblev den overleverede [[teologi]] i vold.han Hansdesuden samtidigeberømt rostefor hanssin indsigt i [[lægevidenskab]]en og hansfor poetiskesine betydelige evner som begavelsedigter.

VedI [[1040]] blev han [[domherre]] ved [[domkirke]]n i [[Tours]] og [[ærkedegn]] i [[Angers]], ihvor hvisham omegnejede hanstore havdegodser. enPå betydeliggrund privatejendom. Vedaf sin vindende personlighed og sin store lærdom bragteblev hanBerengar årsagen til, at domskolen i Tours ifik et stort ry;, som kun den [[Normandiet|normanniske]] [[klosterskole]] i [[Bec]] kunne måle sig med den. Hans selvstændige opfattelse af flere ting vakte velganske nokvist gejstlighedens opmærksomhed, men det var hans udtalelser om [[nadver]]en, der en tid bragte hans navnham på alleskant med læbermyndighederne. Han havde nemlig opdaget, at [[transsubstantiationslæren]] var en opfindelse af "en ikke meget klart tænkende [[munk]] ([[Radbertus]]) i [[Karl den Skaldede]]s dage", og ved studiet af [[kirkefader|kirkefædrene]] havde han vundetfået den overbevisning, at nadveren er en åndelig nydelse, et tegn eller et pant på frelsen ved [[Kristus|Kristi]] død. Det skrev han i [[1049]] om i et [[brev]] til [[Lanfrank]], forstanderen for klosterskolen i Bec. Han fremlagde brevet på påske[[synode]]n i [[Rom]] i [[1050]], hvor det blev fordømt. Berengar blev indstævnet til synoden i [[Vercelli]] samme år, men på vejen dertil blev han fængslet af kong [[Henrik 1. af Frankrig]], og synoden dømte ham i hans fravær.

Berengar lod sig dog ikke forknytteskræmme, selvend ikke da man beskyldte ham for at nære [[kætter]]ske meninger om barne[[dåb]]en og [[ægteskab]]et. I [[1059]] blev han stævnet til Rom, hvor en synode tvang ham til at tilbagekalde sin nadverlære., Eftermen efter sin hjemkomst fremsatte han den dogpå atter,ny og kaldte paven ([[Pave Nikolas 2.|Nikolas 2.]]) for et nul og sine modstandere dumrianer. Striden blev varmeremere og varmeremere voldsom, indtil han på påskesynoden i Rom [[1079]] atter lod sig tvinge til at tilbagekalde sin opfattelse. SineDe sidste år levede han på øen [[Saint-Cosme]] ved Tours, næstenhvor han blev æret næsten som en [[helgen]] og stadig uden at have skiftet mening.