Vega-ekspeditionen: Forskelle mellem versioner

De første udforskninger omkring en mulig sejlbar rute til Asien nord om [[Sibirien]] blev foretaget allerede i slutningen af [[1500-tallet]] af blandt andre nederlænderen [[Willem Barents]]. I [[1600-tallet]] nåede russiske pelsjægere længere og længere mod nord og [[Ishavet]]. Russeren [[Semjon Dezjnjov]] blev i [[1648]] den første, der sejlede gennem sundet mellem [[Alaska]] og [[Sibirien]]<ref name="Ph"> [http://www.popularhistoria.se/o.o.i.s?id=43&vid=319 ], Populär Historia 1999 ]</ref> (det nuværende [[Beringstrædet]]) og i [[1742]] opdagede russeren [[Semjon Tsjeluskin]] det nordligste punkt på det [[Eurasien|euroasiatiske]] kontinent. Det bærer hans navn [[Kapp Tsjeluskin]].

Også den [[Danmark|dansk]]-[[Rusland|russiske]] [[Vitus Bering]] gennemførte forskningsrejser i området. I midten af 1700-tallet skrev den [[Schweiz|schweiziske]] geograf Samuel Engel en afhandling, hvor han fremlagde sin teori om eksistensen af en nordøstpassage<ref name="Bu"> [http://www.stub.unibe.ch/welten/texte/kloeti.html ], Universitätsbibliothek Bern ]</ref>.

Nordenskjöld startede med sine forberedelser til ekspeditionen for at finde Nordøstpassagen i [[1877]], og i juli fremlagde han en detaljeret plan for kong [[Oscar 2. af Sverige|Oscar 2]].<ref name="Nf"> [http://runeberg.org/nfal///0733.html ], Nordisk familjebok, artikel Polarexpeditioner ]</ref>. Kongen godkendte forslaget. Nordenskiold fik gjort flere videnskabelige selskaber i Sverige interesseret og sikrede derved ekspeditionen finansiel støtte.

Til ekspeditionen blev der anskaffet en ældre sælfangerskude, «[[SS «Vega»|Vega]]», som blev ombygget og udrustet for offentlige midler ved marineværftet i [[Karlskrona]].<ref name="Nf" />. En mindre dampbåd, «Lena», blev udrustet for at følge med som hjælpefartøj for ekspeditionen frem til [[Lena (flod)|Lena-floden]].

Videre bestod ekspeditionens medlemmer af videnskabsmænd fra ulige fakulteter, hydrograf, meteorolog, botaniker, zoolog, xylograf, tolk og skibslæge samt befalingsmænd og en besætning på 21 erfarne søfolk.<ref name="Gv"> [http://www.grm.se/nordost/hemexp/vegabess.htm ], Gränna, Visingsö och Ornlandet, lista over besättningen ]</ref> <ref name="Sp"> [http://medlem.spray.se/cbernes/marin/vegadelt.html ], Spray, lista over besättningen ]</ref>

Den [[22. juni]] [[1878]] forlod «Vega« havnen i [[Karlskrona]] med kurs mod Tromsø via København og Göteborg. Nordenskiöld selv sluttede sig først i Tromsø i juli til det øvrige selskab.<ref name="Nf" />.

Den [[21. juli]] 1878 forlod begge fartøjer, «Vega» og «Lena», havnen i [[Tromsø]] med kurs mod nord og derefter gennem [[Karahavet]], og man passerede [[Vajgatj-øen]] den 30. juli. Efter et ophold i [[Dikson]] den 6. august fortsatte rejsen østover gennem [[Nordenskiöld-øerne]], og man nåede frem til [[Kap Tsjeluskin]], hvor fartøjerne kastede anker den [[20. august]]<ref name="Ph" /> <ref name="Nf" />. Nordenskiöld skrev:

Efter et ophold fortsatte ekspeditionen videre mod nord, men blev tvunget til igen at sætte kurs mod syd og den isfrie rende langs [[Tajmyrhalvøen]]s østre kyst, til man nåede Lena-flodens munding natten mellem den 27. og [[28. august]]. Her skiltes fartøjerne, og «Lena» fortsatte op ad floden mod [[Jakutsk]]<ref name="Nf" />, mens «Vega» fortsatte videre mod øst og sejlede [[Nysibirien-øerne]] rundt den [[3. september]] <ref name="Nf" /> og [[Medvezji-øerne]], eller Bjørn-øerne noget senere. Ismasserne voksede, og rejsen gik langsommere, fordi man ikke tog chancen at sejle om natten. Mellem den 12. og 18. september måtte ekspeditionen stoppe op, for at vente på at isforholdene skulle blive bedre. Nordenskiöld skriver:

Derefter udforskede ekspeditionen «[[Saint Lawrence-bugten]]» (Zaliv Lavrentija) og «Port Clarence-bugten» i [[Alaska]].<ref name="Nf" />. Så fortsatte man mod [[Saint Lawrence Island|St. Lawrence-øen]], hvortil man ankom den [[31. juli]].

Tømmermanden om bord var den af mandskabet, som skrev dagbog. Bogen var mest formet som et brev til hans hustru hjemme i Karlskrona. Andersson mistede dagbogen i [[Nagasaki]], og derefter er dens skæbne ukendt. Dagbogen var forsvundet i 20 år, inden at den den kom tilveje. En svensk søkaptajn faldt over den i en brugtforretning i [[Shanghai]] i [[Kina]] i april [[1898]]. Kaptajnen overleverede bogen til den svenske handelsattaché for Østasien, og via London havnede den endelig i Sverige [[1908]] og indgår i dag i [[Kungliga Vetenskapsakademien]]s samlinger <ref name="Vs"> [http://www.grm.se/nordost/hemexp/dagbok/svedag.htm ], GRM.se Vega-Sven ]</ref>. Bogen blev udgivet posthumt [[1979]], et hundrede år efter, at den blev skrevet.

Ekspeditionen ankom til [[Aden]] den [[7. januar]], og fartøjet blev hilst med 21 skud fra en salutkonon. Den 9. januar fortsatte rejsen gennem [[Det Røde Hav]], og «Vega» ankom til [[Suez]] den [[27. januar]]. Herfra blev der foretaget en udflugt til [[Kairo]], og den [[3. februar]] fortsatte hjemrejsen gennem [[Suezkanalen]], og man nåede [[Port Said]] den [[5. februar]] .<ref name="Ns"> [http://www.gutenberg.org/files/24365/24365-h/24365-h.htm#CHAPTER_XX ], Vegas färd kring Asien och Europa, 2.a bandet, kapitel 20 ]</ref>

Den [[16. april]] nåede man [[København]] med nye overvældende festligheder, ikke mindst på grund af det danske besætningsmedlem. Den 20. april forlod «Vega» København, og den [[24. april]] kl 08:00 blev [[Vaxholm]] passeret og endelig kunne man kaste anker på Stockholms red kl. 22:00 efter en reise på 22.189 [[Nautisk mil|nautiske mil]] .<ref name="Ns" />.