Carl Paul Caspari: Forskelle mellem versioner

Den første undervisning fik Caspari, der var født af [[jødisk]]e forældre, i hjembyens jødiske barneskole, hvor han navnlig lærte [[hebraisk]]. I 1834 kom han som [[student]] til [[Leipzig]], hvor han studerede orientalske sprog under [[Heinrich Leberecht Fleischer|Fleischer]]. I 1838 lod han sig døbe, under påvirkning blandt andet af sin studiefælle [[Franz Delitzsch]]. I 2 år studerede han nu i [[Berlin]] under den meget ortodokse [[Hengstenberg]], hvis opfattelse af det [[Gamle Testamente]] blev bestemmende for ham. I 1842 blev han [[Dr.phil.]], i 1844 Liclic.theol. hon. c. ved Königsberg Universitet; en kaldelse som extraordinær professor til dette universitet afslog han 1845, da han som streng [[lutheraner]] ikke anerkendte den preussiske unerede Kirkekirke.

I 1847 konstitueredes han som lektor i teologi ved universitetet i [[Oslo|Kristiania]], en stilling, han havde søgt efter [[Gisle Johnson]]s opfordring. Han blev professor i 1857 og blev trods flere kaldelser til Tyskland i Norge til sin Død. I 1860 blev han [[Dr.theol.]] hon. c. i Erlangen.

Casparis første arbejde var udgivelsen af en arabisk tekst i 1838, og han skrev en større ''Grammatica Arabica'' 1844-48, der senere kom på tysk (1859, 1866, 1876 ved Aug. Müller), fransk og engelsk og navnlig i den engelske bearbejdelse ved Wright blev et hovedværk.

Hans universitetsvirksomhed bestod mest i behandling af Gamle Testamente. I 1842 udgav han en kommentar til [[Obadias' Bog]] og skrev endvidere "''Beiträge zur Einleitung in das Buch Jesaja''" (1848), "''Über den syrisch-ephraimitischen Krieg unter Jotham und Ahaz''" (1849), "''Über Micha den Morashtiten''" (1852). Han begyndte en fortolkning af [[Esajas' Bog]] 1-12, hvoraf kun halvdelen udkom (1867), og skrev "''Zur Einführung in das Buch Daniel''" (1869). Ved siden heraf skrev han populære skrifter på dansk-norsk, således om "''Abrahams Prøvelse og Jakobs Kamp med Gud''", "''Populære Foredrag over Bogen Daniel''", "''Bibelske Afhandlinger''" (1884).

Hans standpunkt var stærkt [[Apologetik|apologetisk]] i [[Hengstenberg]]’ss ånd med afvisning af al kritik.

I 1857 oprettede han med Gisle Johnson og Tønder Nissen ''Theologisk Tidsskrift for den evangelsk-lutherske Kirke i Norge''. Her offentliggjorde han blandt andet en del af de undersøgelser af dåbssymbolet, som han foretog på foranledning af [[N.F.S. Grundtvig|Grundtvig]]’s optræden, og som optog resten af hans levetid. Hans hovedværker om dette emne var "''Ungedruckte, unbeachtete und wenig beachtete Quellen zur Geschichte des Taufsymbols und der Glaubensregel''", I-III (1866-75), "''Alte und neue Quellen zur Geschichte des Taufsymbols und der Glaubensregel''" (1879) og "''Historiske Oplysninger om Trosspørgsmaalenes Ordlyd ved Daaben''" (1879). Hertil sluttede sig "''Nadverens Indstiftelsesords gudstjenstlige Historie fra 5. Aarh. af indtil vore Dage''" (1868). Det var for ham ikke blot en historisk undersøgelse, men tillige en kamp om den sande Lutherdom. I 1872 skrev han om [[Den augsburgske bekendelse]] og [[Luthers lille Katekismus]]’ stilling til den hellige skrifter, og sammen med Gisle Johnson oversatte han "''Konkordiebogen eller den evangelsk-lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter''" (1861-66) og "''Den norsk-lutherske Kirkes Bekendelsesskrifter''".

I 1894 udgaves hans efterladte værk "''Der Glaube an die Trinität Gottes in der Kirche des ersten christlichen Jahrhunderts''".