Realisme (international politik): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: ændre Skabelon:Harflertydig2 til Skabelon:Harflertydig så prefix-søgning bliver korrekt
→‎Neorealismen: sletter afsnit, der er flyttet til anden artikel
Tag: 2017-kilderedigering
Linje 17:
== Neorealismen ==
{{Uddybende|Neorealisme (international politik)}}
Neo-realismen er mindre normativ i sin tilgang til studiet af internationale relationer. [[Kenneth Waltz]], den ledende neo-realist, forsøger at beskrive staters handlinger ud fra den internationale struktur. Det normative element forsvinder dermed; staterne handler på en given måde, fordi strukturen nødvendiggør disse handlinger. Strukturen i det internationale system er anarkisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede; uanset ideologi, kultur eller ledere, så varetager stater de samme grundlæggende funktioner – inddragelse af skatter, forsvar af staten, og så videre. Den eneste forskel er staternes '''kapabiliteter'''.
 
Strukturen i det internationale system er anarkisk. Staterne kan alle betragtes som funktionelt ligestillede; uanset ideologi, kultur eller ledere, så varetager stater de samme grundlæggende funktioner – inddragelse af skatter, forsvar af staten, og så videre. Den eneste forskel er staternes '''kapabiliteter'''. Strukturen i [[det internationale samfund]] ændres, når fordelingen af kapabiliteter forandres. Hans betydning for forskningstraditionen omfatter især en udvidelse af det oprindelige felt til at omfatte strukturen i det [[international]]e [[system]], som antages at skabe rummet for magtudøvelse. Waltz har bl.a. analyseret, hvordan stater indgår i alliancedannelse, krigsførelse og fredsslutning i et forsøg på at forklare strukturelle betingelser for staters handlerum. Han anskuer [[internationale organisationer]]s muligheder for at handle i internationale anliggender for at være begrænsede af staternes brug af disse organisationer som et middel til at opnå egne mål.
 
Det helt afgørende for Waltz er fordelingen mellem de største magter. Han sondrer mellem bipolære systemer – såsom systemet under den kolde krig – og multipolære systemer, såsom systemet før afslutningen på 2. verdenskrig. Et tredje system, det unipolære system, betragtes som et system, der kun kan overleve en kort overgang. Kenneth Waltz har derfor forudset, at USA’s stilling som eneste supermagt ikke kan fortsætte og forventer, at der vil opstå en multipolaritet i det internationale system i løbet af en kortere årrække. <ref> I en samtale med Ole Wæver på Københavns Universitet 11. juni 2005 fremhævede Kenneth Waltz, at problemet ved fravær af konkurrerende magtpoler er, at en stat, som besidder overvældende magt opfører sig egenrådigt og umådeholdent i international politik.</ref> Den førende danske neorealist, [[Bertel Heurlin]], er ikke enig med Waltz i dette spørgsmål:
 
: ”Der er intet der tyder på, at denne forudsigelse vil blive til virkelighed. Tværtimod tyder alt på, at unipolariteten har bidt sig fast: Der er ingen klare kandidater til nye supermagter, og der er ingen tegn på, at det vil kunne betale sig for større magter at danne modalliancer mod USA” <ref>{{cite web|url=http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2005/USA-webfinal.pdf/2005|title="USA som militærmagt"|side=202|accessdate=2011-11-19}}</ref>
Waltz betragter det bipolære system som det mest sikre. Når der kun er to magter, så vil begge arbejde på at bevare det eksisterende system, da de derigennem vil sikre deres egen overlevelse.
 
== Teoretikere ==