Wikipedia

Valdemar Sejr: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
→‎Konge af Danmark: Illustration. Om hans indblanding i de norske borgerkrige 1130-1240.
Om Danmarks udstrækning.
Linje 38:
|religion =
}}
'''Valdemar Sejr''' ('''Valdemar 2.''') ([[maj]]/[[juni]] [[1170]] i [[Ribe]] – [[28. marts]] [[1241]] i [[Vordingborg]]) var konge af [[Danmark]] fra [[1202]] til sin død. Han var søn af [[Valdemar 1. den Store|Valdemar den Store]] og [[Sophia af Minsk]]. Han efterfulgte sin broderbror [[Knud 6.|Knud den Sjette]], der døde barnløs. [[Juledag]] 1202 blev han kronet i [[Lund Domkirke]] af [[ærkebisp]] [[Anders Sunesen]].
 
I [[1188]] blev han udnævnt til [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]]. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud 6. og Valdemar Sejr. Først [[erobre]]deindtog Valdemar Sejr [[Grevskabet Holsten|Holsten]],; siden [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarsken]], [[Lübeck]] og [[Hamburg]]. [[Tilnavn]]et "Sejr" fik han, fordi han var en af de store erobrere i [[Danmarkshistorien]], omfattende store områder ved [[Østersøen]], såsom [[Pommern]] og [[Estland]]. Især den sidste erobring fik stor betydning, da det ifølge [[sagn]]et var her, [[Dannebrog]] faldt ned fra himlen. <ref>https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/kongeraekken/valdemar-2-sejr/</ref> Danmark kom til at strække sig fra [[Elben]] og [[Vadehavet]] i vest til [[Gdansk]] i øst, og grænsede mod syd op mod floden Netze i vore dages [[Polen]]. <ref>https://www.guideservicedanmark.dk/historietimen/valdemar-sejr</ref> Tilnavnet "Sejr" erhvervede han dog først i 1500-tallet. <ref>http://denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks_historie/Danmark_f%C3%B8r_Reformationen/Valdemar_2._Sejr</ref>
 
== Liv og gerning ==
 
=== Barndom og ungdom ===
Ved faderenssin fars død var han kun 12 år gammel; i 18-års alderen overtog han Hertugdømmet[[hertugdømme]]t [[Sønderjylland]], som [[biskop]] [[Biskop Valdemar|Valdemar]] havde styret i hans sted. Efter nogle års forløb kom han dog i strid med sin frænde på [[Slesvig Stift|Slesvig bispestol]] og fratog ham meget [[gods]], rimeligvis fordi han havde ham mistænkt for forræderiske[[forræderi]]ske planer. Da så biskop Valdemar i [[1192]] åbenlyst med svensk hjælp stræbteefterstræbte efter tronen[[trone]]n, var det Valdemar, der tog ham til fange. Allerede under disse tildragelser havde grev [[Adolf 3. af Holsten|Adolf III af Holsten]] vist sig som fjende af Danmark, og da dette gentog sig ved senere lejligheder, faldt Valdemar i [[1201]] ind i [[grevskabet Holsten]] og erobrede landet. Dog kunne han ikke indtage [[Lauenburg (Elben)|Lauenborg]], men ved en natlig overrumpling af [[Hamborg]] [[juleaften]] [[1201]] tog Valdemar Adolf til fange og løslod ham ikke uden mod Lauenborgs overgivelse.<ref name="Salm 418">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0428.html Olrik, s. 418]</ref>▼
 
▲Ved faderens død var han kun 12 år gammel; i 18-års alderen overtog han Hertugdømmet Sønderjylland, som [[biskop]] [[Biskop Valdemar|Valdemar]] havde styret i hans sted. Efter nogle års forløb kom han dog i strid med sin frænde på [[Slesvig Stift|Slesvig bispestol]] og fratog ham meget gods, rimeligvis fordi han havde ham mistænkt for forræderiske planer. Da så biskop Valdemar i [[1192]] åbenlyst med svensk hjælp stræbte efter tronen, var det Valdemar, der tog ham til fange. Allerede under disse tildragelser havde grev [[Adolf 3. af Holsten|Adolf III af Holsten]] vist sig som fjende af Danmark, og da dette gentog sig ved senere lejligheder, faldt Valdemar i [[1201]] ind i [[grevskabet Holsten]] og erobrede landet. Dog kunne han ikke indtage [[Lauenburg (Elben)|Lauenborg]], men ved en natlig overrumpling af [[Hamborg]] juleaften 1201 tog Valdemar Adolf til fange og løslod ham ikke uden mod Lauenborgs overgivelse.<ref name="Salm 418">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0428.html Olrik, s. 418]</ref>
 
=== Konge af Danmark ===
[[Fil:Valdemar Sejr (kongefrisen).jpg|thumb|Valdemar Sejr på kongefrisen.]]
Ved sin barnløse brodersbrors død den [[12. november]] [[1202]] blev Valdemar Danmarks konge og kronedeskronet juledag af [[ærkebiskop]] [[Anders Sunesen|Anders Sunesøn]] i [[Lunds Domkirke]]. I Holsten satte Valdemar sin søstersøn, [[Albert af Orlamünde]], for styret. Samtidig godkendte han [[Otto 4. af Braunschweig|Otto 4.]] som [[tysk konge]], og til gengæld afstod denne ham alle lande nord for [[Elben]]; af disse kom [[Lübeck]] og [[Ditmarsken (landskab)|Ditmarsken]] til at stå umiddelbart under den danske krone.<ref name="Salm 418"/>
 
Også i forholdet til sine nordlige naboer blandede Valdemar sig, men ikke med samme held: I [[1204]] gjorde han et togt til [[Norge]] for at støtte baglernes <ref>http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Norge_og_Sverige/Norge_1066-1397/baglerne</ref> tronkræver, Erling Stenvæg, <ref>http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Norge_og_Sverige/Norge_1066-1397/Erling_Steinvegg</ref> mod [[kong Sverre]]s parti, [[birkebeinerne]]. (Kong Sverre var død i to år forinden, uden nogen endelig sejr over baglerne, og uden forsoning med kirken.) Valdemar kom sejlende ind i [[Viken (Norge)|Viken]] med en stor flåde. Både Erling Stenvæg og hans [[jarl]] og senere efterfølger som baglerkonge, Filippus Simonsson, I [[1204]] gjorde han et togt til [[Norge]] for at støtte baglernes <ref>http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Norge_og_Sverige/Norge_1066-1397/Filip_Simonsson</ref> skal have aflagt lens[[ed]] til den danske konge, og har dermed underkastet sig ham. Dette togt blev dog aldrig andet end en episode; det sidste af en række danske fremstød under de norske [[borgerkrig]]e [[1130]]-[[1240]] for at genvinde den kontrol, den danske kongemagt en gang havde haft over området omkring [[Oslofjorden]]. Efter Valdemar Sejrs død forstummede danske kongers krav på Viken. <ref> https://snl.no/Valdemar_2_Sejr</ref>
 
Nogle år senere søgte den fordrevne svenske konge, [[Sverker Karlsson den yngre|Sverker 2.]], med dansk hjælp at genvinde sit rige, men tabte [[slaget ved Lena]] i [[1208]], hvor mange danske stormænd faldt. Der vides dog intet om, at Valdemar selv skulle have sluttet forbund med Sverker. Denne faldt to år efter i slaget ved [[Gestilren]].<ref name="Salm 418"/>
 
=== Ægteskaber og familie ===
I [[1205]] ægtede Valdemar [[Dronning Dagmar|Dagmar af Bøhmen]], der var datter af [[Ottokar 1. af Bøhmen|Ottokar 1.]] af [[Böhmen]], omtrent ved den tid, han fik en søn, [[Knud Valdemarsen]], med [[Esbern Snare]]s enke [[Helena Guttormsdatter]]. [[Folkevise]]rne priser Dagmars godhed og skønhed i høje toner; men ægteskabet blev kun kortvarigt, thi Dagmar døde allerede i [[1212]] efter i [[1209]] at have født ham endnu en søn, [[Valdemar den Unge]].<ref name="Salm 418"/>
 
I 1205[[1214]] ægtede Valdemar den bøhmiskeportugisiske kongedatter, Dragomir, hvis navn på dansk omdannedes til [[Dronning Dagmar|Dagmar]], der var datterBerengaria af [[Ottokar 1. af BøhmenPortugal|Ottokar 1.Berengaria]] af(også [[Böhmen]]kaldt Bengerd). FolkeviserneMed priserhende hendesfik godhedhan ogfire skønhedbørn, ifør høje tonerhun, menligesom ægteskabetsin blevforgænger kun kortvarigtDagmar, thi Dagmar døde alleredei 1212barsel. efterDe attre isønner, 1209Berengaria atfødte, haveblev fødtalle hamdanske sønnenkonger, Valdemar.<ref name="Salm 418"/> og styrtede Danmark ud i ødelæggende borgerkrig.
 
I 1214 ægtede Valdemar den portugisiske kongedatter [[Berengaria af Portugal|Berengaria]] (Bengerd). Hun blev moder til tre sønner, der alle blev konger, og en datter, men døde som Dagmar i ung alder i 1221.<ref name="Salm 418"/>
 
=== Problemer i Nordtyskland ===
[[Fil:Danska_väldet_under_valdemar_sejr.jpg|thumb|Valdemar Sejrs besiddelser i Østersøimperiet.]]
På Dagmar’sDagmars og ærkebiskop Anders Sunesøns [[forbøn]] havde Valdemar kort efter brylluppet[[bryllup]]pet givet [[biskop Valdemar]] fri af fængslet, men allerede i 1207 lod denne sig mod givet løfte vælge til ærkebiskop af [[HamborgHamburg-Bremen]]; i HamborgHamburg, hvor Valdemar havde magten, fik han dog aldrig sat sin fod.<ref name="Salm 418"/>
 
Valdemar understøttede Otto IV4. i hans kamp mod hohenstaufernes[[hohenstaufer]]nes tronkræver, Filip,; men efter dennes mord i 1208 kølnedeskølnede forholdet snart, og da den unge [[Frederik 2. (Tysk-romerske rige)|Frederik (II)2.]] optrådte som Otto’sOttos medbejler, hjalp Valdemar ham, og fik til gengæld sit herredømme over alle tyske lande nord for Elben og [[Elde]] stadfæstet af ham i 1214. Samtidig underlagde Valdemar sig [[Mecklenburg]] fuldstændig, og da kejser Otto besatte Hamborg, erobrede Valdemar byen tilbage i 1216. Kort efter blev også biskop Valdemar fordrevenfordrevet fra [[Bremen]].<ref name="Salm 418"/>
 
=== Korstoget til Estland ===
 
Også mod de østlige østersølande havde Valdemar vendt sit blik. Allerede i [[1206]] gjorde han tog mod [[Øsel]], [[1210]] til [[Preussen]] og [[Samland]], og da de nordtyske forhold var helt ordnede, tænkte Valdemar på et stort [[korstog]] mod Estland. [[Sankthans|Sankt Hansdag]] 1218 kronedes hans lille søn Valdemar i [[Slesvig (by)|Slesvig]] til konge, og her kom også biskop [[Albert af Riga]] til stede og bad kongen underlægge sig Estland.<ref name="Salm 419">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0429.html Olrik, s. 419]</ref>
 
Den [[15. juni]] [[1219]] kom [[Dansk Estland|Estland]] under dansk overherredømme. [[Pave]]n havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk [[korstog]] som hjælp i [[Palæstina]] eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen foretrak at færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland, så [[Sværdridder]]ne (senere indlemmet i [[Tyske orden|Den Tyske Orden]]) ikke blev for magtfulde.
 
[[Fil:Valdemarsejrssegl.jpg|thumb|Valdemar Sejrs [[segl]].]]
I [[1217]] sendte Valdemar sin nevø [[Albert af Orlamünde]] til Estland i håb om at erobre [[Øsel]]. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra [[Riga]] over [[is]]en til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet ''Det kolde korstog''. [[Sværdbroderordenen]], tyske korsfarere og nyomvendte lettere og litauere begav sig i vinternattens mørke over isen til [[Suntaken]] og derfra over land til [[Reval]]. Frosten og den bidende [[vind]] fik ansigts[[hud]]en til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs [[næse]], hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede [[krigsfange]]r og [[kvæg]] ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet.
 
Line 80 ⟶ 76:
 
=== Jagten på Lyø ===
 
Grev [[Henrik af Schwerin]] følte sig på forskellig måde forurettet af Valdemar, og ved et overfald natten mellem 6. og 7. maj 1223 på [[Lyø]], hvor kongen var på jagt, lykkedes det ham at fange Valdemar og hans unge søn med samme navn. Henrik førte dem til sin borg, Lenzen, senere til Dannenberg på venstre bred af Elben. I Danmark var bestyrtelsen stor, imidlertid valgtes Albert af Orlamünde til rigsforstander, og man skrev til paven om hjælp. Kejseren nærede planer om at få Valdemar udleveret til sig, men de røg hurtig i vasken, navnlig på grund af pave [[Honorius]]’ strenge skrivelse. Men i øvrigt var paven så at sige Danmarks eneste støtte i disse tider. I Dannenberg indledtes der nu lange forhandlinger om fangernes løsladelse; men de strandede på grevens fordringsfuldhed, og nu faldt kongens fjender ind i Holsten, hvor Albert tabte [[Slaget ved Mölln]] i januar 1225 og toges til fange. Nu måtte de danske gå til forlig; det sluttedes i november 1225 på de vilkår, at Valdemar skulle afstå alle tyske og vendiske lande (undtagen [[Rügen]]) og i løsepenge udrede 45.000 mark sølv foruden mange mindre ydelser. Fangerne skulle løslades, efterhånden, som løsesummen betaltes.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Valdemars sidste kamp ===
 
I julen 1225 kom Valdemar hjem, men holdt sig foreløbig i ro. Men da hans unge søn Valdemar var løsgivet ved påsketid 1226, følte han sig mere tryg og skrev til paven om at blive løst fra den ed, han havde svoret på ikke at fejde mod Henrik og hans forbundsfæller. Pavens svar var imødekommende, og i foråret 1227 rykkede Valdemar ind i Holsten. Efter forskellige kampe kom det til [[slaget ved Bornhöved]] den [[22. juli]] [[1227]]. Dette slag blev afgørende for forholdet mellem Danmark og Tyskland, og Valdemar udsonede sig efterhånden med sine modstandere; i Holsten sad nu grev Adolf III’s søn af samme navn. Først i 1230 kom Valdemars andre sønner ud af fangenskab — de havde måttet gå i fængsel som gidsler ved faderens og deres ældre broders løsladelse — men i øvrigt var på den tid kun halvdelen af den meget store løsesum udredet.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Valdemar den unge dør ===
 
Snart efter fik Valdemar en ny sorg, da hans ældste søn kom af dage ved et [[vådeskud]] under en jagt på [[Refsnæs]] den 28. november 1231.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Kong Valdemars Jordebog ===
 
Svære økonomiske tab havde landet lidt i al denne tid, ikke blot ved udredelsen af de høje løsepenge, men også ved [[kvægpest]] og dyrtid. Herpå søgte Valdemar i sin kongetids sidste år med stor dygtighed at råde bod. For at skaffe sig en virkelig oversigt over kongens indtægter lod Valdemar foretage store forarbejder til en [[jordebog]] over kongens og Kronens gods og en skatteliste over hele landet, kendt den dag i dag under navn af "[[Kong Valdemars Jordebog]]".<ref name="Salm 419"/>
 
=== Jyske Lov ===
 
Også som lovgiver udmærkede Valdemar sig; hans hovedarbejde på dette område var "[[Jyske Lov]]", vedtagen på et [[Danehof]] i [[Vordingborg]] i marts 1241. Valdemars vigtigste rådgiver i disse sager var den højt ansete biskop Gunner af Viborg.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Stensby-aftalen ===
 
I det hele stod Valdemar kirken og dens mænd nær, og i hans regerings første halvdel var ærkebiskop Anders Sunesøn ham en udmærket hjælp og støtte. Valdemar viste stor gavmildhed mod kirker og klostre, og med paverne stod han på den venskabeligste fod, hvad der ikke viste sig helt uden betydning i hans fangenskabs tid. Det sidste, han opnåede ved pavelig mellemkomst, var et [[Stensby-aftalen|forlig]] med [[Sværdbroderordenen]] i [[Stensby]] ved Vordingborg i [[1238]], hvorved han genvandt den større nordlige del af det tabte Estland.<ref name="Salm 419"/>
 
=== Riget splittes ===
 
Af sønnerne lod Valdemar den ældste, Erik, krone til konge i 1232, mens han gav de andre store forleninger, ikke blot sine ægte børn Abel og Christoffer, men også sønnen Knud, som han havde fået i en forbindelse med [[Esbern Snare]]s unge enke, Helene, og sønnesønnen Niels, samt desuden sine tyske søstersønner [[Albert af Orlamünde]] og [[Otto Barnet af Braunschweig-Lüneburg|Otto af Braunschweig-Lüneburg]]. Dermed lagdes grunden til den splittelse i riget, som viste sig umiddelbart efter Valdemars egen død.<ref name="Salm 419"/>
 
Line 113 ⟶ 102:
 
== Noter ==
{{Reflist|2}}
 
== Litteratur ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Valdemar_Sejr"