William Shakespeare: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
BirgerJN (diskussion | bidrag) |
BirgerJN (diskussion | bidrag) |
||
Linje 36:
Sideløbende med sit arbejde som skuespiller begyndte han at skrive skuespil i flere forskellige genrer: ''Tvillingerne'' er efter [[Plautus]] og i [[commedia dell'arte]]. ''Henrik d. VI'' er i tidens stil for historiske spil. Da vi første gang hører om ham i London 1592, har han haft så stor succes hos publikum'','' at en ældre kollega Robert Greene, der tilhørte de såkaldte ''”university-wits”,''<ref>Peter Ackroyd, ''Shakespeare: The Biography'', London, 2006. ISBN 978-0-7493-8655-9, s. 176.</ref> finder det på tide at sætte denne opkomling på plads. I en berømt pamflet ''Groath-worth of Witte'' advarer han mod en skuespiller, der tror han kan skrive blankvers, en ”''upstart crow”'', der pynter sig med "vores fjer", og tror han er den eneste ”Shake-scene” i landet.<ref>Stephen Greenblatt, ''Will in the World: How Shakespeare Became Shakespeare'', London, 2005. ISBN 9780712600989, s. 213.</ref> Han hyldes dog af andre kolleger bl.a. Thomas Nashe for sin udformning af helten Talbot, ”de franskes skræk” i ''Henrik d. VI.''<ref>Begge eksempler nævnes hos Chambers. Se K. E. Chambers, ''William Shakespeare: A Study of Facts and Problems''. Bd. I og II, 1930.</ref>
Shakespeare er usædvanlig produktiv i hele sin karriere, og allerede i 1592 har han mindst fem skuespil bag sig.<ref>Både rækkefølgen og tidsbestemmelsen af de første skuespil er forbundet med stor usikkerhed. Se Roland Frye, ''The Art of the Dramatist'', London, 2005. ISBN 0-415-35289-4, s. 9, Park Honan, ''Shakespeare: A Life'', Oxford, 1998. ISBN 9780198117926, s. 166 og Schoenbaum 1987, pp. 159-161.</ref> Han fik udgivet de fortællende digte, ''Venus og Adonis'' i 1593 og ''The Rape of Lucree'', i 1594 bos bogtrykkeren Richard Fields, som han kendte fra Stratford. Her er de sikkert også skrevet, mens pesten rasede i London, og teatrene i lange perioder var lukkede. Med disse to fortællende digte fik Shakespeare også et stort navn som digter.
Shakespeare og hans samtidige anså ikke et teatermanuskript som litteratur. De så det som "repertoire" med et udtryk af den danske skuespiller og teaterhistoriker Karl Mantzius. Manuskriptet var skrevet for skuespillerne og tilhørte teatret som en levende kunstart. Det var replikker. Og vi ved, at Shakespeare reviderede og skrev til. At læse skuespil som litteratur er noget, der er kommet til senere.
| |||