Jacques Lacan: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner |
Jeg har slettet særdeles sløsede definitioner, som gør mere skade en gavn. |
||
Linje 72:
=== Det reelle ===
Forestillingen om det reelle ændrede sig meget gennem Lacans karriere, fra starten af 1950’ern, hvor det var et relativt uudviklet koncept, gennem 60-70’erne hvor Lacan bruger begrebet til at beskrive forholdet mellem det imaginære og det symbolske, frem til slutningen af hans karriere, hvor det reelle får en hel central placering i hans begrebsudvikling.
For Lacan består vores virkelighed af symboler
Lacan mener også, at det reelle er tæt forbundet med traumet, forstået på den måde, at et traume ikke kan symboliseres fuldt ud. Der vil altid være noget tilbage, som ikke kunne blive sagt. Lige meget hvor meget vi forsøger at sætte ord på vores smerte, er der altid noget, der ikke kan symboliseres igennem sproget. Dette er det reelle.
== Det ubevidste ==
For Lacan er psykoanalysen en videnskab, der går ud på at beskrive det ubevidste subjekt. Man kan ikke vide, hvad det ubevidste er, men det ubevidste fremkommer i talen. Det ubevidste er afstanden og bruddet med sproget. Der hvor sproget holder op, der hvor der er brud på den symbolske kæde. For Lacan skal sproget ikke bare forstås som, det man siger eller det man skriver, men det bestemmende system, der er baseret på differentieret relationer. Der kan med andre ord ikke være noget ubevidste uden en Anden.
== Ødipuskompleks og faderloven ==
For Lacan bliver ødipuskomplekset set som en symbolsk struktur. I vores samfund er den primære struktur, der definerer vores symbolske og ubevidste forhold, ødipuskomplekset. Dette kompleks indtræder, når barnet finder ud af, at det ikke er det eneste moderen begærer. Der opstår derfor et form for trekantsdrama mellem barn, mor og moderens begærsobjekt. Det er denne triangulære struktur, der nedbryder det binære forhold, som findes mellem moder og barn. Derved markerer ødipuskompleks overgangen fra det imaginære til det symbolske gennem faderloven.
Faderen skal ikke ses som en person men rettere en metafor eller en signifiant. Fadeloven, fallos, fadernavnet er en signifiant, der bryder forholdet mellem moder og barn og introducerer barnet ind i den symbolske orden af begær og mangel. Dermed bliver overjeget i ødipuskomplekset skabt gennem faderfiguren.
== Le sinthome ==
Line 97 ⟶ 88:
Når man snakker om børns seksualitet, er det vigtigt at skelne denne fra voksnes seksualitet. Hos børn er det hos begge køn kun tale om en form for genital stimulation. Derved bliver genitaler et spørgsmål om at have penis eller ikke at have det, og det er igennem denne distinktion, at børn lærer, om at der er forskel på køn og i det hele taget forskel. Drengen ser derfor kvinden som en kastreret mand. Hos Lacan er fallos en signifiant og ikke blot mandens lem. Det er gennem faderloven, at fallos inkarnerer den centrale organiserende signifiant af det ubevidste. Fallos er dermed det tabte objekt, som ingen nogensinde har haft. I så henseende er fallos ikke som andre signifianter. Den er en manglens signifiant, en tom signifiant.
Fallos er det ultimative begærsobjekt, som vi har tabt. Derfor leder vi altid efter fallos, men pointen er hos Lacan, at vi aldrig nogensinde har haft den.
Kønsforskel hos Freud handler om at have penis eller ikke at have penis. Dem, der ikke har penis, må dermed antages at være kastreret. For Lacan er kastration en symbolsk proces, der drejer sig om at skære ens jouissance over. Lacan skelner mellem at have eller at være fallos. Den maskuline position handler om at have fallos, mens den feminine handler om at være fallos. Der er tale om en maskulin fallisk jouissance og den Anden jouissance, der er hinsides den falliske jouissance. Hvor fallisk jouissance referer til nydelsen, der går galt, at det aldrig lige var det. Den Anden jouissance derimod er den, vi ikke kan snakke om, da den derved vil komme ind i den symbolske orden, der per definition er fallisk. Maskulinitet og femininitet er altså ikke ifølge Lacan baseret på anatomisk forhold, men på subjektive positioner der er defineret af relationen til fallos som en signifiant. Kastration betegner derfor det fundamentale tab, for hvilket fallos er signifiant. Forskellen på kvindelig og mandlig kastration skal af den grund findes i forholdet til ødipuskompleks. Drenge kan altså foregive at have fallos, hvorimod piger skal være fallos. Dette sker igennem ødipuskompleks, hvor drengen anerkender moderens begær og dermed mangel. Drengen identificerer sig derved med faren, som formodes at have fallos. Drengen udgiver sig derfor for at have fallos velvidende om, at fallos ikke er til stede. Pigen derimod må opgive forestillingen om at have fallos, så hun kan identificere sig med moderen, og derved også blive begærsobjekt for den Anden. Kvinden bliver ifølge Lacan nødt til at opgive en del af sig selv for at blive fallos. Dette sker igennem Lacans koncept omkring maskeraden. Det er igennem maskeraden, at kvindens ikke-havende fallos transformeres til at være fallos.
== Citater ==
|