Caspar David Friedrich: Forskelle mellem versioner

Visualiseringen af portrætteringen af landskaber på en helt ny måde var Friedrichs vigtigste fornyelse. Han søgte ikke kun at udforske den lyksalige fornøjelse ved en smuk udsigt, som i den klassiske udgave, men nærmere at undersøge et [[sublim]]t øjeblik, en genforening med det åndelige gennem oplevelsen af naturen. Friedrich ændrede landskabet i kunsten fra at være en baggrund for det menneskelige drama til en følelsesladet genstand i sig selv.<ref name="mitchell"/> Friedrichs billeder havde ofte en ''Rückenfigur'' – en person set bagfra, som betragter udsigten. Betragteren tilskyndes til at sætte sig i ''Rückenfigurens'' sted, således at han oplever det sublime potentiale i naturen og forstår, at sceneriet er opfattet og idealiseret af et menneske.<ref>[[Elizabeth Prettejohn|Prettejohn, Elizabeth]] (2005). ''Beauty & Art, 1750–2000''. Oxford: Oxford University Press, pp. 54–56. ISBN 0-19-280160-0.</ref> Friedrich skabte forestillingen om et landskab fuldt af romantisk følelse – ''die romantische Stimmungslandschaft'' (''det romantiske stemningslandskab'').<ref name="HB">{{Citation|last=Beenken|first=Hermann|date=April 1938|title=Caspar David Friedrich|journal=The Burlington Magazine for Connoisseurs|volume=72|issue=421|pages=171–175|jstor=867281}}</ref> Hans kunst går i dybden med en lang række geografiske forhold, såsom klippekyster, skove og bjergscener. Han bruger ofte landskabet til at udtrykke religiøse temaer. På hans tid blev hovedparten af de bedst kendte malerier set som udtryk for en religiøs [[mysticisme]].<ref>{{citation | title = Academic American Encyclopedia | publisher = Grolier | location = Danbury | year = 1989|page=332 | isbn = 0-7172-2024-9 }}</ref>

 

 

Friedrich sagde: "Kunstnere skal ikke kun male det, han ser for sig, men også hvad han ser inden i sig selv. Hvis han ikke ser noget i sig selv, så bør han også afholde sig fra at male det, som han ser foran sig. Ellers vil hans billeder blive som de foldeskærme, bag hvilke man kun venter at finde de syge og døde."<ref>Citeret i {{Harvnb|Börsch-Supan|1974|pp=7–8}}</ref> Store skyer, storme, tåge, skove, ruiner og kors, som bærer vidne om Guds tilstedeværelse, er hyppige elementer i Friedrichs landskaber. Selv om døden kommer symbolsk til udtryk i både som sejler bort fra kysten – et [[Charon (mytologi)|Charon]]-lignende motiv – og i poppeltræet, henvises der mere direkte til den i malerier som ''[[Klosteret i egeskoven]]'' (1808–10), hvor munke bærer en kiste forbi en åben grav hen mod et kors og gennem døren til en kirkeruin.