Slaget ved Königgrätz: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Königgrätz''' var det afgørende slag i den [[Preussisk-østrigske krig]]. Det udkæmpedes den [[3. juli]] [[1866]] i nærheden af fæstningen [[Hradec Králové|Königgrätz]] ved landsbyen [[Sadová]] mellem tropper fra kongeriget [[Preussen]] på den ene side mod tropper fra [[Østrig]] og [[Kongeriget Sachsen|Sachsen]] på den anden.

Slagmarken var omkring 10 km lang og fem km bred. Her kæmpede over 400.000 soldater. Slagets centrum var de strategisk vigtige bakker Svib ved [[Máslojedy]] og [[Chlum (Všestary)|Chlum]].

Som følge af sejren blev Preussen den førende magt i [[Tyskland]], og [[Otto von Bismarck|Bismarck]] kunne gennemføre "[[den lilletyske løsning]]". Slaget var en forudsætning for etableringen af det [[tyske kejserrige]] i [[1871]].

Efter [[Napoleonskrigene]] blev magtbalancen mellem europæiske stater genoprettet på [[Wienerkongressen]] i [[1814]]-[[1815]]. På ruinerne af det [[tysk-romerske rige]] opstod det [[Tyske forbund]] som et løst statsforbund med [[Østrig]]. Årsagen til den preussisk-østrigske krig skulle findes i, at spændingerne mellem Preussen og Østrig om herredømmet i det tyske forbund blev stadig større, ikke mindst som følge af Preussens unionspolitik. Den direkte anledning til krigen var uenighed om herredømmet over de fælles hertugdømmer [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] efter [[krigen i 1864]] mod [[Danmark]]. I [[1865]] blev modsætningerne i første omgang bilagt i [[Gastein-aftalen]]. Da Preussen i strid med aftalen besatte Holsten, forlangte Østrig den tyske forbundshær mobiliseret. Herefter trådte Preussen ud af det tyske forbund og erklærede Østrig krig den [[19. juni]] [[1866]].

Betydningen af slaget ved Königgrätz skal både i almindelig politisk og i militærstrategisk perspektiv ses som en milepæl i udviklingen i [[Europa]]. Med Königgrätz begynder massehærene, som med de nye [[jernbane]]r hurtigt og let kunne manøvreres rundt, og i modsætning til [[Napoleonskrigene]] gennemførtes slag udelukkende med brug af skydevåben. Brugen af [[bajonet]]ten som det afgørende våben i kamp mand-mod-mand, var blevet forældet i takt med den trinvise overgang til automatiserede håndskydevåben. Samtidig benyttes ''opgavetaktik'', som havde rødder tilbage til [[Frederik den Store af Preussen|Frederik den stores]] og [[Napoleon 1. af Frankrig|Napoleons]] videreudvikling af taktikken, der indebar at de enkelte officerer fik en større grad af selvstændighed i forhold til udførelsen af de overordnede mål, som blev udstukket af hærchefen. De kunne tilpasse kampindsatsen efter terrænforholdene. Nu kunne selv kompagnichefer, dvs. officerer med rang af [[kaptajn (militær)|kaptajn]] eller [[løjtnant]] i tvivlstilfælde selv træffe beslutninger uden at frygte for at blive straffet for [[lydighedsnægtelse]] af deres foresatte.

Alle disse tendenser havde vist sig i den [[amerikanske borgerkrig]] (1861-1865). Før den Preussisk-østrigske krig havde Preussen militærobservatører, som fulgte [[Nordstaterne]] i borgerkrigen, hvor de iagttog brugen af jernbaner, telegraf og moderne krigsvåben.

Desuden brugte den preussiske hær bagladegeværer for første gang i et stort slag. I modsætning til forladegeværerne var bagladegeværerne hurtigere og kunne lades i liggende stilling. Sekondløjtnant i 3. garderegiment til fods [[Paul von Hindenburg]] betegnede i sin øjenvidneskildring virkningen af bagladegeværerne som "frygtelig".<ref>[[Paul von Hindenburg]]: ''Aus meinem Leben''. Hirzel Verlag, Leipzig 1934.</ref>

På preussisk side havde generalstabschefen Helmuth von Moltke planlagt en knibtangsmanøvre. Moltkes slagplan var, som han selv sagde: "yderst enkel". Han byggede på det simple, men i gennemførelsen bestemt problematiske princip: "Adskilt marchere, forenet slås!. Således satte den preussiske overkommando i slutningen af juni 1866 tre armeer i bevægelse: Den 1. armé under prins [[Frederik Karl af Preussen|Friedrich Karl af Preussen]], den 2. under dennes fætter, kronprins [[Frederik 3. af Preussen|Friedrich-Wilhelm]] og Elbenarmeen under general [[Eberhard Herwarth von Bittenfeld|Herwarth von Bittenfeld]] – som i en stort anlagt bue skulle indkredse de østrigske styrker og rive dem op, hvorefter den 1. armé skulle binde østrigerne i vest og den 2. og Elbenarmeen indeslutte østrigerne fra nord og syd.

Efter flere kampe, hvor preusserne sejrede i de fleste i det bøhmiske højland ved [[Prag]] mellem den [[26. juni]] og [[3. juli]], kom det i de tidligere morgentimer den 3. juli til et sammenstød ved Svíb ved [[Sadová]].

Betydningen af slaget var tydelig for de samtidige. Også [[det andet franske kejserdømme]] så, at der var en mægtig ny nabo i støbeskeen under preussisk ledelse. For at hindre tysk samling hørtes snart slagordet ''Revanche pour Sadowa!''. Det var målet at kvæle den nye nabo i fødslen.

Den østrigske øverstbefalende var en dygtig strateg, men han havde forsøgt at undslå sig fra posten som øverstbefalende for nordarmeen, da han ikke havde erfaring med forholdene i Bøhmen og da nordarmeen befandt sig i en yderst ringe tilstand, hvilket medvirkede til at afgøre slaget. Efter slaget ved Königgrätz blev han fjernet fra sin post og stillet for en krigsret. Efter pres fra kejseren blev sagen imidlertid indstillet, og Benedek fik ordre til at tie om slaget. Nutidige historikere mener, at Benedek godt nok begik nogle fodfejl, men at nederlaget skyldtes ungarske officerer, som i modstrid med hans ordrer indledte et modangreb i skovene ved Svip og frembragte et hul i den østrigske front, hvorved de blev overrumplet af det "forsinkede" 1. preussiske garderegiment. Benedek var ganske godt informeret om de preussiske geværers overlegenhed, ikke mindst fordi lederen af det østrigske "Evidenzbüro" – militærets efterretningstjeneste – [[Georg von Kees]] var i hans stab. Derfor valgte han at placere de østrigske stillinger i områder med tyk skov som ved Svip, for at tvinge preusserne til nærkamp, hvor deres moderne geværer ikke var til særlig nytte. Denne taktik fungerede også ganske godt indtil det skæbnesvangre modangreb.

Indenrigspolitisk kom kejser Franz Joseph ligeledes under pres. Monarkiet var svækket udenrigspolitisk og den 21. december 1867 blev ligestillingen med Ungarn og decemberforfatningen vedtaget i det østrigske rigsråd.

I de talrige historier, som fortælles om denne mindeværdige kamp mellem Preussen og Østrig optræder ofte sætningen: "So schnell schießen die Preußen nicht!" Dette skulle være en henvisning til de preussiske bagladegeværer, som gav en stor fordel, som dog ikke var afgørende for slagets eller krigens udgang.

Under alle omstændigheder blev talemåden knyttet til slaget ved Königgrätz og den endelige preussiske sejr og opstigen til dominerende magt i tysk politik.

Den østrigske kejser Franz Joseph skal, efter at han havde fået overbragt nyheden om slagets udgang, ganske ukejserligt have skældt ud over sin feltherre og sagt: "Benedek, det fjols!".

Generalen blev derefter afskediget i unåde.

[[Wilhelm 1. af Tyskland|Wilhelm 1.]] gav tilladelse til, at den 80-årige fyrst [[Hermann von Pückler-Muskau]] sluttede sig til det kongelige følge. På dagen for slaget glemte man imidlertid at vække den gamle mand. Selv om han sov fra alle begivenhederne fik han senere en udmærkelse for sin deltagelse.

* [[Gordon A. Craig]]: ''Königgrätz. 1866 – eine Schlacht macht Weltgeschichte''. 4. Auflage, Zsolnay, Wien 1997, ISBN 3-552-04824-3.