Giorgione: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SorenRK (diskussion | bidrag) Infoboks |
m Linkfiks |
||
Linje 26:
| signatur =
}}
'''Giorgione''' (egentlig '''Giorgio Barbarelli''') (født ca. [[1478]] i [[Castelfranco Veneto]] ved [[
Man ved kun lidt med sikkerhed om Giorgiones korte levned og om hans værker, selv de berømteste, råder der usikkerhed og strid; men selv om adskilligt af det, der længe er gået som "ægte Giorgione", ikke kan bestå for en nøjere kritik, hersker der så temmelig enighed om, at hele kredsen af Giorgiones billeder, de autentiske og efterlignernes, peger tilbage mod Giorgiones geni som den nyskabende faktor i kunstens udvikling. Fra sin fødeby kom han tidlig ind i [[Giovanni Bellini]]s værksted i Venezia, hvor han arbejdede sammen med [[Tizian]]. De tidligste billeder, man kender af Giorgione, er de to små ''Salomon’s Dom'' og ''Moses’ Ildprøve'' i [[Galleria degli Uffizi]] i [[Firenze]]; af nogle dog betragtede de som tvivlsomme. Snart efter malede han hjemme i sin by del skønne ''Madonna di Castelfranco'' [[:en:Castelfranco Madonna]] (med S. Francisco og S. Liberale), der endnu findes i Caslelfrancos kirke, et ægte venetiansk værk, men allerede giorgionesk i den stille bløde stemning og i den ridderlig-verdslige forherligelse af kvindelig skønhed; den fine landskabs-komposition her og i de foregåenende billeder indvarsler Giorgiones epokegørende indsats i [[landskabsmaleri]]ets historie. Atter i Venedig (ca. 1505) udsmykker han husfacader med olie- og [[fresko]]malerier, således på [[Fondaco dei Tedeschi]] de er forsvundne; berøring med [[Leonardo da Vinci]]s og [[Fra Bartolommeo]]s kunst har vel højnet hans syn for den menneskelige form i dens fri udfoldelse og dekorative linjeføring, og trænet i glødende venetiansk kolorit, tiltrukket af norditaliensk kunsts [[clairobscur]] står han da udrustet til sit kald; varmblodet og sensuel lever han med i det fornemme Venezias yppige liv, men døden, formentlig [[pest]]en, afbryder brat hans livsbane ca. 33 år gammel. I de værker, der særlig kendetegner Giorgiones kunst, "sker" der intet; bukolisk stemning hviler over det arkadiske sceneri; landskab og figurer stemmes sammen i blød samklang, i sart, drømmende følelse, og kvindelegemet udfolder sig i sin nøgenhed tvangfrit og naturselvfølgeligt som en skønhedens højeste åbenbaring.
|