|
'''Erik Ejegod''' (ca. [[1055]] i [[Slangerup]] – [[10. juli]] [[1103]] i [[Pafos]] på [[Cypern]]) var [[Danmark]]s [[konge]] [[1095]]-1103. Han oprettede et [[Ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]] og fik sin bror [[Knud den Hellige]] [[Kanonisering|helgenkåret]].
Erik Ejegod ervar den fjerde af [[Svend 2. Estridsen|Svend Estridsens]] sønner, som opnåropnåede at blive konge i Danmark. Han vælgesblev tilvalgt som konge i [[1095]] efter broderen [[Oluf 1. Hunger]]s død. Erik Ejegod ervar ved sin broder [[Knud den Hellige|Knuds side]], da denne dræbesblev dræbt i [[Odense]]. I begyndelsen af sin regeringstid var han ifølge et skjaldekvad engageret i at bekæmpe [[vender]]ne i [[Nordtyskland]].<ref name="Fen">Fenger (2002-2005)</ref> Dette folkeslag var trængt af [[germaner]]ne, der var i færd med at [[koloni]]sere den østlige del af [[Tyskland]], og venderne slog sig derfor på [[plyndring]]er i den sydlige del af Danmark. Det lykkeslykkedes Erik at erobre vendernes vigtigste base, [[Rügen]], og han indsætterindsatte sin søstersøn Henrik som vendernes [[fyrste]].{{kilde mangler|dato=maj 2018}}
Erik Ejegod genoptagergenoptog de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske [[kirke (trosretning)|kirke]] fra [[ærkebispedømmet Hamborg-Bremen]], og i [[1103]] lykkeslykkedes det ham med [[pave]]ns velsignelse at oprette et selvstændigt dansk [[ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Lund (Sverige)|Lund]]. [[Ærkebiskop Asser|Asser]], som Oluf harhavde udnævnt til [[biskop]] i Lund, bliverblev nu Nordens første [[ærkebiskop]]. Ved samme lejlighed udvirkerudvirkede hanErik, at broderen Knud bliverblev [[helgen]]kåret.{{kilde<ref mangler|datoname=majautogeneret1>[http://www.katolsk.no/biografier/historisk/knut 2018}}Den katolske kirke — Den hellige Knut av Danmark (~1043-1086)]</ref>
Erik beslutterbesluttede i 1103 at drage på [[pilgrim]]sfærd til [[Jerusalem]], som i [[1099]] under det første [[korstog]] ervar blevet tilbageerobret fra [[muslim]]ernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over [[Novgorod]] i [[Rusland]], og han besøger [[kejser]]en af det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske rige]] i [[Konstantinopel]] ([[Miklagård]]) med sin [[Livgarde|garde]] af nordiske '[[væringer]]'. Han når dog aldrig frem, men dør på [[Cypern]] – vistnok ved [[Pafos]], hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til [[Det hellige Land]], hvor hun skal være død som følge af sygdom på [[Oliebjerget]].<ref name="Fen"/> De efterlader sønnerne [[Knud Lavard]] og [[Harald Kesja]]. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til Roskilde, Lund og fødebyen [[Slangerup]], efter sigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels'(Nikolais) ben. Det siges, at han også befalede at der skulle opføres en vældig kirke på sit fødested i [[Slangerup]]. Denne kirke blev opført og var Nordens største stenkirke. Kirken bliver nedrevet efter reformationen, men [[apsis]] bliver stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo siger, at netop her fødes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.{{kilde mangler|dato=maj 2018}}
I [[1887]] rejstes der en mindesten i [[Slangerup]] over Erik Ejegod og dronning Bodil (denne sten blev flyttet i 1922 ) og i [[1915]] rejstes på [[Borgvold]] i [[Viborg]] en mindesten for Erik Ejegod. Deres søn Harald Kesja, der havde styret riget under forældrenes rejse blev ikke valgt som konge efter sin far. I stedet valgtes Sven Estridsens søn Niels.<ref name="Fen"/>
==Samtidige kilder==
Der er kun overleveret få skriftlige kilder om Erik Ejegod fra tiden kort efter hans død. [[Roskildekrøniken]], som var stærkt kritisk i sin fremstilling af hans virke og [[Saxo]], som hyldede ham som den "ejegode" konge.<ref name="Fen"/>
{{Arvefølge|[[Kongerækken]]|[[Oluf Hunger|Oluf 1. Hunger]]<br />([[1086]] – [[1095]])|[[Niels af Danmark|Niels]]<br />([[1104]] – [[1134]])}}
| 