Peder Winstrup: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 1:
'''Peder Pedersen Winstrup''' (1605-1679). Biskop i [[Lund]] 1638-79. Han var unik på den måde, at han virkede under to danske konger og to svenske. Winstrup var dansker, men viste ingen større bitterhed over at [[Skåne]] i 1658 kom under den svenske krone.
Under [[Karl XI]]s formynderregering blev han på trods af denne indstilling stærkt mistænkt for at være en "dårlig svensker". En af årsagerne var hans protester mod den svenske okkupationsmagts tilbagetrængen af det danske sprog i Skåne. Winstrup var også mistænkt for at stå i hemmelig forbindelse med danskerne og i 1666 var det ikke langt fra at en opgjort plan på at afsætte Winstrup blev gennemført. Winstrup var en af dem der stod bag grundlæggelsen af [[Lund universitet]]. Han blev i 1671 prokanslerer ved universitetet og havde denne befatning frem til [[Skånske Krig]]s udbrud. Winstrups troskab mod de nye svenske herrer var stillet uden for alt tvivl, men Karl XI havde alligevel stærke betænkeligheder ved Winstrups loyalitet, og der var altid mange svenskere der virkede for at afsætte Winstrup fra biskopsembedet. Det mislykkedes imidlertid og den gamle danske biskop beholdt sit embede til sin død den 28. december 1679.
Ifølge mange forfattere, bl.a. Palle Lauring i bogen "Danmark i Skåne", havde Winstrup stor skyld i overgreberne mod den skånelandske civilbefolkning:
''"I Skåne var der ikke nogen front af præster imod det svenske styre. Den vaklede i starten og brød sammen, for biskoppen sveg. Den Peder Vinstrup, der hyldede Frederik den Tredje med savlende svulstighed, den samme Peder Vinstrup modtog som Danmarks sidste biskop i Lund Carl den Tiende Gustav på kajen i Helsingborg med en lige så ydmyg bravadetale. Han var svensk i den time, nederlaget var en kendsgerning. Han var en klog og dygtig mand, der havde stridt sig frem til et godt fedt embede og stor ære, det sætter man ikke over styr for uvedkommende ting. De skånske præster stod rådvilde og lyttede efter tonen fra deres leder, og den lød på højre omkring, march. Der var præster, der tog til Danmark. Der var præster, der gjorde, hvad de kunne på deres plads i Skåne, når lejligheden gaves. Som helhed var præsterne holdningsløse. Den eneste kamp stod om embeder. Som forholdet var på den tid, forholdet mellem øvrighed og almue og almuens kontakt opefter, var præsternes front den afgørende, der ikke måtte falde, hvis noget skulle stå. Havde præsterne, med deres hold i deres sogneboere, stået, og havde de støttet sig til fredens garanti, så havde meget set anderledes ud. Således sank den danske kirke i Skåne sammen i intet. Således styrtede den mere end 550-årige danske ærkebispestol i Lund sammen i selvudslettelse og forræderi."''
| |||