Vulgærlatin: Forskelle mellem versioner

92 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
Kilder mangler
m (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
m (Kilder mangler)
== Ét eller to sprog ==
 
Vulgærlatin og klassisk latin er to uafhængige sprognormer, mener visse forskere{{Hvem?}}. Det urromansk, der kan konstrueres ved at sammenligne de senere romanske sprog, er lig med vulgærlatin. Vulgærlatin og klassisk latin har sikkert forskellig [[fonologi]], [[Morfologi (lingvistik)|morfologi]] og [[syntaks]]. Det læses især af stavefejl og grammatiske fejl i indskrifterne, ikke mindst de [[Pompeii|pompejanske]] graffiti. En anden kilde til vulgærlatin er de frigivne slavers replikker i [[Petronius]]' [[Satyricon (Petronius)|Satyricon]] (1. årh. e.Kr.).
 
Andre forskere{{Hvem?}} fremhæver, at det latinske sprog er en enhed indtil oldtidens slutning og et stykke op i middelalderen. Vulgærlatin og klassisk latin er for dem ikke to sprog, men blot to ender af en [[Sociolingvistik|sociolingvistisk]] mængde. Nogle ord og former var mere højtidelige og andre mere hverdagslige, men overgangen var glidende. Cicero skriver et udpræget klassisk latin, men i sine breve, der efterligner dagligsproget, har han ofte uventede ord som ''bucca'' "mund" og ''auricula'' "øre". Det afgørende skel mellem klassisk latin og romansk kommer først i begyndelsen af middelalderen (den første tekst på et romansk sprog er [[Strasbourg-ederne]] fra [[842]]).
 
== Fonetik ==
 
De forskere, der fremhæver, at klassisk latin og vulgærlatin er en ét, mener, at de lydudviklinger, der bygger på indskrifternes og brevenes stavefejl og rekonstruere ud fra de senere romanske sprog, i virkeligheden ikke kendetegner vulgærlatin, men latin som sådan{{Kilde mangler}}. Den vulgærlatinske udtale er for dem bare den almindelige udtale af latin i den sene kejsertid.
 
Den klassiske latins skelnen mellem korte og lange vokaler opgives med forskellige sammenfald til følge:
Det latinske kasussystem med seks kasus afvikles gradvis i substantivernes, adjektivernes og pronominernes bøjning. I de moderne romanske sprog er det kun bevaret i rumænsk, der har en fælles kasusform for genitiv-dativ. Oldfransk skelner stadig mellem nominativ og akkusativ.
 
Klassisk latin har tre køn. I de romanske sprog er [[Intetkøn|neutrum]] imidlertid blevet opslugt af [[Hankøn|maskulinum]]. På rumænsk og italiensk er neutrum [[Flertgal|pluralis]] blevet [[Hunkøn|femininum]]. Denne udvikling spores allerede i de pompejanske indskrifter og hos [[Petronius]], hvor gamle netrumsordneutrumsord optræder som maskulinum som ''vīnus'' i stedet for ''vīnum'' "vin".
 
=== Verbalfleksion ===
== Syntaks ==
 
Syntaktisk er vulgærlatin præget af en tendens til [[paratakse]] (sideordning), hvor klassisk latin har en tendens til [[hypotakse]] (underordning). Akkusativ med infinitiv og absolut ablativ erstattes af bisætninger, og lange sætningsperioder erstattes af sideordnede hovedsætninger. Fx:
* Petronius 46.4 ''Dixi quia mustella comedit'' "jeg fortalte, at væselen åd dem" = klassisk latin ''dixi mustellam edisse''
* Petronius 45.6 ''Ut quadringenta impendat non sentiet patrimonium ejus'' "hans arv kommer ikke til at mærke, at han ødsler fire hundrede tusinde bort" = klassisk latin ''patrimonium ejus non sentiet eum quadringenta impendere''.