Danmarks historie: Forskelle mellem versioner

Ved [[Wienerkongressen]] i 1814 bestemte de større magter Danmarks skæbne uden særligt hensyn til landet. Danmark var med et blevet et ubetydeligt land, der fuldstændig var underlagt de store magters vilje.<ref>{{Harvnb|Lindeberg|1974|pp=218-219.}}</ref> Nærmest naturstridigt blev tiden en af de mest bemærkelsesværdige kulturperioder i dansk historie. Et væld af unge danske talenter inden for billedkunst, arkitektur, litteratur, ballet, digningdigtning, filosofi m.m. fra begyndelsen af 1800-tallet til cirka 1850 gav den omkring 1900 navnet [[Den danske guldalder|Guldalderen]].<ref>{{Harvnb|Scocozza|Jensen|1999|pp=211-214.}}</ref> Det var, som om den nationale krise fik det bedste frem i mennesker som [[Søren Kierkegaard]], [[N.F.S. Grundtvig]], [[H.C. Andersen]], [[Christoffer Wilhelm Eckersberg|C.W. Eckersberg]], [[Bertel Thorvaldsen]], [[August Bournonville]] og [[Hans Christian Ørsted|H.C. Ørsted]]. To af dem var børn af borgerskabet i København, og de var del af en selvsikker nationalromantisk bevægelse, der også snart begyndte at antage politiske dimensioner.