Frederik Christian 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m bot: flyt sprogikon bagrest; kosmetiske ændringer |
|||
Linje 24:
'''Frederik Christian, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg''' ([[28. september]] [[1765]] på [[Augustenborg Slot]] – [[14. juni]] [[1814]] sammesteds) var den førende skikkelse i den [[Hertuger af Sønderborg|augustenborgske hertugslægt]] og på et tidspunkt en af de mest betydningsfulde mænd i den danske konges riger, da han i en periode besad den næsthøjeste post i [[gehejmestatsråd]]et, kun overgået af [[konge]]n.
Fra [[Augustenborg Slot]] stod færdigt i [[1776]] til den tragiske [[treårskrigen|treårskrig]], var det lille [[hof]] i Augustenborg et kulturelt og politisk centrum, hvor [[nord]] og [[syd]], dansk og tysk mødtes. [[Hertug]]en var begejstret for [[oplysningstiden]]s ideer, ja, endog for frihedsrøret i [[Frankrig]], indtil det skejede ud i vold. Han korresponderede med [[Schiller]] og andre europæiske åndspersonligheder. [[Jens Baggesen]] og andre forfattere var skattede gæster. Og hertugen gik i modsætning til kong [[Frederik VI]] varmt ind for [[trykkefrihed]]en.
I regeringen ([[gehejmestatsråd]]et) var Frederik Christian den første moderne uddannelsespolitiker. Som patron for [[universitet]]et ivrede han for gennemgribende [[reform]]er, herunder oprettelse af statsvidenskabelige og forvaltningsmæssige universitetsgrader. Det var tanker, som hans biologiske svigerfader Struensee havde haft, og som først virkeliggjordes generationer senere.
Linje 32:
Han var ateist, og modarbejdede religionens indflydelse på skolen. Han ønskede endda at afskaffe alle former for religionsundervisning i skolen og dens overbygning, den "lærde skole". På Universitetet, som hidtil havde uddannet præster og jurister, indførte han humanistiske fag: hans privatsekretær [[Knud Lyhne Rahbek]] blev ansat og underviste som den første i Danmak i moderne dansksproget litteratur.
Frederik Christian var ikke specielt populær. Hans noget pedantiske form og hans klejne skikkelse gjorde ham til et oplagt offer for københavnerviddet, der døbte ham “Hans lille Højhed”
Gennem sit giftermål blev han [[svoger]] til kronprinsen, den senere Frederik VI. [[Frederik 6.|kronprinsens]] halvsøster [[Louise Augusta af Danmark|Louise Augusta]] var frugt af forholdet mellem [[Johann Friedrich Struensee]] og [[Christian 7.]]’s dronning.
Linje 38:
Ganske vist stod hertugens indviklede arvekrav på [[hertugdømmerne]] [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] som en skygge mellem svogrene, men hertugens ægteskab var synligt lykkeligt: to begavede mennesker supplerede hinanden, hun med livlighed, kreativitet og ånd, han med fornuft, politisk og pædagogisk begavelse. Deres børneflok viste, at der var liv og energi i slægten – i modsætning til de hensygnende oldenborgere.
Midt under [[Napoleonskrigene]] blev forholdet mellem Frederik VI og augustenborgerne ødelagt som følge af en konflikt angående den svenske trone:
I [[1809]] var den [[Gustav 4. Adolf af Sverige|svenske konge]] død, og den [[Karl 13. af Sverige|nye konge]] var stadig barnløs i en alder af 60. Svenskerne udså sig hertugens broder Prins [[Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|Christian August]], som var en populær dansk [[guvernør]] og [[feltmarskal]] i [[Norge]], til [[tronfølger]]. Det var ganske bemærkelsesværdigt, fordi [[Danmark]] og [[Sverige]] var i krig.
Det gav augustenborgerne mulighed for at nærme sig magtens centrum. Men Frederik 6. var også interesseret i den svenske trone for at kunne samle [[Norden]]. Han så med dyb skepsis på augustenborgernes manøvrer. Konflikten mellem hertugen og kongen brød ud i lys lue, da Christian August døde under mystiske omstændigheder, før han kom på tronen. Konflikt viste sig at være absurd, da svenskerne ikke ville have nogen af dem, men valgte den franske marskal Bernadotte.
Frederik Christians loyalitet over for Frederik 6. fik en ende, da kongen med bl.a. en flådeblokade omkring [[Als]] søgte at forhindre ham i at få den svenske trone. Hertugen forsøgte at manøvrere i det skjulte, men kongen var hele tiden orienteret om alt, hvad hertugen foretog sig: Louise Augusta var en stærk og selvstændig kvinde og følte trods sit lykkelige ægteskab loyalitet over for sin bror, kongen. Hun gav alle fortrolige oplysninger om hertugens manøvrer videre til København.
Fra da af var hertugen ude i kulden; det var snarere magtspillet om den svenske trone end den nationale konflikt, der lagde grunden til den augustenborgske hertugslægts modsætning til Danmark.
Hertugen kom ud af sagen med tab af alle magtpolitiske muligheder. Han måtte koncentrere sig om arveretten i Slesvig og nedlægge alle sine embeder ved regeringen i København. Han blev i [[1814]] i Augustenborg til sin tidlige død som en bitter mand med et ødelagt helbred. Hertugparrets harmoniske ægteskab var ødelagt. Det fortsatte, men tilliden mellem ægtefællerne blev aldrig genoprettet.
Frederik Christians ganske unge søn [[Christian-August af Augustenborg|Christian August]] arvede hertugtitlen.
[[Maria Helleberg]]s roman ''[[Kærlighedsbarn]]'' handler om forholdet mellem hertug Frederik Christian og Louise Augusta og giver et malende billede af de mange personlige, dynastiske, magtpolitiske og nationale konflikter i tiden.
Linje 60:
== Eksterne links ==
{{commonscat}}
*
{{FD|1765|1814}}
| |||